image
Liza Marklunds Annika Bengtzon er tilbage
Forfatteren Liza Marklund er en af Sveriges mest berømte krimiforfattere og kendt for sine bøger om journalisten Annika Bengtzon. ”Nedtælling” og ”Paradiset” er tidligere filmatiseret med Helena Bergström i hovedrollen som Annika. Nu er seks yderlige bøger i serien filmatiseret og udgivet på DVD, denne gang med skuespilleren Malin Crépin i hovedrollen. Hun fik sin debut i ”Nobels testamente”, som fik biografpremiere i 2012. Denne anmeldelse omhandler filmene ”Prime time”, ”Hedebølge”, ”Røde ulv”, ”Livstid” og ”En plads i solen”.
image
Omdrejningspunktet er newsteamet på aftenavisen Kvällpressen, der arbejder hårdt for at skaffe de gode historier og overskrifter til forsiden. Annika er avisens stjerne kriminalreporter, som bedst kan beskrives som en arrig pitbull, der ikke slipper en historie, før hun er kommet helt til bunds i sagen. Hun er kølig og professionel i sit arbejde og nægter at give op uanset omkostningerne. Privat er Annika gift med Thomas og har to børn. Det er dog ikke uden personlige omkostninger at være så dedikeret til sit arbejde, som Annika er. Når hun arbejder på en sag, kommer familien i anden række, og det skaber konflikter i ægteskabet.
image
Prime time

I den første film ”Prime time” findes en populær kvindelig tv-vært myrdet på optagelserne til tv-programmet ”Slottet”. Der er masser af drama og intriger i kulisserne, og der mangler ikke mistænkte i sagen. Det bliver dog meget personligt for Annika, da hendes gode veninde Anna havner på listen over mistænkte. Desværre er historien noget rodet, og persongalleriet er lidt uinteressant, så det bliver aldrig rigtig spændende.
Hedebølge
I ”Hedebølge” konfronteres Annika med sin fortid, da en ung kvinde, som arbejdede som stripper på en natklub, findes myrdet. Ejeren af natklubben, som også var pigens kæreste, kommer i politiets søgelys, men han har et alibi for mordaftenen. Sagen tager en uventet drejning, da efterforskningen trækker spor til den svenske regering. Plottet er spændende og overraskende og man får et indblik i, hvad der driver Annika, og hvorfor hun har svært ved at gå på kompromis, når det gælder hendes arbejde.
Røde ulv
Annika drages ind i en kompliceret mordsag i ”Røde ulv”, hvor en mandlig journalistkollega bliver myrdet. Han arbejdede på en 40 år gammel sag om et attentat på en flybase og fandt tilsyneladende kort før sin død nye vigtige oplysninger i sagen. Annika kaster al sin energi ind i efterforskningen, mens hendes ægteskab er på skilsmissekurs. Plottet er velgennemtænkt og spændende med ledetråde til den kolde krig og datidens politiske brogede landskab.
Livstid
I ”Livstid” findes Sveriges mest berømte politimand, David Lindholm, myrdet. Han optrådte på tv i Sveriges svar på kriminalmagasinet ”Station 2” og var populær blandt sine kolleger. Annika bliver sat til at skrive baggrundshistorie om ham, men der tegner sig hurtigt et noget mere dystert og mørkt billede af den gode politimand. Trods trusler om at stoppe historien fortsætter Annika ufortrødent sin efterforskning, og hendes ihærdighed giver bonus. Samtidig ligger Annika i skilsmisse med Thomas, og de kæmper en hård kamp om forældremyndigheden. Det er en rigtig god krimi, og der er en fin balance mellem et godt udtænkt krimiplot og Annikas kamp for sine børn.
En plads i solen
DVDserien afsluttes med ”En plads i solen” og her sendes Annika til den spanske solkyst for at dække en tragisk sag om en familie, der er blevet gasset ihjel under et indbrud i deres luksusvilla. Snart er Annika indblandet i en større sag om narkosmugling og hvidvaskning af penge, men hun får da også tid til at lære en svensk narkobetjent bedre at kende. Det er den bedste film i serien, hvor krimidrama og thrillerdrama går op i en højere enhed. Det virker som om, at man har fundet den rigtige opskrift på en god Bengtzon-krimi.
image
clip_image002clip_image002[1]clip_image002[2]clip_image002[3]clip_image004clip_image004[1]Svag start, men en stærk afslutning
Inden for den svenske krimigenre kan man ikke komme uden om figurer som Wallander og Beck, der også har haft stor succes på tv og film, så der er noget for den gode Bengtzon at leve op til. Efter en svag start med ”Prime time”, som ikke lever op til forventningerne, stiger kvaliteten betragteligt. Der kommer mere styr på manuskript og instruktion, og den sidste film ”En plads i solen” lever fint op til den svenske krimitradition.  Jeg vil gerne fremhæve Malin Crépin, som gør det rigtig godt i rollen som Annika. Hun er sej, sårbar og sexet, og formår at skabe et billede af en kvinde med et stort hjerte og en stor retfærdighedssans. Jeg giver tre kloakdæksler til filmene og 1 ekstra til Malin.

Af Mette Nielsen.

DVDerne er udgivet af Nordisk Film. Der også har copyright på billederne brugt i anmeldelsen, Erik Aavatsmark har copyright på det første billede brugt i anmeldelsen, Mia Carlsson har på det tredje billede brugt i anmeldelsen. Hver DVD er spillefilmslængde. Undertekster tilbydes på dansk, svensk og norsk. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment