image
Teaterscenens minimalistiske udtryk balancerer fint den endeløse strøm af fragmenterede samtaler og rørende udvekslinger af minder mellem de to vagabonder Estragon og Vladimir. Hvis venskab nu er gammelt nok til blot at være en vane, men du er dog aldrig i tvivl om de to nedslidte skæbner vitterlig elsker hinanden, upåagtet det faktum de hverken husker hvorfor eller hvordan man elsker. Livet er nu noget der er bag dem og det eneste de har tilbage er dette mystiske møde med Godot. Ventetiden tilbringer de for foden af en grædepil, mens tiden slås ihjel ved at stykke brudstykker af fortiden sammen og skændes om dens rigtighed.
image
Uanset om du vælger at fortolke handlingen som en samtale mellem to fuldebøtter der har mistet grebet om fornuften, eller ser det som en intellektuel diskussion samt kritik af hvorledes vi alle spilder vores uhyggelige korte liv på meningsløse tosserier, så er det er en fornøjelse at opleve skuespillerne bag Estragon og Vladimir på scenen. Modspillet og samspillet mellem Jesper Lohmann og Jesper Asholt er indfølt, timingen præcis og deres endeløse samtaler uden pointer er både rørende, morsomme og leveret med sådan en charme at de to karaktere ufiltreret får lov til at vade ind i mit hjerterum. Desværre er det ikke tilfældet for godsejeren Pozzo (Stig Rossen) og slaven Lucky (Søren Bang Jensen) hvis historie blot fungerer som styrkemarkør for vagabondernes pointer. De er med andre ord ikke nødvendige for (den sparsomme) handling – men jeg vil dog så nødige have været uden stykkets mest berømte citat der denne gang leveres af Stig Rossen : “Vi fødes overskrævs på en grav. Et øjeblik stråler lyset, og så er det nat.”
image
clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image005 Jeg ramte teateret få øjeblikke før stykkets begyndelse, hvorfor sædet blev indtaget let stakåndet og ganske kulderamt. Der gik ikke mange øjeblikke af dette absurde teater før min passive sidestilling og teaterets varme næsten lullede mig i søvn. Men så vakte det meningsløse alligevel min interesse i sådan en grad at hver enest eord blev slugt, for depå at forsøge mig med at stykke vagabondernes samhørighed og fælles ukendte fortid sammen .Det var som at iagttage et gammelt ægtepar hvor begge parter har fået Alzheimers og nu hverken husker eller bekymrer sig over om livet gav mening før hukommelsen skred i svinget. Mine fire kloakdæksler gives for det indre melankolske landskab stykket skaber og tvinger dig til at fundere over samt for Jesper Lohmann og Jesper Asholt samspil. Hvis ikke du er i humør til en teateromgang hvor livets meningsløshed er selve kernen, så bør du nok ikke kikke forbi når stykket stopper i din by, men alle andre kan med stor fornøjelse fortabe sig i minderne de mistede og nyde ventetiden i selskab med Estragon og Vladimir.

Af Thor Kristjan Kidmose.

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=vp3SbTTqiks]

Forestillingen blev overværet onsdag den 9. januar ved Folketeatret på Hvidkildevej 64. Stykket er på turne landet rundt frem til den 22. februar. Instruktion: Morten Grunwald. Scenografi: Birgitte Mellentin Oversættelse: Klaus Rifbjerg. Foto copyright Gudmund Thai. MEDVIRKENDE: Jesper Asholt, Jesper Lohmann, Stig Rossen, Søren Bang Jensen MEDVIRKENDE DRENGE: Bertram Levin Klem, Tristan Derry, Marcus Bladt Hansen, Simon Lund. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment