1121
Selvom jeg sjældent genlæser bøger eller ser spillefilm mere end en enkelt gang, så havde jeg alligevel indfundet mig ved Betty Nansen Teatret da stykket Bliktrommen havde repremiere i lørdags. Til dels fordi det var et af sidste års stærkeste teateroplevelser og dels fordi jeg altid er nysgerrig efter at se Thure Lindhardt fremføre teater. Desværre var det ikke en ubetinget succes for mig at genopleve Oskar smadre sig gennem bliktrommerne alt imens verdenskrigen hærger. Dertil var den oprindelige oplevelse for stærk og den nuværende version for svag.
1125
Vores hovedperson er den lille voksne Oskar der bag en facade af fastholdt barnlig uskyld blot observerer verdens sammenbrud og menneskehedens begrænsninger. Uskylden er dog kun påtaget og Oskars egoisme er ikke uden omkostninger eller synd. Men alle andre ser kun en lille tilbagestående dreng der troligt tæsker løs på sin bliktromme, og hvis stemme kun bruges til synderskærende og glassprængende skrig når selvsamme tromme skal forsvares mod fremmedes hænder. Hvor Johann Faust ved Goethe fungerede som en allegori over menneskets liv i alle dets facetter er Oskar den tomme degenererede skal af den tabte menneskelige uskyld. Oskars lange vandring rundt i Tyskland byder på ingen udvikling, ingen forandring kun på mere forfald og smerte. Oskars tre forældre kan fint forstås som rendyrket symbolisme hvor moderen repræsentere Tyskland og fædrene de to retninger hun ikke kan vælge imellem. De kan også blot udlægges som tre menneskeskæbner hvis sammenflettede historie afspejler det europæiske forfald. Bliktrommen fungerer i stykket både som symbolsk krigstromme, kommunikationsmiddel og vredesventil for Oskar selv, samt et ydre manifest på uskylden. Men uanset hvorledes du vælger at forstå historiens rammer og dens delelementer kan ingen være i tvivl om verdenskrigens gru eller historiens triste erkendelse af vores egen begrænsninger.
1127
clip_image002clip_image004clip_image004[1]clip_image006Bænket få rækker fra scenekanten sad Nikolaj Lie Kaas plantet til repremieren på Bliktrommen. Jeg tænker det måske var sært for ham at se en forestilling han selv var en del af sidste gang Betty Nansen lagde scenegulv til Günther Grass historie om Oscar, men det ved jeg selvfølgelig intet om, jeg kan dog afsløre at jeg inderlig ønskede det i stedet var Thure der sad blandt os publikummer og Nikolaj der gav den som den trommesmadrende dreng på scenen! For det var ikke længere en fornøjelse for mig at gennemleve Oscars skæbneberetning, til dels savnede Thure overbevisning og indlevelse i rollen som Oskar og til dels var Nikolaj superb i selvsamme karakter. Hvilket er den direkte grund til vi kun havner på tre kloakdæksler denne gang, der alle gives for den kreative og simple scenografi, Morten Staugaards herlige version af Matzerath og Sonja Richters blændende skuespil som henholdsvis Agnes og Roswitha. De to gør det hele værd at gense Bliktrommen, begge skuespillere der burde bruges langt mere end det er tilfældet i danske film og teater, men det formindsker nu ikke min glæde over at genopleve dem begge på scenen.

Af Thor Kristjan Kidmose.
1124
Forestillingen blev overværet ved Betty Nansen Teatret den 5. januar. Du kan se selvsamme samme sted frem til 2. februar. Øvrige medvirkende Mads M. Nielsen, Laura Bro, Morten Eisner, Jens Jacob Tychsen og Christina Hal Jonasen. Instruktion: KATRINE WIEDEMANN. Scenografi: MAJA RAVN. Manuskript: MIKE WALKER på baggrund af GÜNTER GRASS' roman. Bearbejdelse: PETER DUPONT WEISS, METTE WOLF IVERSEN og KATRINE WIEDEMANN. Oversættelse: PETER DUPONT WEISS. Foto: Marc Fluri.Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment