image
Det Sidste Skrig var en omgang børnevenlig David Lynch inspireret uhygge, som blev afviklet med charme, gode ideer og desværre også for mange kunsttrin. Min vurderingen fører derfor frem til ”kun” fire kloakdæksler, men det skyldes nu hverken aftens uforudsete tekniske uheld, ungdommen omkring mig eller manglende gode ideer.
image
Da premieren ikke kunne nås i tide indtog jeg i stedet rædslerne side om side med en flok syvende klasse elever, og selvom jeg ganske tydeligt husker klassetrinnet havde jeg glemt mangt og meget om hvorledes hormonåret udleves af aktørerne selv. Hvilket medfører en del fnisen, skrål og generte drengestreger, men det var tydeligt at målgruppen var grebet af stemningen gennem hele forestillingen. Men efter min mening bør der alligevel justeres lidt på fortællingen før jeg vil kalde den en succes. Jeg havde f.eks. taget udgangspunkt i drabet (visuelt) ledt det over til smerten (danset) og ladet sangen lede os til næste erkendelsesstadie.
image
De momenter der fungerede bedst for mig var de rene horrorsekvenser, og den stemningsskabende sanger Anna-Sofie Fredslund-Andersen. Jeg kunne snildt have siddet bænket i timevis ved cafebordet lyttende til hendes stemme og nydt hendes fremførelse, alt imens tankerne ville dvæle ved fortidens uafsagte ord, inhalerede cigaretter og glemte løfter. Men optakten til dette gribende øjeblik var for langt, for rodet og fortænkt. Havde dine øjnene ikke skimmet programmets udvalgte ord ville det på ingen måde være tydeligt hvad stoledansen drejede sig om.
image
Forestillingen er nemlig inspireret af landets første massemorder Englemagersken Dagmar Overbye der i starten af 1900-tallet dræbte en serie babyer. Opsætningen ved Husets Teater var dog ikke en lang morbid nedslagtning af uskyldige nyfødte, men i stedet en dasende indlevelse i uhyggen bag handlingerne. Vi følger et restauratørpar hvis lille datter dræbes, vi præsenteres for smerten, handlingen og tabet. Hvorefter vi iklædt et ipodhjulpet lydspor nedstiger via en stærk dekoreret trappegang til dødsriget. Hvor svarene måske ikke gives men udfaldet er givet.
image
clip_image002clip_image003clip_image005clip_image005[1]clip_image007Den lille alvorlige pige (Selma Wideman Grue) skal roses kraftigt for hendes ubevidste uhygge, der udelukkende fungerer fordi hun formår at fastholde alvoren, hvilket er en stor bedrift for alle skuespillere uanset alder. Johanne Dam og Jan Strøbech klæder hinanden når de danser indædt og energisk, teknisk er de dog lidt forskellige og jeg tænker f.eks. at Johanne ville klarer sig bedst af de to i en klassisk opsætning. Sidst jeg stødte på duoen var i forestillingerne Hjertebanken og Spejl der også havde Tali Rázga som iscenesætter. Nadia Bail har skabt scenografien, jeg er især glad for ideen med glasburet og fjerkarret. De to manglende kloakdæksler skyldes “stoledansen” der efter min mening ikke fik formidlet det man ønskede og til dels den lidt uboldige afslutning. Det er trods alt en massemorder vi støder på!

Af Thor Kristjan Kidmose.

Øvrige: Alma Wexiø Razga, Katrine Friis & Marlinde Vos. Dramaturg: Miriam Frandsen. Lysdesign: Mikkel Jensen (kælderbelysning var rigtig god). Skrædder: Hanne Mørup. Regissør/forestillingsleder: Pernille Mikkelsen. Produktionsleder: Hanna W. Grue. Afvikler/chefbygger: Rumle Dons. Byggere: Jesper Aabille, Andreas Vium Bjørn, Peter Schønnemann. Scenografassistent: Eva Kristine Lendorph Christensen. Salgsarbejde og skolemateriale: Janne Hovmand Storm. Gyserekspert ifm. skolemateriale: Henrik Torjusen. Grafiker: Robin Hart Fotograf: Charlotte Hammer Video: Fredrik Auster. PR: Stine Bille Olander Producent: Eva Steen Nordhagen. Foto copyright Charlotte Hammer. Video: Frederik Auster. Forestillingen blev overværet den 8. november ved Husets Teater hvor det gik frem til den 16. nomeber. Se mere herDu kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment