livingstones kabinet, klip
Det er ikke første gang jeg kikker forbi en omgang Livingstones Kabinets teater, hvorfor hverken de eller jeg kan være overrasket over at det ikke falder i min smag. Selvom nogen sikkert vil mene det skyldes enten min manglende forståelse eller deres evner, så er svaret langt mere banalt, vi er blot fundamental uenige om form og formål med teater (-kunst). Så selvom denne anmeldelse endnu engang fører frem til tre kloakdæksler og ingen derved bliver rigtig fornærmet eller glade, så vil jeg dog gerne forsøge at forklare hvorfor det ikke er spild af (min) tid at overvære et stykke man per definition ikke vil/kan elske.
livingstones kabinet, klip

Uanset hvad vi mennesker skaber så har det potentialet til at påvirke andre på tværs af tid og sted. Det betyder dog ikke at det vil ske og vi kan aldrig kontrollere reaktionen. I samme øjeblik vi har skabt noget har vi ikke længere ejerskab over hverken budskabet eller fortolkningen af samme. Dette gør sig gældende for de største kommercielle produktioner til de mindste abstrakte kreationer. Det er dog mellem disse to yderpoler at et spændingsfelt er opstået således mange i dag definerer ”kunst” ud fra skaberens motiver og ikke deres egen oplevelse. For mig er Livingstone Kabinet en teatertrup med en konsekvent tilgang til vores verdensopfattelse, men det betyder ikke at truppen ikke ønsker at underholde folket, det er blot sådan jeg oplever deres teater. Jeg tager således altid udgangspunkt i min oplevelse, opfattelse og analyse. Selvfølgelig skæves der til målgruppe, virkemidler og form, men det er mig lige meget om skaberne synes jeg burde have set en skjult hyldest til en græsk komedie eller et fordækt sarkastisk angreb på en politisk dagsorden. Det er ikke min opgave at vurdere hvor godt skaberne formår at forløse deres egne ambitioner, blot at formidle hvordan jeg oplevede stykket.
livingstones kabinet, klip
clip_image001clip_image002clip_image002[1]clip_image003Denne gang er det et angreb på ”selvet” og vores ”sikre” opfattelse af samme. I en absurd verden er den eneste orden der findes den vi selv påfører omgivelserne. Men uanset hvor systematisk og kontrolleret vi forsøger at inddele sanseindtrykkene der bombarderer os, så er der tydeligvis blot tale om en illusion. Forestillingen er en montage af erindringsglimt og barokke udgaver af samme. I en evig kæde af fortolkninger udsættes disse skinnormale brudstykker for en konsekvent nedbrydning indtil vi står til knæ i rendyrket nonsens. Du skal med andre ord tænke over dig selv og din verden. Hvilket lykkes ganske fint men for mig bliver en trættende akademisk øvelse, idet hver eneste scene i stykket underbygger tesen for derved at forstærke argumentet. Just som din underviser forventer du skal opbygge en universitetsopgave, men for mig bliver det en dræbende spiral af forudsigelighed. Garneret med små vellykkede glimt der får smilet frem og klappene til at falde. Mine tre kloakdæksler gives for Pernille Koch underholdende ”Good Time” monolog, Pete Livingstone rablende fakta der mere end gang sidder lige i skabet og så selvfølgelig den sindssyge dygtige skuespiller Sven E. Kristensen.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Forestillingen blev overværet den 29. oktober ved Bådteatret. Hvor du lige kan nå at fange forestillingen end det er slut igen den 10. november. Foto: Malle Madsen. PÅ SCENEN Pete Livingstone, Pernille Koch, Kristina Sørensen og Svend E. KristensenISCENESÆTTELSE Nina KareisSCENOGRAFI Julie ForchhammerKOMPONIST Pete Livingstone i samarbejde med Erik ChristoffersenTEKSTER Livingstones Kabinet, Patsy Cline, faktaKOREOGRAFI Adelaide BentzonLYSDESIGN Mikkel JensenLYDDESIGN Erik ChristoffersenSpillelængde: ca. 1 time u/pauseDu kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment