image
Trioen (Motte, Darko og Elle) på scenen tilhører alle bunden af vores sociale hakkeorden, hvor de fanget af deres uindfriede drømme og ødelagte sind, misbruger hinanden og ikke mindst sig selv. Her bliver verden sjældent andet end det sociale boligbyggeri og dagens brandert. Men blot fordi alle menneskelige behov, fortiden og ens drømme kan dulmes med alkohol betyder det ikke smerten helt kan undgås. Vores hovedperson er godt nok hærget af alkohol i sådan en grad at nederlaget blot er et spørgsmål om hvornår, ikke hvorfor eller hvordan. Men for Darko bliver livet først til en smertelig fortælling da han forelsker sig i baggårdsluderen Motte, hvis misbrugte krop og skadet indre til fulde matcher hans drømme om et lykkeligt liv. Men hvis tilstedeværelse i Darkos liv også betyder at fremtidsmuligheder måske igen skal findes udenfor bebyggelsen?
image
Scenografisk er forestillingen en lille gennemtænkt perle. Her er samspillet mellem detaljerne og historien eminent god. Jeg er vild med de indbygget små højtalere. Det farverige hav der ikke bare er kontrast til drømmen og titlen ”Det Blå, Blå. Blå Hav” men også bruges som styrkemarkør på flere relevante steder. F.eks. bliver konfettihavet den farverige sump vores karakterer drukner deres utilstrækkelige greb om livet i men også her deres indre kaos symboliseres via “flodbølger” af konfetti. Der viser at her bliver ideer aldrig til andet end halve sætninger og usammenhængende argumenter. Det er her på bunden af knuste drømme, den tabte fremtid og ungdom at de har hinanden og intet andet.
image
clip_image002clip_image004clip_image004[1]clip_image006 Darko er en charmerende størrelse, der hutler sig gennem livet velvidende der engang var andre muligheder. Dramatikeren Nis-Momme Stockmann mister dog grebet om fortællingen da han ikke kan beslutte sig for om Darko skal knuses grundet fortidens synder eller nutidens kvaler. Denne fortælling fra samfundets bund har momenter af dyster morskab og inderlig smerte, men hver eneste dramatisk klimaks stykket besidder fungerer efter min mening ikke. Hvilket både hæmmer oplevelsen og troværdigheden.  Hvorfor de tre kloakdæksler gives for henholdsvis Morten Brovns hjertevarme udgave af en alkoholiseret taber og Mikkel Løvenholt Reenberg der som så ofte før rammer det infantile til perfektion (og det er altså venligt ment) samt  Nathalie Mellbyes arbejde med scenografien og lyssætningen. Christine Gjerulff fanges desværre i rollen som offer alt for længe, hvilket gør det utroværdigt at hendes karakter skulle kunne fungerer som drømmeforløser for Darko, men hendes samspil med Mikkel er dog som altid rigtig godt.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Jeg overværede forestillingen ved Husets Teater den 12. oktober. Du kan fra den 24. oktober og frem til den 17. november opleve selv samme ved Teater Nordkraft i Aalborg (der i sig selv er et besøg værd)Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.  Foto copyright Henrik Ohsten Rasmussen. Stykket er instrueret af Thereres Willstedt. Martin Dahl har komponeret musikken.

Comment