image

De fastfrossede argumenter i kønsdebatten får hverken mere vitalitet eller overbevisning ved at genopsættte et P. O. Enquist stykke. I stedet understreger det blot hvor meget verden har flyttet sig siden køns problemstillingen kun blev fortolket ud fra patriarkens synspunkt. Tribadernes Nat har sandsynligvis rykket grænser en gang, måske endda været provokerende og harsk for borgerskabet. Men som jeg sidder der bænket i mørket ved Betty Nansens er jeg mere irriteret over pointernes ligegyldighed end noget andet. Der er mangt og meget jeg ikke bryder mig om, men som altid ses det til ende og fokus fastholdes.
image 

Flemming Enevold er fastlåst i en krampagtig udgave af en chauvinist hvis verdensbillede ikke kan knuses, han får hverken rum eller mulighed til at være andet end en buldrende August Strindberg. Hvis modspil fuldstændig mangler på scenen idet alle øvrige karakterer i forestillingen er gjort til satellitter der kredser om manden med ondt i selvværdet. Herved reduceres det ”lesbiske” forhold til noget afvigende som knuser ægteskabets hellige bånd. For selvom manden horer sig gennem det modsatte køn er det åbenbart kvindens rolle at stå ved sin mand alt imens han nedgør og hylder hendes mangler. Men det at nære kærlighed for en af samme køn er ikke blot et karakterbrist men et direkte angreb på ”manden”.

”Om hundrede år har alle mænd sgu begået selvmord i desperation over al det jammer….og så er der slet ingen kønskamp tilbage…” Agust Strindberg.

image
clip_image002clip_image004clip_image004[1]clip_image006De involverede parter mødes nu igen ved tilfældigheder og nødvendighed i forbindelse med opsætning af lige netop den tekst hvori August bearbejder bruddet. På intet tidspunkt er stemningen god og prøverne forløber alt andet end frugtbare. Vi sidder med fra første gennemlæsning og får derved direkte indblik i det blottede sår. Gråden, vreden og offerrollen går på skift men for det meste dominerer August samtalen med lige dele smålighed og arrigskab. Det er mod ham Siri (Paprika Steen) og Marie (Tilde Maja Frederiksen) forstummer og Viggo (Jens Jacob Tychsen) kues. Hvilket ødelægger dynamikken i forestillingen og udstiller forestillingens forældede pointer. Hvilket er den direkte grund til det ikke bliver mere end tre kloakdæksler, der i stedet gives for Enevolds perfekte leveringer af perfide bemærkninger, Steens brave indledende forsvar for kvinden hun er og den kække ide med publikum på begge sider af scenen.

Af Thor Kristjan Kidmose.
image
Stykket blev overværet den 22. september ved Betty Nansen Teatret. Du kan se samme forestilling selv samme sted frem til den 3. november. Spilletid er 2½ time inklusiv pause. Iscenesættelse: Peter Langdal Manuskript: P.O. Enquist. Foto: Per Morten Abrahamsen. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment