SLUT_hop_fotoThomasPetri

Den banale sandhed at vi alle skal dø en dag bliver ikke mindre frygtelig i takt med alderen. Selv om alverdens dødsannoncer er fyldt med lovprisninger over liv der blev levet findes der nemlig ingen som virkelig er klar til at forlade denne verden. For selvom det er naturligt at døden indhenter os alle en dag så betyder det desværre ikke at vi er klar. Denne erkendelse udgør den filosofiske ramme om teaterstykket SLUT der ellers på en let og indlevende måde forsøger at afvæbne vores alle sammen største frygt, men i stedet blot får understreget at vi lever de dage vi har og så er det slut.

SLUT_tredans_fotoThomasPetri

”Alle vil leve længe, men ingen vil være gamle.” – George Bernard Shaw.

Hvilket selvfølgelig lyder mere dystert end morsomt og selvom forestillingen er fyldt med flere morsomheder og sjove anekdoter om alder er det ikke komikken jeg tog med mig fra salen. Jeg grinede selvfølgelig også at pensionisterne der konkurrerede på afkommets bedrifter, samt af det fysiske forfalds smertefulde greb om vores kroppe, men blev ramt langt hårdere af pointerne om frygten. For dødsangsten er både ufattelig latterlig og yderst rationel på samme tid. Dels skubber den os til at leve livet så fuldt vi nu kan, indtil hverdagen gør det klart ingen i længden kan leve hver dag som var det den sidste. Det kan virke kvælende at bekymre sig om klima, pension og indkøbslister alt imens man ved tiden løber ud. For fik du set det du ville, fik du rejst til de lande du drømte om, lært sprogene eller indfriet drømmene du havde? Det er altid svært at acceptere nogle muligheder aldrig blev til andet end drømme, men betyder det du levede et fattigere liv eller blot har brug for mere tid?

SLUT_kirsten_fotoThomasPetriclip_image002clip_image004clip_image004[1]clip_image006

De fem skuespillere glider ubesværet ind og ud af alverdens roller der alle har alder som omdrejningspunkt. Indretningen, anekdoterne og lydbilledet vil for mange fungerer som et emotionel sansebombardement der ubemærket vil hive jer tilbage i tiden. Det serveres ganske professionelt, men intet rammer rent hos mig. Jeg forstår sagtens frygten for at dø alene, eller fortvivlelsen over de spildte muligheder og genkender resignationen. Der er enkelte sekvenser jeg oplever som voldsomme barokke men kun tankerne om ”mit næste liv som japaner” (Jannie Faurschou) finder jeg dårlig. Min vurdering på tre kloakdæksler skyldes dog flere ting. Dels gentages de samme pointer for mange gange gennem hele forestillingen, dels trækkes nogle scener længere ud end indholdet kan holde til og dels var jeg ikke rigtig underholdt. Omvendt var jeg vild med Claus Bues evne til at forsvinde som en gammel grå mand uden fysisk kontrol og vilje til at leve og Finn Nielsen monolog over alder er en sindstilstand var også fin. Men hvis du deler fødselsår med skuespillerne på scenen vil historierne fortalt have en langt stærkere indvirkning på dig, for det er altid en emotionel oplevelse at rejse tilbage i tiden med andre der husker de samme små ting, fra den gang fremtiden endnu var lys og ukendt.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Forestillingen blev overværet ved Teater Republiqueden 10. september. Du kan i aften se den sidste omgang selv samme sted inden de drager ud på turne. Forestillingen er blevet til i samarbejde med Folketeateret. Scenografi: MAJA RAVN. Koreografi: KARINA DICHOV LUND. Medvirkende: KIRSTEN PEÜLICHE, FINN NIELSEN, MARIA STENZ, CLAUS BUE, JANNIE FAURSCHOU. Komponist & lyddesign: TOMMY GEE. Foto copyright Thomas Petri. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment