image

Scenen er sat i det sydlige Californien, hvor vi møder barndomsvennerne Ben og Chon. De er forskellige som nat og dag. Ben beskriver sig selv som baddist – altså bad buddist – en flink og rar fyr, som ikke har noget udestående med nogen. Vennen Chon er en mand af få ord, tidligere Navy Seal, og én af de rigtig rå drenge, som skyder først og ikke spørger bagefter. De driver sammen en ganske lukrativ forretning med at sælge den bedste pot, man kan købe for penge. Det er fede tider, og Ben og Chon nyder tilværelsen sammen med deres gode veninde Ophelia, som de har et meget åbent forhold til.

Den fredelige tilværelse forstyrres, da det mexicanske narkokartel Baja meddeler, at nu overtager de salget af den gode pot, og det er et af den slags tilbud, man ikke skal afslå, hvis man gerne vil beholde hovedet på kroppen! Baja-kartellet får imidlertid ikke det svar, de regnede med, nemlig ”Fuck jer!”. Det bliver starten på en blodig narkokrig, hvor ingen kan stole på hinanden.

clip_image002clip_image004clip_image004[1]clip_image006

”De smukke vilde” er ren højhastighedsunderholdning.  Med 290 kapitler fordelt på 309 sider er der fuld fart på historien fra starten af, og Don Winslow styrer stilsikkert løjerne med et tempofyldt sprog, krydret med masser af autentisk slang. Desværre kan den danske oversættelse visse steder i bogen ikke helt følge med, og hvis man vil have det fulde udbytte, bør man derfor overveje at læse originalversionen.

Bogen bærer præg af, at Don Winslow har haft et filmmanuskript i tankerne allerede fra starten af. Alt overflødigt er skåret væk og det hurtige tempo passer lige i skabelonen til et godt actionbrag. Til efteråret kan Oliver Stone præsentere ”Savages” på det store lærred, og naturligvis har Don Winslow skrevet manuskript til løjerne.

Jeg ville dog ønske, at forfatteren havde givet sig tid til at skrive en krimi med lidt mere fordybelse og lidt mere kød på historien. Det høje tempo ødelægger lidt spændingen i bogen, som aldrig bliver rigtig nervepirrende. Til gengæld er der masser af humor og skarpe replikker. Et ganske udmærket supplement til sommerferielæsningen.

Af Mette Nielsen.

Udgivet af forlaget Klim. 309 sider på dansk ved Allan Hilton Andersen. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment