image
Mord i udkants-Canada
En mand inviteres indenfor hos en ældre dame, som er dødssyg af kræft. De to har en forudgående aftale om, at han skal give hende fred for sine smerter, og i løbet af de næste par timer gennemgår de to et ritual, der resulterer i, at kvinden dør. Med kirurgisk præcision skærer han halsen over på hende og tømmer liget for blod.

Indbyggerne i byen Port Dundas i Canada rystes af det brutale mord, og den fungerende kriminalkommissær Hazel Micallef får pludselig andet at tænke på end de sædvanlige biltyverier og små optøjer fredag nat, når den lokale pub er lukket. Med 13.500 indbyggere i byen kender alle hinanden, og ingen forstår, hvem der kunne have motiv til at slå den søde ældre dame ihjel.

Som efterforskningen skrider frem viser det sig, at den ældre dame ikke er det eneste offer, og at gerningsmanden langt fra er færdig med sin mission. Det underbemandede politikorps er slet ikke gearet til at skulle efterforske en mulig seriemorder, men Hazel Micallef er stædig og fast besluttet på at stoppe den mystiske mand, der spreder død på sin vej.

Utraditionel kriminalroman
På mange måder er ”Kaldet” en utraditionel kriminalroman. Vi er langt væk fra storbyens barske forbrydere og hårdkogte politi. Der er ikke noget CSI i Port Dundas, og kriminalkommissær Hazel Micallef slås ikke med bandekrige og narkobander, men biltyverier og lidt optøjer efter en våd aften på den lokale pub. Mord er ikke ligefrem hverdagskost.

Derudover støder man ikke på mange kriminalkommissærer som Hazel i kriminallitteraturen. Hun er 62 år, nyskilt og tager morfinpiller og whisky for at dulme smerter i ryggen pga. af en begyndende diskusprolaps. Hun bor hos sin 87-årige, friske mor, der forlanger at datteren får rigeligt med proteiner og fibre, mens hun selv nyder lidt bacon til morgenmaden.

clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image005Psykologisk indsigt
Bogen er også et portræt af en seriemorder, der har en mission eller et kald. Langsomt får man indsigt i hans syge tankegang og hvad han ønsker at opnå. Han ser sig som en barmhjertig frelser, der hjælper syge efter deres eget ønske, men han fortæller dem ikke hele sandheden om sin særlige behandling. Forfatteren har en god psykologisk indsigt, så man som læser forstår, hvad der foregår i hovedet på den mystiske mand.

Der er masser af kød (og blod) på historien, og som psykologisk thriller fungerer den godt. Til tider kan historien dog godt køre lidt i tomgang, og der er for mange afstikkere  der skal bindes sammen.

Men jeg synes, bogen er et forfriskende pust i kriminallitteraturen, og jeg vil glæde mig til at følge kriminalkommissær Hazel, skulle der komme en fortsættelse. Bogen får derfor fire kloakdæksler.

I mellemtiden kan man jo fordrive ventetiden med at gætte på, hvem der gemmer sig bag navnet Inger Ash Wolfe, som ifølge bogens omslag er et pseudonym for en kendt nordamerikansk forfatter. Og hvis man synes, navnet lyder bekendt, er det ikke så mærkeligt, da vedkommende har en danske navnesøster i den danske forfatter Inger Wolf.

Af Mette Nielsen

Udgivet d. 19/5 ved Forlaget Klim. På dansk ved Bente Møller Sørensen. 324 sider. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment