image
Barndommens somre blev brugt på den lille danske ferieø kaldet Læsø, hvor lokalbefolkningen kun stod sammen når omverden, skatterne eller ulykker ramlede ned over dem. Her vidste alle det ikke var omkostningsfrit at være fisker, for selv om man brokkede sig over kvoter, bankerne og vilkårene om bord, så var den underliggende frygt altid døden. Jeg vil tro alverdens små fiskersamfund deler de samme sorger og glæder som de gjorde det på Læsø.

Det er i hvert fald denne verden jeg genkender i Jon Atli Jonassons historie Dybet. Hvis fortælling godt nok rummer et klassisk skibsforlis, men også giver håb til alle de der bliver tilbage når kutterne forlader havnen. For dette er beretningen om fiskeren der mod alle odds fandt vejen hjem, gennem det kolde hav. Tilbage til barndommens trygge rammer. Tilbage til livet og hverdagen han elsker så højt.

Men vi kyniske mennesker der allerede ved livet er værd at leve og alternativet ikke er i vores egne hænder, vil sagtens kunne forstå dramaet, men ikke rigtig føle det. For selvfølgelig dør mennesker til havs og til lands, selvfølgelig er det uretfærdigt og tragisk, men sådan er livet.

clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image005 Fremførelsen er stærk og overbevisende, jeg bliver bare ikke revet med af historien og tragedien bliver derfor ikke virkelig for mig. Titlen og optakten har allerede sat rammen for fortællingen og ingen kan derfor være i tvivl om at vi bevæger os mod et skibsforlis. Carsten Bjørnlund får på ingen tid malet et skønmaleri af et lille bygdesamfund ved hjælp af ord alene, men det er hans fysiske indlevelse i rollen der fanger min opmærksomhed. Jeg tror på ham når han kæmper for livet, jeg kan se de mennesker han beskriver, jeg kan sagtens forestille mig hans verden. Men kærligheden til den ukendte pige, forældrene og alle de der aldrig kom i havn virker påtaget. Hvis du behersker islandsk eller selv kommer fra et lille fiskersamfund hvor begravelser af unge mænd ikke er en sjældenhed, så vil du ganske givet blive mere ramt end jeg. De fire kloakdæksler gives for de overbevisende følelser der vælter rundt på den minimalistiske scene, de fine samfundsbeskrivelser og musikken (fremført af Haukur Thordarson) der ledsager Carstens energiske kamp for livet.

Af Thor Kristjan Kidmose.
Forestillingen blev overværet ved
Får 302 d. 20. marts. Du kan se selvsamme samme sted frem til d. 31. marts. Jon Atli Jonasson har skrevet manuskriptet, mens Egill Heidar Anton Pàlsson har instrueret det og stået for scenografien. Foto Copyright Anders Hjerming. Kenneth Kreutzfeldt stod for afviklingen af lys og lyd. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter.

Comment