image
Dette bliver en nytårsaften der kulminere længe før midnat og som for altid vil præge dens gæster. For hvorfor jage en ydre perfektion når det indre er et rod? Det er kun Peter (Lars Ranthe) der ikke forstår hustruen (Charlotte Munck) er tabt til hans egen barndomsven Niels (Niels Martin Eriksen) og i takt med vanviddet stiger omkring spisebordet jo værre bliver det for Peter og gæsterne. Situationen forplumres ganske betragteligt da først Peters ungdommelige sextrøst finder frem til den svenske bjælkehytte, og siden da datteren endelig bryder sammen under presset fra de mange usagte ord omkring bordet.
image
Thomas Levin skriver kompakte teaterstykker hvor hverdagsrealismen udgør rammerne og løse tråde er bandlyst. Desværre savner jeg ofte lidt mere vildskab og uforudsigelighed i mandens ellers interessante teaterstykker. Denne gang har dramaet sit udspring i den klassiske overgearede Nytårsaften, hvis fremdrift findes i en kærlighedstrekant med bagage. Vores selvoptagede hovedperson Peter har stor forståelse for sprogets nuancer, men ænser intet andet og har derfor kun et overfladisk forhold til sin unge datter og et uigengældt kærlighedsforhold til sin ekskone. Han er den akademiker vi alle kender men gerne undgår til fester. Han er nærig, selvcentret og perfid. Han er belæst, belærende og dominerende. Han er usikker på sig selv og vælter rundt i personlige traumer. I Peters tilfælde er det moderens svigt og faderens selvmord der har formet ham.
image
clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image005 Scenografisk afvikles forestillingen i et stort ”dukkehus” med to etager og en yderdør. Fokus skabes via spotlys og mørklægning. Når historien påkræver forandringer i rollebesætningen sendes de enten udenfor for at ryge, bruge dasset eller hente ting i bilen. Mens dramaet udspilles omkring spisebordet grædes der på første sal. Der er ingen tvivl om at Peter elsker ekskonen, mens jeg ikke rigtig køber nogle af de andre forhold i stykket. Karakterernes tilgang til historien virker ganske forskelligt og kun datteren (Laura Kruse) fremstår som et ægte menneske. Faderen drukner i vanvid, vennen i klicher og ekskonen i indestængt hysteri. Den forelskede studine (Lise Lauenblad) fungerer både som comic relief og antitese til de store følelser der udspiller sig omkring hende. Når virkeligheden finder vej til teateret er det ikke altid let at genkende den. Men har du overværet en skilsmisse vil det absurde i denne forestilling faktisk give genklang i erindringen. De fire kloakdæksler gives for Lars og Susannes afsluttende skænderi, for Lauras sammenbrud og stykkets mange perfide ordsammenstød.

Af Thor Kristjan Kidmose.
Forestillingen blev overværet ved Grob Teater onsdag d. 7. marts. Du kan se selvsamme samme sted frem til den 31. marts. Idé: Thomas Levin & Per Scheel-Krüger. Manuskript: Thomas Levin. Iscenesættelse: Louise Friedberg. Scenografi: Allan Frausing. Lysdesign: Sonja Lea. Lyddesign: Thomas Matyjasik. Foto copyright Per Morten Abrahamsen. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter.

Comment