image
Jeg kan ikke forestille mig at denne teaterversion af Ingmar Bergmans Scener fra et Ægteskab vil forløse årtiers opsparet parforholds frustrationer, og derved forårsage en skilsmissebølge i Danmark. Dertil har både kønsrollerne og institutionen bag den juridiske version af tosomheden forandret sig for meget. Men alle vi der allerede har begrænset vores personlighed frihed via ægteskabsløftet, vil dog utvivlsomt kunne genkende momenter fra vores eget liv i teaterstykkets version af parforhold i krise. Hvis refleksioner over meningen med livet og værdien af dele det med et andet menneske, vil prikke til selv det mest nyforelskede pars tvivl og usikkerhed.

Vi møder parret ti år inde i deres ægteskab. Her er der styr på økonomien, hjemmet og børnene. Her ved alle hvad de gør og hvorfor. Her gentager livet sig i det uendelige og trygheden er hele formålet. Men under den blanke facade vrider livslysten sig i smerte og det er tydeligt for alle end dem selv at dette ægteskab er på katastrofekurs. Opbruddet er pludseligt og alligevel forudsigeligt. Manden (Jens Jørn Spottag) udskifter hustruen med en yngre model i et desperat forsøg på at holde døden for døren. Efterladt og knust tvinges den forladte kvinde (Ditte Hansen) til at genopdage sig selv. Magtkampen mellem ægtefællerne strækker sig over flere år og selv da det endelig lykkes de to at blive skilt kan de ikke give slip på hinanden. Vi følger deres naive famlende efter meningen med livet gennem et helt årti. Vi ser en selvstændig kvinde blomstrer frem og en mandlig narcissist erkende lykke kræver ofrer.

image
clip_image002[4]clip_image002[5]clip_image002[6]clip_image002[7]clip_image004Forestillingens første halvdel viser med al tydelighed hvor farligt det er at ritualiserer trygheden på bekostningen af livet selv. Mens den anden halvdel bruges på at overbevise os om at kærlighed på trods af smerten, forvirringen og de manglende svar er kureren mod ensomheden. Jeg finder magtkampene i det ulykkelige ægteskab langt mere interessante end menneskenes søgen efter svar og hinanden. Det er i antydningens kunst Ditte Hansen glimter, det er i selvmedlidenheds svøbe Jens Jørn Spottag står stærkest. Det er i deres dysfunktionelle mor & søn ægteskab skræmmebilledet skal findes.

Den stramme scenografi klæder forestillingen, og den skrånende cirkulære træscene ligner en forvokset udgave af et skærebræt fr a70erne af Jens Harald Quistgaard. Hvilket diskret indlejrer forestillingen i en specifik tidsperiode og samtidig understreger selve formålet med stykket, at her skal tosomheden dissekeres og resterne fremvises. Mine fire kloakdæksler gives især for den morbide underholdning, som vi alle finder i andres parforholdsproblemer. Da det absurde altid fremstår komisk så længe vi ikke selv er hovedaktørerne. Men lurer skilsmissen i horisonten eller vader I blot gennem jeres parforhold som zombier uden eftertanke, bør I nok springe denne forestilling over.

Af Thor Kristjan Kidmose.

http://impdk.tradedoubler.com/imp?type(iframe)g(18626118)a(1913579)

Forestillingen
blev overværet ved Folketeatret d. 22. februar. Du kan se selv samme frem til d. 31. marts. Varighed inklusiv pause er to en halv time. Instruktion: Kim Bjarke. Scenografi: Camilla Bjørnvad. Medvirkende: Ditte Hansen, Jens Jørn Spottag og Charlotte Amalie Kirkegaard Kehlet. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. Foto copyright Thomas Petri.

Comment