image
Dødsangsten er fortsat omdrejningspunkt på teaterscenen i Pumpehuset, men hvor den første fortælling havde sit udspring i en karakter forsøger man nu at belyse emnet fra forskellige vinkler. Men idet man flytter fokus væk fra den karakterdrevet historie og i stedet tematisk forfølger emnet bliver den oplagte indsigelse at vi sidder tilbage med fragmenter frem for et fuldendt billede.

Sorg er en kærlighed, du ikke kan komme af med
Spillefilmen Faces lod sit publikum vide at kærlighed ikke er en omkostningsfri forlystelse, at den kræver ligeså meget som den giver. Tematikken med det opbrudte ægteskab dominerer da også teaterstykket med samme navn, men fokus er efter min mening i stedet lagt på mændenes frygt for døden end på deres higen efter kærlighed. Selvfølgelig jager de alle tre lykken, men det er visheden om livets ophør der får dem til at betvivle deres mange valg og fravalg. Kvinderne reduceres derfor til statister i mændenes verdener, hvilket går igen i det sidste stykke. Hvor frygten pludselig har fået et fysisk udtryk idet en af de nærmeste er gået bort. Modspillet gnistrer i enkelte scener, men al for meget lades være usagt og indforstået i disse to forestillinger.

image
Guldkornene
I Husbands rammer vennetrioen perfekt mandeverdens patetiske håndtering af livets store traumer. Benedikte Hansen er medrivende i Faces som kvinden der endnu engang lokkes på afveje og det er også en fryd at iagttage Jesper Hyldegaard mimik alt imens hans karakter bliver dissekeret af Maria (Patricia Schumann). Både Jens Gotthelf og Anders Hove udtrykker sig bedst fysisk fremfor i replikbytning. Tina Gylling Mortensen, der ofte var til overs i disse to stykker, har flere små lysnende øjeblikke og Tabita Bowers, som tydeligvis ikke har fået nogen replikker, er visuel stærk i rollen som den forsagte rødhåret ungpige i Husbands.
image

clip_image002clip_image004clip_image005clip_image007 Trilogiens sidste to forestillinger bør helst ikke stå helt alene, dels vil de fremstå stærkere hvis set ud i et med den gode indledning og dels er de for svage på egen hånd. Der er da også flere muligheder i løbet af februar måned for at se hele trilogien ud i et. Det ikke fordi tiden spildes, evnerne misbruges eller budskabet ikke er tydeligt i Faces og Husbands. Men det der engang var modigt og nyskabende i filmverden fungerer efter min mening ikke helt efter hensigten på teaterscenen. Det at give afkald på de store fortællinger for i stedet at finde det generelle i det enkelte er åbenbart ikke helt så let ud i skuespil, som det er på skrift eller film. Faces hæmmes ligeledes af de mange sangnumre der giver hver karakter en uhørt grad af skrøbelighed, men desværre også fremhæver hvorfor de er skuespillere og ikke sangere.

De tre dæksler gives derfor for de mange små perler, indlevende øjeblikke og overbevisende stunder. Hvor ægteskabets forbandelser giver masser af konfliktflader i Faces så forfølger vi hvorledes mænd håndterer deres egen dødelighed i Husbands. I begge forestillinger er det dog den indirekte belysning af emnet der udgør kernen. Livskrisen fortalt, forklaret og fremvist i fragmenter. Skulle du have problemer i dit eget forhold eller være i tvivl om dine valg så vil forestillingerne både ryste dig og skubbe til dig.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Faces blev overværet i Pumpehuset d. 26/1 mens Husbands blev overværet selvsamme sted d. 28/1. Du kan se hele trilogien hver for sig eller samlet på udvalgte datoer frem til d. 24. februar. Iscenesættelse af Egill Pálsson og Claus Flygare. Scenografi: Siggi Oli Palmason. Foto copyright Per Morten Abrahamsen. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning p

Comment