image
Dette sanseløse orgie ud i vold og sex ledes af patriarkdukken, der ligeledes er vores vært. Som en dysfunktionel cirkusfadder sørger han for alle dukker kender deres plads i truppen. og at publikum aldrig misser de detaljer han finder værd at fremhæve. I takt med at rædslerne fosser ud over scenekanten forsøger han at gør publikum til sine medskyldige i de utallige overgreb i stykket. For hvis vi ikke også elsker sex og vold, hvorfor har vi så indløst billet til lige netop dette stykke?

Adam og Eva
Med udgangspunkt i en farverig version af syndefaldet forfølges menneskehedens fortabelse gennem hele teaterstykket. Men uanset hvor mange lag der skrælles af det moralske fernis som samfundet har dækket os med siden barndommen, så opnås der ingen reel indsigt, forståelse eller dybere mening i de mange scener. Desværre. For det vanvittige står uimodsagt tilbage på scenen og vores medmenneskelighed reduceres til en stille afstandstagen fra volden på scenen.
image
Hvilket jeg finder ærgerligt, for havde man i stedet indlejret de mange overgreb i en genkendelige verden eller forståelig kontekst ville pointerne om menneskehedens skyggesider stået stærkere. Ligeledes kunne man have inddraget publikum direkte i forestillingens overgreb og derved gjort os til rigtige medskyldige. Som det skete da flere af Trapholt kunstmuseums publikummer tændte for blendere fyldt med levende guldfisk, og derved både fuldførte kunstværket og blev medskyldige i drabet.

Din skyld?
Hvilket selvfølgelig var hensigten med flere af sekvenserne i denne forestillingen, som hvor den lille luder får utallige lussinger for at ville svigte os gode mennesker der har betalt rigtige penge for at se på hendes evner på scenen! Her straffes altså en forsvarsløs lille dukke med slag lige foran os, grundet os, uden at vi som publikum gør andet end at kikke på. Men havde man i stedet afgjort diverse overgreb via afstemninger, eller direkte konfrontationer og inddragelse ville effekten havde været langt mere effektiv. Det ville dog utvivlsomt også have givet ubehag ved publikum, hvilket sikkert ikke er (leve-)vejen frem for dramatikere.

De mange medskyldige
Da de opfindsomme mennesker ved spilfirmaet Running with Scissors skabte computerspillet Postal fremhævede de ganske snedigt at dette kun var lige så voldeligt som deres spillere var. Du behøvede altså hverken smadre naboens hund med en spade, voldtage alle på din vej, tisse på pensionister eller kaste sakse efter højgravide for at løse spillets simple opgave, som f.eks. ”køb mælk”, det var blot muligheder skaberne bag stillede til din rådighed. Jeg tror de kreative kræfter bag dette teaterstykke ønsker at forfølge samme ide, altså holde et spejl op foran os pæne borgerdyr og spørge hvorfor vi lader os underholde af grumme og modbydelige handlinger? Spørger hvornår det er okay at grine af incest, voldtægt, abort, gruppesex og mishandling og ikke mindst hvorfor?
image
clip_image002clip_image004clip_image004[1]clip_image006Alle vi der er opvokset med internettets faldgruber af voldelige videoer og pornografiske indslag er ganske givet for hærdet til at blive forfærdet over stykkets mange overgreb. Det var dog tydeligt at der var mennesker omkring mig der fandt både handlingen aparte og min latter utilstedelig. Men de absurde iscenesatte voldsscener skræmte mig på ingen måder. I stedet for grinede jeg af det tragiske, morede mig over elendigheden og fniste af det forrykte. Jeg påtager mig derfor gerne medansvaret for overgrebene, volden og den hensynsløse mishandling af de uskyldige dukker. Men det blev aldrig rigtig grænseoverskridende for mig, og derfor aldrig rigtig farligt eller vedkommende, idet koblingen til samfundet omkring mig var for svag. Hvorfor vurderingen kun havner på tre kloakdæksler.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Forestillingen blev overværet ved Husets Teater d. 21. januar hvor du kan se selvsamme frem til d. 18. februar. Med: SIGRID HUSJORD, NANNA BØTTCHER, DANIEL NORBACK, JACOB LOHMANN og KRISTOFFER FABRICIUS. Koncept og iscenesættelse: TUE BIERING og JEPPE KRISTENSEN. Dukkeunivers: REBECCA ARTHY. Musik: ANDREAS UGORSKIJ. Lysdesign: MADS VEGAS. Lyddesign: JES THEEDE.Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen.

Comment