kentex

Fem årtier har det taget at nå hertil, vejen har ikke været lige smuk eller stringent, men ingen har nogensinde været i tvivl om talentet. Der findes nemlig ingen anden der som Tommy Kenter kan efterlade sit publikum grinende på grådens kant. Som en sørgmodig klovn underholder han pligtskyldigt folket i håbet om anerkendelse og værdsættelse. Hvilket han da også modtog i rigelige mængder på premiereaftenen ved Betty Nansens teatret. For ud over de mange klapsalver og pift fra salen blev jubilæet markeret ved en personlig og rørende tale af skuespilsforbundets formand Katja Holm.

Pointerne blev ofte fundet under bæltestedet, mens de rørende fortællinger alle gik på livets melankoli. Musik og dans blev brugt som opbrud mellem de to poler. Som helhed fungerede det og jeg fandt det ganske underholdende. Tommy Kenter gør det aldrig sværere end det behøver at være, hvilket altid virker oplagt når det lykkes, men aldrig er let at opnå. Flankeret af musikerne Esben Just, Jan Harbeck og Ole Skipper Mosgaard leverede han et show der både slog mig som en afsked, hyldest til livet og som en understregning af et multitalent i fuld vigør.

1166

Kentex 50 – En Mand Ser Blåt består af en perlerække af Kenters bagkatalog fra revyscenerne, fjernsynet og teaterverden. Alle moderniseret, tilpasset og opdateret så de fortsat fremstår velkendt for de fleste. Forestillingens første halvdel indeholdte de tidlige succeser suppleret med personlige anekdoter om nederlagene. Der alle har sat præg på mennesket, gøgleren og skuespilleren Tommy Kenter. Der virker som et menneske der altid møder verden med åbne arme og blotlagt hjerte, hvilket især var tydeligt på premiereaftenen. De fem stjerner gives for de rørende øjeblikke, mange grin og de kærlige gensyn. Kentex 50 - er Tommy Kenter når han er bedst. Nyd det.

- Et synspunkt! Af Thor Kristjan Kidmose.

Forestillingen blev overværet ved Betty Nansen Teatret torsdag d. 5. januar. Du kan se selvsamme frem til d. 28. januar. 

Comment