image
Det er sjældent at jeg ser danske film, ikke fordi der produceres for få eller visningsperioderne er for korte, men de falder blot ikke i min smag. Hvilket angiveligt skyldes en livstid som TV seer og en almindelig uvilje mod store følelser på eget modersmål. Ikke desto mindre havde jeg funder vej til pressevisningen på ”Undskyld jeg forstyrrer” da lige netop denne film, var blevet til, takket være Henrik Ruben Genz bearbejdning af en Erling Jepsens roman. Hvilket før, havde vist sig som både en yderst succesfuld og seværdig kombination.
image
Alting begynder i Gram?
Det lykkes bare ikke denne gang. Hvem der bærer skylden ved jeg ikke, da jeg vitterlig ikke har læst Jepsens roman ”Biroller”. Men historien er for flagrende og forcerende på en og samme tid. Som en hund der jager sin egen hale tumler den rundt i teaterkulisserne i jagten på en meningsfuld slutning, Mens de tilsatte barokke indfald, mange interne henvisninger og de tvetydige dialoger forsøger at opbygge et røgslør af absurd komik. Desværre fungerer det ikke for mig, og jeg efterlades derfor både ligeglad med kærlighedshistorien og filmens mange tragiske skæbner fanget i birollerne. Det er tydeligt vi kun berører dramaets overflade og sammenhænge antydes løbende uden vi bliver klogere af forløbet.
image
Kærlighed gør ondt
Vores hovedperson er en ung kvinde (Sara Hjort) hvis udvikling hæmmes af en tydeligvis forstyrret moder (Lotte Andersen) hvis kærlighed forbeholdes kæledyret Lille Bjørn. Det er dog datterens jagt på den ukendte fader der sprænger lænkerne til hjemmet og sætter skub i handlingen. Bevæbnet med en ukuelig vilje, talentfulde hund og kønne ydre forsøger Helene at komme tæt på manden hun tror der er far (Søren Østergaard). Hvorfor hun pludselig befinder sig indviklet i et net af gamle løgne, bedrag og skjulte dagsordner på det lokale kriseramte teater.

clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image005 Forholdet mellem mor og datter er som taget ud fra ”Black Swan” mens jeg ikke kan undgå at tænke på ”Run Lola Run” når Helene (Sara Hjort) fræser gennem byen til fods. Der er mange søde øjeblikke mellem Helene og Allan (Nicolas Bro) desværre får kærlighedshistorien hverken rum eller plads nok til at blive vedkommende. Peter Gantzler er god i parodien teaterverdens hanløver og Stine Stengade virker ægte i rollen som divaen uden livsgnist, mens Sara Hjort hele tiden er charmerende. Men som helhed kan jeg hverken anbefale filmen eller påstå jeg helt har forstået den. Hvilket således er den direkte årsag til de tre stjerner.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Filmen har premiere d.d. landet over, Nordisk Film har copyright på billederne brugt i anmeldelsen. Spilletid er 90 minutter. Du kan se mere om filmen herDu kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter.

Comment