Nogle filmanmeldere elsker B-film for deres hæslige billede, elendige dialoger og hjælpeløse effekter. Andre dyrker billedperfektionen i sådan en grad at handling er underordnet, eller forsøger at finde det smukke i de kunstige kunstfilm. Jeg selv er blot en filmelsker der så gerne vil overraskes, underholdes og udfordres på en og samme tid. Det er derfor sjældent en fornøjelse at se spillefilm fra den vestlige begrebsverden, da det ikke kræver mange hundrede film under bæltestedet før du er i stand til at afkode forløb, temaer og slutning ud fra plakaten alene. Jeg jagter derfor filmglæderne i de asiatiske skattekister, rumænske afkroge og eksotiske steder som Nollywood.  Det er med den indgangsvinkel asien fremover vil fylde langt mere på siden her, og den direkte årsag til ”Revenge: A Love Story” bliver anmeldt i dag. Der som biograffilm opsættes ganske lokalt og begrænset i Husets Biograf frem til og med den 11. december.

The good guys

Skulle du fortsat lide under tiltro til autoriteter med ret til at bære håndvåben, bør denne film nedbryde den. Godt nok fremstår alle politibetjentene i filmen som ganske almindelige familiefædre med kernesunde værdier og ærkekonservative meninger. Men de bærer også på en mørk hemmelighed, der ikke blot skygger for deres fremtid i styrken, men er den direkte årsagen til en bestialsk morder jager dem og deres familie.

Sammenstødene mellem loven og den onde er mange, voldelige og iderige, men det bliver aldrig rigtig modbydeligt eller voldspornografisk. Det er i stedet afstemt med historien og dens karakterer. Dette er morderens fortælling, fortalt skiftevis gennem fragmenter fra hans fortid tilsat bidder fra den blodige nutid og så fra ofrenes side. Fortællingen springer derfor i tid og sted men du taber på intet tidspunkt overblikket. I stedet præsenteres og forklares forskellige aspekter af konflikten i den rækkefølge det giver mening for spillefilmen. 
De gode detaljer
Desværre kan du som hærdet filmgænger sagtens gemmeskue bevægegrundene, mesterplanen bag hævnen og dens mangler. Heldigvis opbygger Ching-Po Wong effektivt stemningen via lyd, billede og klipning. Du fængsles af uretfærdigheden og hepper snart på morderen. Filmen er fyldt med flere små filmiske perler, lige fra kreative mord over sødmefulde øjeblikke af forelskelse til et vanvittig flot biluheld.
Så selv hvis du ikke i forvejen kender hverken popstjernen (Juno Mak) eller pornodukken (Sola Aoi) der indtager hovedrollerne er det umuligt ikke at blive fascineret af spillefilmen. Den skematiske opbygning er dog en tand for velkendt til min smag, men ideerne er gode og hævnen sød ****
Af Thor Kristjan Kidmose.
Filmen udkommer på DVD i 2012 ved Another World Entertainment der også har copyright på billederne brugt i anmeldelsen. Reveng: A Love Story vises i en flot 35mm kopi med engelske undertekster ved Husets Biograf.Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter.

Comment