Alle tre
Når først parforholdet har udviklet sig til en kampplads, er der ingen vindere eller fremtid for parret. I stedet udkæmpes krigen mellem to sårede mennesker der hver især forsøger at fastholde deres version af sandheden. Det er aldrig et kønt syn når drømmeverdener kollapser og slet ikke hvis der er børn involveret.

Manden – det moderne offer
Det er tydeligt at forholdets sammenbrud og dets konsekvenser her fortolkes og forsvares gennem mandens prisme. I takt med at han reducerer kvindens rolle i parforholdet til avlsdyr, marginaliserer hun ham til donor for derpå at leve videre som alenemor. Således bliver det hans magtløshed, frustration og tab vi gennemlever og sympatisere med gennem hele forestillingen.
Louise Mieritz. Tom Jensen. Bamse på gulvet
Ligestilling for mænd
Faderrollen fremstilles ikke blot på lige fod med moderens men udstilles som den svage part i den moderne verden. Der hvor mænd ikke blot opfatter graviditet som en uheldig sideeffekt ved usikker sex, men det direkte formål med akten selv. Magtkampen mellem kønnene perspektiveres via fragmenter fra kønskampens første store slag – fri abort.
Tom Jensen. Bokser

clip_image001 Indpakket i sort humor og skæve pointer dissekeres parforholdets usagte regler, og alt imens de to aktører slår løs på hinanden reduceres de til fremmede i hinandens liv. Det er smart, effektfuldt og overbevisende. Men selvom scenografien er effektiv, budskabet tydeligt og problemet virkeligt nok så gribes jeg dog ikke af afmagten. I stedet er det Tom Jensens udlægning af et menneske i smerte der er den direkte årsag til mine fem stjerner. Drømmen om kernefamilien er ikke længere forbeholdt kvinderne, mens de dog er de eneste der kan føde børnene. Det er her magtkampen mellem kønnene tipper og jura reduceres til ord på papir. Hvis I overvejer at få børn eller just gennemlevet en skilsmisse bør stykket nok undgås, mens alle andre vil få en fornøjelig og eftertænksom oplevelse på kælderscenen ved CaféTeatret.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Forestillingen blev overværet ved CaféTeatret lørdag d. 12. november. Du kan se selv samme forestilling frem d. 17. december. Instruktør: Kamilla Bach Mortensen. Scenograf: Ingvild Rømø Grande. Medvirkende: Tom Jensen, Louise Mieritz og Maria Stenz. Foto copyright Nicki Knappe. . Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter.

Comment