YV1W1249
Edisonscenen er den perfekte kulisse for stykket og alt imens pointerne driver ned af væggene som tyktflydende klichemaling så udkæmper lærermesteren og eleven en drabelig kamp om hvad kunsten er og bør være. Synspunkterne er mange og alle er de velkendte, men takket være skuespillet bliver diskussionen alligevel til andet og mere end debatten. Hvor fortidens store kunstnere kun kan forblive i fremtiden som statiske monumenter over en svunden epoke har de levende altid potentialet til at påvirke den.
YV1W1719
Den klassiske magtkamp mellem generationerne
Men uanset din nuværende magtfulde position og tidligere store bedrifter så tilhører fremtiden altid de unge. Magtbalancen mellem lærermesteren og eleven tydeliggøres især med mængden af ord de hver især siger. Hvor Mark Rothko (Flemming Enevold) dominerer scenen og eleven gennem den første halvdel så bryder Ken (Thure Lindhardt) både med lærermesteren og sin egen usikkerhed i den anden halvdel. Hvor Mark i begyndelsen af forestillingen svælger rundt mellem prætentiøs kunstnerisk selvglæde og rollen som misforstået genialt offer er Kens tilgang selvudslettende ydmyg. Stykkets dynamik udspringer fra dette markant ulige begyndelsespunkt for de to kunstnere, men konflikten mellem de to eksploderer desværre ikke så voldsomt som man kunne forvente. Den uundgåelige afslutning serveres dog fintfølende og overbevisende af både Enevold og Lindhardt.

Og du kalder dig kunstner? Man kan ikke diskutere Pollock uden Tragediens Fødsel.Man kan ikke diskutere noget som helst uden den. Hvad i alverden lærer I på akademiet nu om dage?”  Mark Rothko i Rød

YV1W0481 

****Hvis du nogensinde har udsat dig selv for akademisk læring så ved du, at metode aldrig er til diskussion og at det forventes du ved noget før du tillader dig at have meninger. Selvom vi står på skuldrene af fortidens kæmper og gør vores bedste for at bryde fri af deres fængsel, er vi altid produkter af deres tankegods. Det er dem vi reagerer i forhold til og i mod, således dannes vi i selv samme sammenstød de forgår. Alle overlevende revolutionære ender som reaktionære dinosaurer i en velkendt men fremmede verden. Dette rammer Peter Langdal ganske fint med stykket Rød, og har du aldrig før reflekteret over meningen med kunst vil åbenbaringerne stå i kø. Jeg nød at se Lindhardt og Enevold udkæmpe denne evige konflikt mellem generationerne og kaster derfor hele fire stjerner efter sammenstødet.

Af Thor Kristjan Kidmose.
http://impdk.tradedoubler.com/imp?type(iframe)g(17322096)a(1913579)
Stykket RØD blevet overværet d. 5. november. Stykket varer 105 minutter uden pause. Instrueret af Peter Langdal. Manuskript John Logan. Oversættelse Peter Dupont Weiss. Kostumer ag Karin Betz. Foto: Natascha Thiara Rydvald. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter.

Comment