brokeback.web
Titlen på Annie Proulx’s novellesamling ”Brokeback mountain” leder naturligt tankerne hen på filmen af samme navn fra 2005, om de to cowboys Ennis og Jack, der i 1960’erne indleder et kærlighedsforhold, da de sammen vogter får på det smukke bjerg Brokeback Mountain. Og selvom netop den historie nok vil tiltrække sig opmærksomhed, er de 10 andre historier i samlingen i den grad også værd at stifte bekendtskab med.
Levende historie
Historierne foregår i staten Wyoming i en periode fra 1930’erne til 00’erne og beskriver en kultur og et samfund i amerikansk historie, som langsomt forsvinder. Anne Prouxl fortæller usentimentalt og kompromisløst om de barske vilkår, mennesker lever under. Sproget er skarpt og præcist, og der er ingen overflødige ord. Der spildes ingen tid på følelsessnak, i stedet lader forfatteren personernes handlinger tale for sig selv.
Det barske liv
”Virkeligheden har aldrig kunnet bruges til meget herude” har en pensioneret rancher fra Wyoming udtalt, og det er den røde tråd i novellesamlingen. Livet er barsk og ikke for tøsedrenge. Det handler om liv og død, overlevelse eller undergang. Naturen er til tider barsk og ubarmhjertig og kan med ét slag ødelægge hele eksistensgrundlaget for familien.
I novellen ”Fra job til job” følger man en families kamp for overlevelse. Det er op på hesten igen, hver gang man bliver kastet i støvet. Ægteparret Leeland og Lori lever som en slags nomadefamilie, der er tvunget til at rejse derhen, hvor de kan finde arbejde og tjene penge. Teltpælene når aldrig at gro fast.
Vi møder rodeorytteren Desmond Felts i novellen ”I sølet”, som rejser fra det ene rodeoshow efter det andet for en ussel løn og med livet som indsats hver gang. Efter at være blevet kastet i jorden af en hidsig tyr, sidder han hos lægen med en skulder, der er flået af led, men her er der ingen medlidenhed at hente. ”Tag det som en cowboy” lyder svaret.
clip_image001Forholdet mellem mænd og kvinder er næsten også en kamp på liv og død. Mændene er fordrukne og hurtige til at fyre en lussing af, hvis konen ikke makker ret. I ”En ensom kyst” konstaterer kvinderne tørt, ”at hvis den har fire hjul eller en pik, skal den helt sikkert give dig problemer”. Smukkest og klarest står dog ”Brokeback Mountain” som er ligeså smuk på skrift som på film. Det er vist de færreste forfattere, der så usentimentalt og samtidig meget rørende kan fortælle en så fin historie. Det er stor fortællekunst

Af Mette Nielsen.
http://impdk.tradedoubler.com/imp?type(iframe)g(754797)a(1913579)
Udgivet af forlaget Klim. 335 sider. På dansk ved Ninna Brenøe.Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter.

Comment