la renaissance de la rose 431 px
Anette Abildgaard har instrueret dette sjæleportræt af Kirsten Munk der som Kong Christian IV’s hustru beboede Rosenborg Slot gennem fjorten år. Forestillingen er en fortolkning af Kirstens kamp for personlig frihed fortolket via dans og sang. Den smukke musik er kompneret af Gert Østergaard Pedersen og Kim Helweg. Forestillingen udfolder sig på anden sal af Rosenborg Slot i den flotte riddersal, der både er en smuk kulisse og et horribelt upraktisk sted.

Praktisk fejlslutninger og tekniske blindgyder
I samme øjeblik en gæst træder indenfor står han på scenegulvet, og må da snige sig til den ene eller anden side. Da slottet er åben for gæster og forestillingen er rettet mod selvsamme, er menneskestrømmen selvfølgelig konstant i begge retninger. De medvirkende mister på intet tidspunkt fokus mens jeg selv lader mig distrahere af turister der tager billeder, vagters walkie talkie samtaler og de mange mennesker der næsten ufrivilligt blander sig i stykket.

Derudover har man af praktiske hensyn opgivet stolerækkerne og de seks stole der findes udfyldes selvfølgelig hurtigt. Mens nogle gæster forsøger at slynge sig behageligt på det kolde marmorgulv står jeg selv står op og tænker hvorfor nogle dog vil udsætter aktørerne på scenen for dette. Ikke bare skal de konkurre med til- og afgangen af publikum, men de der bliver skal overbevises om at stykket er værd at stå på marmorfliser for! Yderligere indtages hvert hjørne af scenen af lysmaster, der af hensyn til de gamle gemakker ikke kan bruges fuldt ud, mens de til gengæld er placeret således at det er ganske svært at finde et sted hvor du ikke generes af lyset.
pageimagefull-Header1.1
Scenegulvet er næsten bart, kun en fascinerende strengeskulptur tårner højt på gulvet. Konstruktionen får mig straks til at tænke på den visuelle smukke spillefilm The Cell, men der går ikke længe før opmærksomheden i stedet drages mod konstruktionens svagheder. Dels lader den sig ikke let skubbe hen over scenegulvet, og dels er den udstyret med et afstivende element som både danser og sanger snubler over.

clip_image001I stykket La Renaissance de la Rose forpurres de kunstneriske anstrengelser totalt af de fysiske rammer, der sammen med enkelte scenografiske småfejl ødelægger oplevelsen i sådan en grad, at jeg for første gang vil anbefale nogle helt at opgive ideen! Jeg kan sagtens se, høre og forstå baggrunden med forestillingen og hvor den udspiller sig. Men det var langt fra en positiv oplevelse at være til stede under premieren. Marylise Tanvet sumblime dansetrin og Isabel Piganoil krystalklare stemme passer perfekt til musikken og det visuelle aspekt ved skulpturen skaber harmoni på scenen. Men alt det der ikke burde være vigtigt hiver altså vurderingen ned på to stjerner. Havde rammer været en anden, lyssætningen en anden, Piganolis kjole kortere (så hun ikke var tæt på at snuble i den) og skulpturen skabt så den ikke sinkede aktørerne ville vurderingen have været tårnhøj.

Af Thor Kristjan Kidmose.


Forestillingen varer en halv time og alle med adgangsbillet til Rosenborg Slot er velkommen til at se med (9,10, 15, 16, og 17. september alle dage kl. 14:00). Jeg så stykket d. 8. september 2011. Foto copyright Balcon. En del af festivalen Golden Days. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter.

Comment