De forskellige spor udvikles og sammenkøres når nødvendigt og selv om du hele tiden fornemmer hvorhen forfatteren vil, bliver det aldrig kedeligt. Historien er velskrevet og ondskaben overbevisende. Vi tumler rundt i bunden af samfundet i Atlanta, der hvor de svage enten dør eller bare lider. Hvor en seriemorder med hang til småpiger og sadisme udfolder sig uden mediedækning eller politiets opmærksomhed.

Manden der vidste for lidt

Bekendte bliver altid så overrasket når der er kulturproduktioner jeg vitterlig ikke kender. For nok kan de acceptere jeg ikke når igennem alt, men hvis genkendelsen helt udebliver er forundringen stor. Det skyldes til dels at jeg sjældent ser fjernsyn og kun læser selektive nyhedskilder. Men sandheden er også at jeg er blevet doven af at være anmelder, for når alverdens presseafdelinger hele tiden tager kontakt i håbet om at du skal opdage deres udgivelser så søges der ikke informationer om forfattere, filmtitler og skuespillere på må og få mere. Hvilket er den direkte grund til mit manglende kendskab til forfatteren Karin Slaughter. Der har en serie af bogtitler oversat til flere sprog bag sig, mens dette er den første udgivelsen af hende jeg har kværnet igennem, og hvilken fornøjelse det var.

De dybe spor

Du gribes af handlingen i samme øjeblik vi forlader politimanden der kæmper med privatlivet og præsenteres for John. Tidligere straffefange med hang til narko. Man fornemmer han er vigtig for historien, og utvivlsomt et offer for enten tidligere eller fremtidige hændelser. Karin Slaughter lokker din sympati frem og afklæder diskret mennesket John så du kan mærke hans smerte. Vi får derfor Johns liv udpenslet parallelt med at den ordblinde opdager Will Trent jagter nutidens seriemorder. 

5_fjerpen.JPG

Her leveres ikke store overraskelser eller mærkværdige sving på historien. I stedet får du en gennembearbejdet bog hvis uhygge og spænding stiger for hvert kapitel du sluger. Jeg tog mig selv i at tænke det var irriterende så langsomt jeg åd mig gennem udgivelsen, men følelsen skyldtes kun min iver efter at få hemmeligheder afdækket og sammenhænge klargjort. For du ved godt hvem der er det dumme svin, hvem der er uskyldig, hvem der bør straffes og hvem der er i fare. Men det er disse menneskers interaktion og historie der fastholder dig. Det er den menneskelige lidelse der fascinerer og frastøder dig ved historien. Det er Karin Slaughter sikre greb om sine læsere der hiver det hele vellykket hjem og grunden til de fem blækhuse.


Udgivelsen er første bind i serien med Will Trent i hovedrollen. En serie der sidenhen sammenkøres med Sara Linton. Alle bøger kan læses uafhængigt af hinanden da de har afsluttede plots, jeg anbefaler dog at begynde her. Bogen er udgivet af forlaget Hr. Ferdinand og er på dansk ved Jesper Klint Kistrop. 

Comment