Pestskibet
Der findes bøger du kan dømme på omslaget, hvilket blot skyldes god markedsføring fra forlagets side, jeg var derfor ikke i tvivl om hvad jeg fik med ”Pestskibet” af Clive Cussler og Jack Du brul. For kombinationen af den farverige forside, bastante titel, valg af font og forfatternes eksotiske navne ledte straks tankerne hen på kioskbaskere som du kender dem fra alverdens lufthavne og terminaler. Bøger du sluger under rejsen eller små beruset i sydens varme sol.

Hvilket også var årsagen til bogen blev udvalgt fra forlagets lange publikationsliste, da jeg både tænkte det var sæson, og mærkeligt at disse bøger aldrig får regulære anmeldelser. Velvidende at det selvfølgelig ikke er dybsindige tanker eller storslået litteratur jeg vil finde bag coveret er jeg dog overbevist om at spændingsromaner har lige så megen krav på seriøse anmeldelser som nogen anden udgivelse.

Bøllebank og barske mænd
De 392 sider er vitterlig hurtig læst, og har massevise af fyldige actionsekvenser der strækker sig over så mange sider at uopmærksom læsning ikke straffes. Handlingen er en krydsning mellem gamle James Bond film og tv serien The A-Team. Hvor videnskab sjældent forklares, men blot bruges, og hvor der ingen grænser findes. Handlingen er dog indpakket i en genkendelig verden mens de mange agentmissioner intet har at gøre med realisme eller troværdighed. Vores gruppe af helte og nørder er ikke blot sindssyg dygtige til alt, de har også overnaturlig styrke, stamina og er svineheldige hele tiden.

Menneskehedens Vugge
Interessant nok rammer vi ikke handlingen i høj hastighed men trækkes gennem forskellige sekvenser der umiddelbart ikke har noget at gøre med hinanden. Først finder vi under Anden Verdenskrig Noahs Ark, dernæst leger vi røver og soldater i Iran med Juan Cabrillo og rødderne, for til sidst at gennemleve et blodbad på et cruiseskib.

”>>Vi formerer os selv ihjel: Hvorledes overbefolkning vil udslette
civilisationen<< af dr. Lydell Cooper, Raptor Press, 1977.”

Den overordnede ramme for historien er at en religiøs sekt har besluttet at verdens befolkning bør halveres for racens overlevelse. Hvilket patrioten og guttermanden Cabrillo ved en tilfældighed opdager og påtager sig at stoppe. Bevæbnet til tænderne med koldkrigs isenkram, et kamufleret superskib og en gruppe fantastiske lejesoldater kæmpes der ihærdigt mod den globale religiøse organisation med de uanede midler og massemorder på lønningslisten.

clip_image001Underholdende Ramasjang
Forfatterduoen besidder til sammen en masse faktisk erfaring og viden, men de er dog begge mest kendt for spændingsromaner med hovedvægt på teknik og agenter. Hvis du kan acceptere ramasjang action og manglende logik så er det faktisk muligt at blive grebet af tempoet og krigen mod det onde. Hvis eftertanke ramme dig under læsningen vil du i stedet blive irriteret over de vanvittige store huller i plottet, videnskaben og agenternes fremgangsmåde.

Heldigvis er bogen spædet op med groteske situationer og regionale betragtninger der får dig til at grine. Jeg kan ikke gennemskue om det er bevist gjort af forfatterne men underholdene er det at læse f.eks. hvad der er et traditionelt dansk måltid ”>>Jeg har forstået, at vi skal have marinerede sold<< sagde Juan, >>som er den traditionelle start på ethvert måltid, fulgt af fiskefrikadeller, som jeg forstår, er det samme som fiskeboller. Så er der flæskesteg med rødkål og brunede kartofler, fulgt af enten pandekager med flødeis og chokolade eller ris á la mande.<<” at det serveres til en netop bjerget nordmand midt sommer langt ude på verdenshavene gør blot det hele mere morsomt.

De tre stjerner gives for det faktum at forfatterne vitterlig kommer i mål med deres vanvittige handling, holder tempoet i bogen og samtidig får fornærmet de fleste religioner, verdensdele og magthavere alt imens Amerika behørigt fremhæves som verdens retfærdige moralske stålnæve, med formand Juan Cabrillo i rollen som strafudmåler og bøddel.

Af Thor Kristjan Kidmose.


Bogen er udgivet ved forlaget Cicero (en del af Rosinante & Co.) på dansk ved Asbjørn Skytte. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, og har du en Nokia telefon kan du følge med via denne App.

Comment