Haevnen_DVD_flatpack_salg
2011 har været et stort år for dansk film. Måske en anelse kækt at påstå, eftersom kalenderen kun viser marts måned, men jeg tør dog godt stå ved min påstand. Det er nemlig ikke hvert år, en dansk film vinder både en Golden globe og en Oscar for bedste udenlandske film. Susanne Bier er instruktøren bag denne bedrift med filmen ”Hævnen”, som var én af de helt store biografsucceser sidste år. Hun har tidligere stået bag nogle af de største danske biografsucceser som ”Den eneste ene” og ”Efter brylluppet”, og nu ser det ud til, at den store internationale filmverden for alvor har fået øjnene op for hende.
Haevnen5
Hævnens væsen
Lægen Anton (Mikael Persbrandt) arbejder i en afrikansk flygtningelejr for Læger uden grænser og oplever dagligt brutalitet og ondskab. Han udfører sin lægegerning med engagement og en tro på, at han kan gøre en forskel. Hjemme i Danmark har han kone og to drenge, som han elsker højt. Men han har svært ved at få sit privatliv til at fungere, og han har svigtet sin kone, Marianne (Trine Dyrholm).
Antons 12-årige søn, Elias, er en stille og indadvendt dreng, som bliver moppet i skolen af en flok drenge. Elias er opdraget til ikke at slå igen, for vold løser ingenting. Men da han bliver venner med drengen Christian, begynder han at stille spørgsmålstegn ved farens pacifisme.
Christian har sine egne problemer at slås med. Han har mistet sin mor og forholdet til faren (Ulrich Thomsen) er mildest talt anstrengt. Christians sorg over morens død udvikler sig mere og mere til indædt had og raseri, og det får skæbnesvangre konsekvenser for drengenes venskab.
Haevnen1
Ægte drama om store følelser
Sammen med manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen har Bier skabt et drama om valget mellem hævn og pacifisme, om sorg og kærlighed. Bier tager derved fat i de store alvorlige temaer og store følelser, og hun er fantastisk dygtig til at gøre det ægte og nærværende, så det rammer lige i hjertet. Det store spørgsmål i filmen er, hvordan vi reagerer på ondskab og uretfærdighed. Skal vi tage hævn eller lade som ingenting? Ord som etik og moral spiller ind, og uanset hvad man gør, får det konsekvenser.
Haevnen3
Der er store skuespilpræstationer hele vejen rundt, og Bier viser endnu engang sin eminente evne til at få det bedste ud af sine skuespillere. Svenske Mikael Persbrandt, som i pressen er kendt som lidt af en vildmand, er en fryd at se på i rollen som den idealistiske Anton, mens Trine Dyrholm som hans kone endnu engang viser, hvorfor hun er en af landets fineste skuespillerinder. Den største ros skal rettes mod de to drenge, der spiller Elias og Christian. Det er et stort ansvar at placere på så unge skuldrer, men de leverer begge så overbevisende præstationer, at man må håbe, at de får lov til at udvikle deres talent.  Med ”Hævnen” sætter Bier en tyk streg under sin status som en af landets bedste instruktører, og det skal blive spændende at se, hvad de flotte priser fører med af nye spændende filmprojekter. Fem flotte stjerner her fra clip_image001.

Af Mette Nielsen.
Samlet spilletid 2 timer. Udgivet af SF Film A/S der også har copyright på billederne. Sprog: Engelsk/Dansk/Svensk. Undertekster: Danske, danske for hørehæmmede. Billedformat: 16:9, 2,35:1 Lydformat: Dolby Digital 5.1 Special features: Interview med Susanne Bier. Fraklip. Trailer.Hvis du har en Nokia telefon kan du nu følge anmeldelserne fra forbrugermania på din mobil via denne app.

Comment