Livet_Droem.ashx
Oplev bl.a. en indespærret kongesøn, Trine Dyrholm i stuepigeuniform, Thomas Bo Larsen spille rapkæftet og temaer som kærlighed, virkelighed og magt i Betty Nansen Teatrets forestilling Livet er en drøm, som er instrueret af Peter Langdal.

Handlingen
Fordi stjernerne har varslet, at Segismundo (Kenneth M. Christensen) en dag vil dræbe sin far og udslette Polen med sin brutalitet, har Segismundos far - Kongen Basilio (Dick Kaysø) - holdt Segismundo indespærret. En dag sker der det, at kvinden Rosaura (Trine Dyrholm) med sin følgesvend Clarinet (Thomas Bo Larsen) farer vild og havner dér, hvor Segismundo befinder sig, og dermed får kontakt med ham.
IMG_0715.ashx
Rosaura, som kommer fra Moskva, er taget til Polen for hævngerrigt at få ram på Astolfo (Olaf Johannessen), der har svigtet hende, og som nu bejler til sin kusine Estrella (Meike Bahnsen) og til sin onkel Kongen, i håbet om at få magten over Polen. Undervejs tager Rosaura forskellige kneb i brug, f.eks. iklæder hun sig en stuepigeuniform, for at skabe forvekslinger.
Filosofi, tragedie og komedie
Forestillingen - som er en iscenesættelse af dramaet Livet er en drøm (fra 1635), som er skrevet af den spanske dramatiker Pedro Calderón de la Barca (1600-1681) - sætter begreber som 'virkelighed' og 'drøm' på dagsordnen. Dels fordi den handler om personer, der næsten uafbrudt (dag)drømmer om at have en anden tilværelse end den, de i virkeligheden har, og dels fordi Segismundo på et tidspunkt - hvor han får magtbeføjelser - får oplevelser omhandlende skellet mellem drøm og virkelighed. Segismundos oplevelser vækker minder om Ludvig Holbergs Jeppe på Bjerget, hvori bonden Jeppe pludselig agerer som om, han er en magtfuld baron.
0B1E3880.ashx
I det hele taget er Livet er en drøm et stykke, der på en filosofisk måde drejer sig om magt og skæbnen og om emner som krig, frihed og kærlighed. Og så er det et stykke, der udfolder sig tragikomisk (med en overvægt af det komiske).
Fortællingen udspiller sig i omgivelser, som virker trøstesløse og nedslidte, og således består scenografien bl.a. af en faldefærdig bil, en rusten campingvogn og et stort hegn. Ind i mellem bydes der på lydeffekter og små stykker musik, som på fin vis tilfører forestillingen stemninger.
_MG_3539.ashx
clip_image001Anbefalelsesværdigt
Alle skuespillerne gør det godt. Kenneth M. Christensen og Trine Dyrholm lever sig fint ind i deres roller som henholdsvis kongesønnen Segismundo og den hævngerrige Rosaura. Dick Kaysø er rørende og barsk som Kongen Basilio, som ulyksaligt er i tvivl om, han gør det rigtige i forhold til sin søn og sit land, og som ikke er bleg for at skrue bissen på og kommandere. Thomas Bo Larsen er fornøjelig som Clarinet, der ikke holder sig tilbage, når det gælder om at komme med spydige bemærkninger.
Livet er en drøm er alt i alt et anbefalelsesværdigt stykke.
Af Jan Schmidt

Stykket blev overværet d. 25/2 2011.
Fakta/credits:
Medvirkende:
Trine Dyrholm, Kenneth M. Christensen, Thomas Bo Larsen, Meike Bahnsen, Max Hansen, Olaf Johannessen, Dick Kaysø, Søren Vejby, Mikkel Kaastrup Larsen. Instruktion: Peter Langdal. Tekst: Pedro Calderón de la Barca. Dansk tekst: Mette Wolf Iversen, Peter Langdal. Konsulent for scenografi og kostumer: Mia Stensgaard. Scenograf: Maja Ziska. Lysdesign: Christian Alkjær. Lyddesign: Troels Møller. Varighed: Ca. 2 timer og 10 minutter. Stykket spiller: Til og med d. 2/4 2011 på Betty Nansen Teatret. Foto copyright: Per Morten Abrahamsen.

Hvis du har en Nokia telefon kan du nu følge anmeldelserne fra Forbrugermania via denne app.

Comment