148
Lige nu kan du opleve forestillingen Poul, Poul, Poul, Poul og Poul der bearbejder historien om fællesskabets fald og genopstandelse. Der er intet galt med indpakningen, desværre lever indholdet ikke op til forventningerne.

Projektioner af små videoklip fylder cafeens søjler, indgangsdøren er flankeret af en dynamisk grafisk silhuet der pirrer din nysgerrighed. Forventninger øges i stykkets kraftfulde åbningssekvens hvor lys og lydbilleder banker ned over publikum i brudstykker, efterfulgt af en barok dans, hvis symbolisme ikke kan misforståes, men desværre forløses eller indfries mine håb og ønsker ikke.
151
Poulx5

Kreative fortolkninger og udforskninger af kollektivets præmisser og konsekvenser forvilder sig for ofte i stykket Poul, Poul, Poul, Poul og Poul ud af åbenlyse blindgyder. Kollektivet der fungerer som et fængslet for individet, alt imens det sikrer rammerne for samme, kan sagtens analyseres og diskuteres via mediet teater. Jeg er blot ikke enig med manuskriptforfatteren Tom Lanoyes dissekering af det uproduktive fællesskab, og oplever det som om han bevidst svigter teaterstykket for at hive sine pointer sikkert hjem.
Hvilket betyder dramaets løsdele overlades til sig selv og den sammenhængende historie mangler. Stykkets karakter afhænger således af hvilken scene du ser, hvilket giver en ujævnhed jeg ikke fandt nødvendig, og til tider efterlader skuespillerne hjælpeløse på scenen.
155
Det der skal fremhæves
Jeg er imponeret over lydkulissen, scenografien og den effektive brug af skummadrasser (ros til Peter Plesner). De jakkesæt beklædte skuespillere udspiller historien med få fysiske rekvisitter, desværre brydes magien enkelte gange når der gribes til eksterne henvisninger (f.eks. henrettelsen fra filmen American History X eller henvisningen til Stig Larssons udgivelser). Der måske nok fungerer som genveje i stykket, men bliver omveje idet publikums tanker kastes væk fra dramaet på scenen. Jeg er normalt ganske begejstret for Martin Greis, men føler han og Thomas Hwan i dette stykke misbruges som visuelle udtryk frem for som skuespillere. Mens Jacob Stage helt alene får lov til udfolde det sårbare, det menneskelige og følsomme (hvilket han gør rigtig godt). Lisbeth Wulff og Stine Prætorius fanges begge mere af funktionerne på scenen, frem for af deres roller, mens Stine ganske uretfærdigt skal afsige et teksstykke der allerede har fået liv af Greis på teaterets hjemmeside.
156

clip_image001
Når kollektivet fejler, har alle skylden, men ingen tager ansvaret. Hvilket efterlader individerne i en tilstand af uvished, fortvivlelse og sorgmodighed. Men det koster at deltage i fællesskabet, og da prisen ved at stå udenfor er endnu højere, burde valget være oplagt.

Vi forfølger i teaterstykket her mulighederne indenfor og udenfor fællesskabet. Hvordan man bryder fra det, hvad det kræver at fastholde, hvilke konsekvenser det har at nedbryde og hvorfor det overhovedet skabes. Desværre udebliver forløsningen, erkendelsen og derfor også værdsættelsen.

Der er mange dialogbidder der leveres med charme, indlevelse og overbevisning. Der er fantastisk lyssætning og effektiv brug af sceneplads og rekvisitter. Men der er lige så mange løsdele der ikke indfrier deres formål, og en hovedhistorie der forbliver uinteressant i hænderne på Tom Lanoye. Hvorfor vi kun havner på tre stjerner.

Af Thor Kristjan Kidmose. Stykket kan lige nu nydes ved Dansehallerne frem til 12. marts. Foto copyright Thomas Petri og Holland House. Hvis du har en Nokia telefon kan du følge anmeldelserne fra forbrugermania via denne app

Comment