137 Sydkoreanske spillefilm er ofte en herlig sammenblanding af stil, genre og udtryksformer der efterlader os vesterlændinge dybt forvirret og lidt forpustet tilbage. Jeg selv elsker de mange opbrud, drej og tvist plottene tager før en ukendt symbolverden åbenbarer sig i en art lykkelig slutning. På samme måde oplevede jeg teaterstykket Sex.Vold.Blod.Snask af Alfian Bin Sa’at, der med humoristiske undertoner får afsøgt menneskehedens perversioner i et forsøg på at afdække et flig af vores egen selvforståelse.
145
De mange overgreb

Singapore er et selvstændigt ørige ved sydspidsen af Malayahalvøen, og som det mindste land i Sydøstasien har det til alle tider været udsat for overgreb fra andre mægtigere magter. Hvilket fint kommer til udtryk i stykket, der godt nok ikke er et anklageskrift mod imperialisme, men sagtens kunne udlægges som et fordrejet forsvar af Singapores egen uskyld.

147 (1)
De seks sekvenser

Vi springer mellem seks forskellige tidsperioder og samfundslag, der alle har Singapore som fællesnævner og perversioner som omdrejningspunkt. I hver periode forfølger vi hvad det vil sige at være et menneske på godt og ondt. Dogmer, traditioner, regler og stereotype forestillinger nedbrydes, sprænges, fastholdes og latterliggøres i det uendelige. Uanset om vi har sex med en hjælpeløs og uvidnende robot, overværer transseksuelle begå selvmord i metroen eller gennemlever kolonimagternes ydmygelser via kønsdriften. Jeg er især vild med de to scener ”Singapore 1945” og ”Nordpolen 2030”.

Virkemidler og andre iagttagelser

Teaterstykket afvikles ved lige dele skuespil, rulletekst og italesættelse. Vi manipuleres, guides og forføres skiftevis af de forskellige virkemidler. Der trækkes paralleller til historiebøgerne, kulturelle fordomme udnyttes og populærkulturen udgør referencerammen. Så hvis din opvækst indeholder japanske horrorfilm, manga tegneserier, sydkoreanske spillefilm og skandinaviske produktioner om ægteskabets faldgruber vil referencelamperne blinke konstant under dette teaterstykke.
142
Især Casper Crump skal fremhæves fra dette stykke – han er fantastisk uanset om det er i rollen som forelsket kvinde, uvidende barn, skyldbevidst soldat, idealistisk videnskabsmand eller drag queen. Charlotte E. Munksgaard er den bedste i åbningsscenen, og endnu en gang er det som sexhungrende kvinde hun brillerer. Stine Schröder Jensen høster de største latterbrøl gennem stykket, mens Anders Mossling giver stykket sjæl. Især slutscenen bliver troværdig og vedkommende takket være Mossling.

clip_image001De fem forsigtige stjerner gives hverken modvilligt eller i trods mod noget. Dette stykke er foruroligende underholdene, det stiller ingen direkte spørgsmål men vælter lystigt rundt fordomme om alt og alle. Her er karikerede racistiske fortegnede udgaver af japanere, kinsere og singaporgensere, latterlige udgaver af drag queens og ufortyndet stupid nationalisme. Det hele serveres med lige dele distance, ironi og selvudlevering. Her er intet at være stolt af, og intet at fordømme. Dette er et vrangbillede af alt det vi alle kan genkende, og nødigt vil vedkende os. Det er ikke pænt og indpakket. Det er ikke nydeligt og storslået. Det er effektivt og i øjenhøjde. Det er et stykke om os – du og jeg  – og det fortjener da fem stjener, ikke sandt?

Af Thor Kristjan Kidmose.

Du kan nyde stykket ved Får302 frem til d. 12/2.  Stykket blev overværet d.31/1. Foto copyright Jacob Buchard.

MED:
Casper Crump, Charlotte E. Munksgaard, Stine Schröder Jensen & Anders Mossling
DRAMATIKER: Alfian Bin Sa’at
INSTRUKTØR: Kamilla Bach Mortensen
SCENOGRAF: Siggi Óli Pálmason
OVERSÆTTER: Morten Kirkskov
DRAMATURG: Louise W. Hassing
LYSDESIGNER: Jonas Bøgh
LYDDESIGN: Brian Larsen

Comment