FrontTopBucuresti2VERSION2 copy
Når konflikter løses med soldater ender det altid med død. Denne banale konklusion lader til at overraske mange i det lille krigsførende Dannevang – hvilket kan forklare hvorfor de voksende drabstal i Afghanistan endelig gør krigen til et politisk tema i Danmark. Det danske kulturliv har dog også en stor del af æren da bøger, dokumentarfilm, tv serier, teaterstykker og digtoplæsninger de seneste ti år har udgjort en fast bestanddel af mediebilledet.

Blandt de mere vellykkede og bevægende indsatser finder vi her teaterstykket ”Let opklaring” der i går aftes havde en såkaldt københavnerpremiere. På halvanden time kan du her få et personligt indblik i livet ved frontlinjen i Afghanistan. Det burde alle danskere unde sig selv.

”Folk jublede, når fjenden blev ramt. Det er underligt at juble, når folk slås ihjel, men det var dem eller os. Der er ingen præmie til den, der må nøjes med andenpladsen i en krig”.

IMG_2204
Smart bombs og headshot

Jeg tilhører selv generationen der ikke måtte lege med krigslegetøj og nidkært måtte kæmpe for retten til tegneserier. I dag udfører selv mindreårige systematiske massedrab på diverse spillekonsoller, hvor strategisk kunnen og flotte nedslagtninger belønnes. Hvilket måske har haft en bedøvende virkning på vores kollektive opfattelse af krig, men krig bliver aldrig renskuret uskadeliggørelse af fjendtlige modstandere. Det vil altid være et ulideligt, psykisk belastende, stinkende livsfarlig oplevelse at dræbe mennesker der ønsker at gør det samme ved dig. Krig er nemlig fyldt med alt det du ikke ser i Forsvarets reklamefilm, alt det ingen taler om, alt det ingen rigtig vedkender sig. For skattefinansieret drab kan utvivlsomt begrundes på mange måder, forklares på endnu flere og retfærdiggøres for de enkelte. Men det ændrer ikke på slutresultatet – døde og ødelagte mennesker på begge sider af sigtekornet.

IMG_2211
Let Opklaring

Omdrejningspunktet for dramaet er de 35 dage det første dansk hold soldater befandt sig belejret af Taliban i byen Musa Qala. Vi følger fire soldater fra den 1. Lette Opklaringseskadron Bornholm. Vi er vidner til deres oplevelse af belejringen – vi er med mens de sætter deres liv på spil. Dette er deres fortælling, om unge mænd der kæmper med varmen, fjenden og sig selv. Det er medrivende, tankevækkende og foruroligende på en og samme tid.

Holdet bag
Henrik Vestergaard har skrevet manuskriptet som Morten Lundgaard har iscenesat. Trioen fra den danske spillefilm Det Perfekte Kup Anders Brink Madsen, Frederik Meldal Nørgaard, Henrik Vestergaard udfylder sammen med Chadi Abdul-Karim de fem forskellige roller stykket byder på (fire danske soldater og en enkelt britisk). Siggi Óli Pálmason er scenograf på stykket.
IMG_2205

Sceneografi
Skiftene mellem videomonologerne og scene sker gnidningsfrit, ligeledes accepterer publikum ubesværet skiftene mellem lokationerne. Du kan dog ikke lade være med at undre dig over opstillingen af borde og publikum på scenen. Jeg har valgt at fortolke det som jurypladser hvor den danske krigsindsats er til bedømmelse, men har intet direkte belæg for dette i stykket. Da vores fire danske soldater flyttes fra træningslejren til helvedes forgård indtræffer det første sammenstød med fjenden, dette formidles bl.a. via radiofragmenter, der desværre er svært forståelige.
IMG_2198
clip_image001Vurdering
De forskellige mandetyper i uniform repræsenteres fint af de fire på scenen, og Anders Brink Madsens mange ansigtsudtryk gør lige så meget for stykket som noget andet. Med simple virkemidler hives vi hele følelsesregisteret rundt, således vi også oplever kedsomheden, ventetiden, spændingden, fortrydelserne, tvivlen og frygten. Det er aldrig simpelt at afbillede krigens gru retfærdigt, for hvordan fortæller man en empatisk historie om nedskydningen af andre mennesker? De fem stjerner gives for fortællingen, de fire personer og de effektfulde pointer. Velkommen til Helmand – må dit ophold gør en forskel.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Let Opklaring kan ses ved teateret Grob frem til den 29/1-2011. Gæstespil fra Von Baden. Fotocopyright tilhører fotograf Morten Schriver.

Comment