happy-happy09
Danmark på vrangen

Det der skulle være en udstillingen af og om dansk hykleri og lykke er i stedet til et lidt harmløst musikteaterstykke, der mangler både kant og nerve for at blive rigtig underholdene eller vedkommende. Vi tilbydes et miks af småpsykotiske indslag alla filmskaberen David lynch, tilsat stemmelægning og musikbrudstykker Nick Cave kunne have kreeret. Det kunne faktisk have været ganske godt, havde man blot været lidt mere modig.


Lidt skuffet

Det er muligt skaberne synes jeg misforstår stykket, eller er for hård i min dom, men jeg er omvendt også lidt skuffet over dem. Det var mit første møde med Livingstones Kabinet (Nina Kareis og Pete Livingstone) og det faldt desværre ikke så positivt ud, som jeg havde håbet og troet. Mange ting var selvfølgelig vellykket, og enkelte punkter direkte morsomme. Men langt det meste var desværre ikke – det jeg savnede allermest var en mere hård og direkte kritik af Danmark og danskerne. Det blev for høfligt, for pænt og derfor for ligegyldigt. De mærkelige, sære og skæve elementer i stykket var desværre ikke nyskabende eller grænseoverskridende nok for mig.
happy happy_1_foto Bjarne Stæhr
Danmark – et lykkeligt folk?

De fem kvarters musikteater tager udgangspunkt i en britisk undersøgelse fra 2006, der kårede Danmark til verdens lykkeligste folk. Undersøgelsen fik meget lidt opmærksomhed i Danmark, mens undersøgelsens tabere selvfølgelig har gransket data længe efter. Det er denne undersøgelse der er baggrunden for stykket. Nu skal danskerne dissekeres, forstås og forklares.
Jagten på det lykkelige folk fører derfor teaterstykket rundt i de københavnske afkroge. Hvor vi får afdækket alverdens små danske selvfølgeligheder, der derpå fortolkes gennem den fremmedes prisme. Konklusionen er ligeså logisk som forudsigelig – folket er hverken særlig lykkeligt eller anderledes end så mange andre mennesker på kloden her.

clip_image001De positive detaljer
Stykket har en masse vellykket fragmenter, der til sammen er den direkte årsag til de tre stjerner. Monolog bidderne af Nina Kareis og Pete Livingstone er alle gode. Svend E. Kristensen er fantastisk som den genopstået Søren Kirkegaard. Roberts Snorrason og Martin Ammitsbøl er det perfekte par i HuHaHu mandskoret. Men de svigtes alle efter min mening af skaberne, der enten ikke ønsker eller tør udstille danskheden helt.

For det lille homogene folk er ikke lykkeligt. Det er bange for forandringer, afvigelser og nyskabelser. Det stræber ikke efter andet end homogenitet og stilstand. Stammementaliteten kunne derfor sagtens have været skrællet helt væk – under dække af det var en fremmede der forsøgte at forstå os. Havde man turde skære dybere i den danske selvforståelse ville stykket havde stået stærkere, og hvem ved, måske havde man også fundet noget nyt.

Af Thor Kristjan Kidmose

Stykket blev oplevet d. 2. oktober 2010. Du kan frem til udgangen af oktober se det ved Cafe Teatret. Foto copy right Bjarne Stæhr.

Medvirkende Nina Kareis, Pete Livingstone, Svend E. Kristensen, Pernille Koch, og Herrekoret HuHaHu (Robert Snorrason og Martin Ammitzbøll). Musik: Pete Livingstone. Iscenesættelse: Nina Kareis. Koreografi: Adelaide Bentzon. Scenografi: Dorte Holbek. Lysdesign: Mikkel Jensen. Lyddesign: Erik Christoffersen. Dramaturg: Louise W. Hassing.

Comment