image
Gekko is back
Oliver Stone inviterer os i Wall Street Money Never Sleeps til et nostalgisk gensyn med det dumme svin Gordon Gekko – der i slut 80erne både blev symbolet på alt hvad der var galt med den vestlige kapitalisme, men samtidig også rollemodel for en hel generation af spekulanter. De, der vitterlig tog Gekkos hyldest til grådigheden som deres motto.
WALL STREET 2
Greed never left
Hvor instruktøren i den første film udstillede det kapitalistiske systems fejl og mangler, rettes fejlsøgeren denne gang mod hele menneskehedens grådighed. Der både skaber og nedbryder alt omkring os i en evig cyklus. Den verdensomspændende finanskrise er udgangspunkt for filmen, men også baggrundstæppe for filmens drama der er den virkelige hovedhistorie. For denne gang kombineres aktiemanipulation med ægte menneskelige følelser.

Den simple historie
Efter otte års fængsel er Gordon Gekko (Michael Douglas) tilbage i medierne med en bogudgivelse der forudsiger kollapset på aktiemarkedet. Sønnen er død, datteren (Carey Mulligan) vendt ham ryggen og ingen af de gamle Wall Street drenge har et behov for at dele håndtryk med ham. Men via den kommende svigersøn (Shia Labeouf) formår Gekko at række ud mod datteren, og pludselig virker drømmen om en bedre fremtid ikke så utopisk mere.
WALL STREET 2

Denne banale fortælling kunne sagtens have druknet i sødsuppe og kedelige forudsigeligheder. Men takket være Michael Douglas og Josh Brolin er filmen faktisk værd at se, og den direkte årsag til den får fire stjerner her fra.
”Jeg vil forslå dig en handel: Hvis du holder op med at udsprede dine løgne om mig, så vil jeg holde op med at fortælle sandheden om dig.” - Gordon Gekko til Bretton James.

Brolin rocks

Som Bretton James spiller Josh Brolin den nutidige spradebasse og enehersker på Wall Street. En finansguru der undslap fængsel i 80erne, overlevede konkurs da IT boblen sprang, og udgør nu toppen af hierarkiet. Brolin er en fantastisk skuespiller, der formår at udtrykke sig præcist uanset om han bruger ord eller ej. Hvilket man desværre ikke kan sige om Labeouf. Gekko sætter fortsat profit og sig selv først, men en ældet og dygtigere Michael Douglas formår at give spekulanten flere strenge at spille på. Carey Mulligan har stor succes med at fremvise datteren Winnie som et følsomt menneske, man har faktisk lyst til at trøste, det virker blot dybt urealistisk, at nogen så blå øjet og naiv kan være datter af Gordon Gekko.
WALL STREET 2
image “NINJA generation — no income, no job, no assets”
De nostalgiske små ting filmen er fyldt med både hæmmer fortællingen og kan ej heller undværes i fortsættelse til Wall Street. Gensynet med Bud Fox virker dog malplaceret, mens et kik på Gekkos gamle mobiltelefon er morsomt. Det havde klædt Oliver Stone hvis han havde valgt at angribe det politiske systems fejltagelser i forbindelse med den nuværende krise, eller fremhævet udfordringerne for verdens unge mennesker. For fortsættelsen til Wall Street har vitterlig sin egen finanskrise at opbygge et drama omkring, men instruktøren vælger altså i stedet at sætte fokus på det menneskelige drama. Hvilket ikke kan retfærdiggør et to timers gensyn med Gordon Gekko, men om vendt ville jeg ikke have været foruden gensynet.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Foto copyright 20th Century Fox. Filmen åbner i dag landet over.

Comment