Brækkede uden videre nakken på ham….
Ligesom man ikke kan tillade sig at blive forarget over nøgne mennesker har sex i pornografiske film, må man acceptere urealistiske mange mord i Bourne bøgerne. Her når vi knapt at få præsenteret den ene lejemorder, agent eller terrorist før han dræbes. Afhængig af situationen, sted og mordvåben involverer drabene forskellige former for tortur.

Eric Van Lustbader er manden der har fortsat serien efter Robert Ludlums død. Lustbader rammer tonen, tempoet og intensiteten uden besvær. Til gengæld har han tydeligvis store problemer med at fortsætte historien om manden uden en fortid.

Serien om Jason Bourne har aldrig være kendetegnet ved dybsindige betragtninger eller andet indhold. Det er bog action, hvor vi i et rasende tempo fræser jorden rundt for at gøre det gode, hvor historien altid er fyldt med beskrivelser af alverdens mord. For de fleste forbindes Jason Bourne i dag med den succesfulde skuespiller Matt Damon – der i flere film har fremvist massemorderen Bourne som lige dele playmobilmand og uskyldsren agent.

En serie er gået i stå
Bourne Sanktionen er titlen på den seneste bog i serien – og jeg håber lidt det er den sidste. De 589 sider dækker over en idiotisk agenthistorie med tråde tilbage til Anden Verdenskrig. Lustbader forsøger at samle alle løse tråde der måtte være tilbage i serieuniverset omkring Bourne og samler dem i dette bind til en rigtig grim sløjfe.

Hvilket betyder alle omkring Bourne på en eller anden måde viser sig at have en skjult dagsorden, og samtidig tilhører hemmelige organisationer. Fjenden er en muslimsk nazistisk terror organisation der har holdt sig selv dybt hemmelig i flere årtier. Hvordan det er lykkes dem fremstår lidt uklart, især når hvert medlem nu engang har en bestemt tatovering på albuen!

Jetlag er for svagpissere
Vi følger med Bourne fra sidelinjen, og som altid er det svært at holde til tempoet. Heldigvis lider Bourne aldrig af Jetlag, eller dårlig mave. Så vi flyver kloden rundt og dræber mennesker på må og få. Mad indtages kun som en del af tortur, eller når man skjuler sig på restauranter. Modstanderne har en lige så hensynsløs og skarp trænet massemorder på deres side. Begge mænd har en plaget fortid, en livsfarlig nutid og ingen ide om hvad fremtiden byder på.

clip_image001Historien fører selvfølgelig disse to lystmordere sammen i et endelig opgør, mens baggrundstæppet er noget mellemøsten, had, amerikanske værdier og kærlighed. Lustbader har store problemer med at holde styr på de mange personer, hovedhistorien og detaljerne. Faktisk undskylder han for dette på bogens første sider. Personligt fik følgende forfatterløsning mig til at grine

”Han vidste, at det ville være rent selvmord at affyre en pistol på et tankskib fyldt med naturgas, så derfor havde han fået Moira til at bede Nextgen om at sørge for, at der lå to armbrøster i helikopteren. Han anede ikke, hvordan det var lykkes dem at skaffe dem så hurtigt, men en virksomhed af NextGens størrelse kunne sikkert skaffe hvad som helst med et øjebliks varsel”
p. 573.

Læseren skal med andre ord ikke tænke for meget over handlingen, eventuelle praktiske problemer, huller i tidslinje eller løsningerne.  Hvis noget fremstår vildt heldigt, mærkeligt eller et sært sammentræf, så er de blot produkter af forfatterens behov for fremdrift i historien. Vi er i verden hvor vi ikke kan vente på bagage, fare vild eller rejse langt uden at finde hvad vi leder efter. Her hænger alt sammen, her har alle fragmenter kontaktflader med den store historie. Det er ikke så anderledes end tidligere bind i Bourne serien, men denne gang er det bare gjort uden charme og overblik.

Af Thor Kristjan Kidmose

Bogen er udgivet af Lindhardt og Ringhof. 589 sider på dansk ved Henrik Enemark Sørensen.

Comment