Viewing entries tagged
lokalliv

Tired of looking for answers

Comment

Tired of looking for answers

Barndommens sjældne besøg har ikke formet andet end nostalgiske forventninger til købstaden med bryggeriet der bar mit navn. Gaderne er mig endnu ukendte, midtbyen kun svagt bekendt og turistattraktioner er alle steder jeg har kastet med sparepengene. Nu er byen mit hjem, og regionen hvorfra min verden udspringer. Det føles på ingen måder ubehageligt og jeg er uendelig glad for min lejlighed i centrum af Randers. Hvor jeg måske nok er den tredje generation som bebor byen, men samtidig den sidste i min familie som prøver det. Her blev de sidste danske toge skabt, alt imens arbejderne blev nedbrudt i takt med industrialisering ebbede ud. Her boede der storke i midtbyen, her solgt man handsker, reb og Thor pilsner som var det noget særligt. I dag er det en midtjysk storby hvis sats på oplevelsesøkonomi virker lovende, men endnu kan gå galt. Det er dog hverken kopien af regnskoven, Elvis Presleys fødehjem eller sagnet om Niels Ebbesen som har lokket mig til byen.

Comment

Spor krydses og smil gengældes

Comment

Spor krydses og smil gengældes

Jeg har indtaget muligheder, lufthavne og kvinder på samme skødeløse måde en teenagere forvalter sin børneopsparing. Jeg har smækket med døre der aldrig skulle have været åbnet, og krydset broer der ikke førte nogle steder hen.  Jeg har således været på vej mod ingenting rigtig længe, og føler nu at rejsen er ved ende. Det er på tide at tilgive mig selv og alle andre. Dette var vejen jeg valgte, målene jeg nåede og værdierne jeg havde. Balancen er genoprettet, og selvom ungdommen for længst er forbi så føles fremtiden igen lys og åben.

Siden du og jeg sidst mødte hinanden på bloggen her, har jeg tilbragt nogle juledage i det portugisiske, hvor spor med en yngre udgave af mig selv blev krydset og min fødselsdag blev fejret. Jeg mødte nye venner, opdagede skjulte skatte og fik hilst på mennesker fra fortiden. Skilsmisser blev vendt, alkohol drukket, latter delt og ord indtaget, som om tiden havde stået stille imellem os. Det var både en nødvendig rejse, og en jeg havde undgået alt for længe. Her fandt jeg en fortidig reflektion af en fremtid jeg aldrig oplevede. Her blev jeg mindet om at elleve år både går hurtigt, og at tid altid sætter sine spor. Det er i Portugal min romantisk melankoli udspringer fra, og det her mit hjerte har hjemme.  

Comment

Barn af alfabetet

Comment

Barn af alfabetet

De store stueplanter, de endeløse bogreoler, de aparte ting, arvestykkerne, rejseminderne og de mange kunstværker udgør ikke blot rekvisitterne i et hvert venstrefløjsmiljø fra 1970erne. Det er også en retfærdig beskrivelse af mit eget hjem, uanset periode og bosted. Jeg burde utvivlsomt føle mig en anelse rodløs efter de mange flytninger, de hyppige skift af alt hvad der burde være permanent, men det er på ingen måde tilfældet. Jeg føler mig i stedet rodfæstet, stabil og helt igennem i balance.

Comment

Vadesten i en postmoderne verden

Comment

Vadesten i en postmoderne verden

1. Gud er død

Jeg egner mig ikke til at have rollemodeller, helte eller interesser der dyrkes intensivt. Jeg kan sagtens forstå behovet for, at have én alfaderlig skikkelse ens liv kan formes omkring. Jeg kan nogle dage, endda misunde de mennesker som ser ud til at trives indenfor faste rammer. Selvfølgelig er der en vis struktur på mit liv, min hverdag og økonomiske virkelighed. Det er dog de selvsamme strukturer som dræner mig for energi, livsglæde og emotionel overskud.  Men disciplinering af adfærd har vitterlig en masse samfundsmæssige fordele, og uden disse konforme normer ville kaos styrer vores verden. Jeg har derfor søgt et kompromis med Gud:

Hvis jeg acceptere spillereglerne, så vil han lade mig søge svarene på de spørgsmål jeg vil stille.

2. Abstraktion

De sidste tyve års voksent liv har indeholdt en masse flytninger, omskiftelig privatliv og indifferent tilgang til arbejdsmarkedet. For hvis vi alligevel blot lever for at dø, så kunne jeg i det mindste fylde livet med så megen frihed som muligt, så tidligt som muligt. Nu står jeg så her, midt i livet, og har accepteret at fremtiden fylder det samme som fortiden. Min "midtvejskrise" består således af fast bopæl, oprettelse af pensionsopsparing og faste arbejdsdage. Jeg kaster mig ikke længere ombord flyvemaskiner, dyrker ej heller fri bar mere eller behovet for flugt fra fraværet af kedelige hverdag. Jeg forsøger i stedet at tilgå verden omkring mig som en livsglad turist. Jeg dyrker nu verden lokalt og tvinger mig selv til at opsøge de magiske øjeblikke, der hvor jeg nu befinder mig. For hvis et madmarked i Urbino kan virke overvældende, en gadegøgler i Vilnius kan få mig til at smile, eller en tur på et skummelt værtshus i Bruxelles kan ændre mit syn på livet, så må selvsamme trivialiteter i Danmark kunne rumme nøglen til livsglæde.

3. Forandringer i brud

Jeg har alle dage foragtet dumhed. Da det efter min mening er tillært adfærd og intet andet. Fraværet af frugtbar nysgerrighed er derfor den direkte vej til et liv som sofadyr, uden andre interesser end sendefladen på tv, udbuddet på streamingtjenester eller smagsvariationer af chips.

Siden jeg voksede op i Danmark, så talte de dumme mennesker jeg nu engang mødte naturligvis dansk. Derfor blev min vrede mod dumhed over tid til foragt for danskere. Dumme, dovne, dvaske danskere. Denne vrede var ganske givet min energikilde som ung, og selvsamme årsag til en del sammenstød med lokalsamfundet. Jeg har siden erkendt at dumhed desværre er et globalt fænomen. Så i stedet for at egoistisk at dyrke verdenssamfundets glæder, er jeg nu begyndt at samle på gode historier, gode oplevelser, gode mennesker af dansk oprindelse. Jeg undersøger arkitekturen omkring mig, finder historien bag produktet, søger ferien lokalt med mere. Jeg lader mig indskrive i et fællesskab med andre som tænker på samme måde. Jeg sier det overflødige fra, de tåbelige mennesker undgås, de ligegyldige situationer undviges og pludselig er det muligt, at være glad, selvom hverdagens rammer har mere til fælles med et fængsel end ungdommens frihedsdrømme.

Comment