Viewing entries tagged
Thor

Tired of looking for answers

Comment

Tired of looking for answers

Barndommens sjældne besøg har ikke formet andet end nostalgiske forventninger til købstaden med bryggeriet der bar mit navn. Gaderne er mig endnu ukendte, midtbyen kun svagt bekendt og turistattraktioner er alle steder jeg har kastet med sparepengene. Nu er byen mit hjem, og regionen hvorfra min verden udspringer. Det føles på ingen måder ubehageligt og jeg er uendelig glad for min lejlighed i centrum af Randers. Hvor jeg måske nok er den tredje generation som bebor byen, men samtidig den sidste i min familie som prøver det. Her blev de sidste danske toge skabt, alt imens arbejderne blev nedbrudt i takt med industrialisering ebbede ud. Her boede der storke i midtbyen, her solgt man handsker, reb og Thor pilsner som var det noget særligt. I dag er det en midtjysk storby hvis sats på oplevelsesøkonomi virker lovende, men endnu kan gå galt. Det er dog hverken kopien af regnskoven, Elvis Presleys fødehjem eller sagnet om Niels Ebbesen som har lokket mig til byen.

Comment

I reap what I don't sow

Comment

I reap what I don't sow

Jeg genkender ikke rigtigt mit spejlbillede, men kan godt lide manden der kikker tilbage. Dels fordi han ligner faderen fra min barndom, men hovedsageligt fordi han er et menneske der er i balance. Selvfølgelig har jeg aldrig haft de store mentale udsving, andet end ungdommelig vrede der trak ud. Jeg taler i stedet om min succesfulde nulstilling af mit liv. Rødderne er plantet i et lille samfund hvor ingen kendes, men alle sikkert ved hvem jeg er. Jeg er omgivet af store bøgetræer, søer og historiske bygninger. Lige midt mellem min gamle studieby Odense og kulturcenteret København har jeg således fundet mig selv, et hjem og en ro der var savnet. Selvfølgelig hjælper det på humøret at pendling ikke længere er en del af hverdagen, at meningsløst arbejde ej heller stjæler livskraften og rejser igen fylder i kalenderen. Den største forskel er dog følelsen af frihed.   

Comment

Free falling is how you love me the best

Comment

Free falling is how you love me the best

Hvis du har fulgt bloggen her, så kender du ruten jeg tog og overvejelserne bag. Nu har jeg så nået målet, men mangler altså at udstikke et spor for fremtiden. En udfordring jeg utvivlsomt deler med mange, men det hjælper sjældent nogle at vide. Den umiddelbare fremtid og bolig har jeg styr på. For tiden er det den natursmukke middelalderby Sorø der udgør rammerne. Her kender alle utvivlsomt hinanden, mens jeg nyder ingen kender mig. Her er ligeså langt til Odense, som der er til København. Her er proppet med service, overskud og kulturelle tiltag af den klassiske slags. Her har jeg gemt mig i lidt over et år. Det føles utænkeligt at det forbliver mit hjem, men hvor jeg havner er ikke helt bestemt. Kultur og kunst fylder hverdagene, bøger læses igen og smalle film indtages så forsigtigt jeg nu kan. Jeg har stykket nogle sociale cirkler sammen, og sluttet fred med de jeg skulle. Umiddelbart skal jeg således blot vælge et spor for resten af livet og forfølge det. Velvidende at kærlighed, rejser og arbejde kan vælte hver eneste illusion om kontrol.

Comment

The piano has been drinking

Comment

The piano has been drinking

Gadeteater, skulpturer og gennemførte arkitektoniske ideer gør mig glad. Just som smukke solnedgange, strande der kan indtages uden for mange mennesker og skovens stilhed. Når en velskrevet bog læses får jeg tiltroen tilbage på menneskeheden, men besøger jeg et shopping center mister jeg forståelsen for racen. Udsættes jeg for product placement i kunsten hader jeg allerede kunstværket inden det helt er forstået. Jeg søger drømmerne med ar på sjælen ikke fordi de forstår mig, men fordi vi begge ved at verden ikke giver mening og vi kun derfor kan drømme om en bedre.    

Comment

Når lygterne tændes

Comment

Når lygterne tændes

Jeg forsvinder selvfølgelig aldrig helt, men overfladens ligegyldighed er altid et udslag af personlighedskalibrering. Mennesket bag disse ord har således fuldendt endnu en cirkel og står igen ved feltet start. Ældre, fattigere og måske klogere end før. Stadig søgende, nysgerrig og frihedselskende. Stadig sikker på mig selv og villig til at anfægte normerne. Men dog mildere, venligere og mere tålmodighed end sidste gang. 

Comment

Age is no crime

Comment

Age is no crime

Tilpasningen var ikke uden sværdslag, men fremfor at ændre mig, ville hun i stedet fokusere på det hun higede efter. Som en slags romantisk tunnelsyn fremprovokeret af alder, omstændigheder og måske endda et søgende hjerte. Det var tydeligvis ikke et projekt hun ønskede vi skulle være to om. Det var i stedet et slags inddæmningsforsøg, hvor mine kanter og afvigende meninger blot ville ødelægge turen mod det ufravigelig resultat. 

Comment

Dreams from the past

Comment

Dreams from the past

Jeg er nok ikke helt klar til at sige dem, og måske vil hun ej heller høre dem. Det er ikke afvisning jeg frygter, eller et knust hjerte. Jeg orker bare ikke at tage fejl, at spilde liv og energi på endnu et menneske der ikke burde være centrum for min opmærksomhed.   

Comment

Let me sleep - So I can dream of you

Comment

Let me sleep - So I can dream of you

Jeg holder af mit eget selskab, men det hænder, at jeg ikke kan holde mig selv ud når jeg er sammen med andre. Det ligner måske en selvmodsigelse, men det er mere en barsk erkendelse. Andre mennesker får det værste frem i mig, og kun selvdisciplin forhindrer nedsmeltninger af den uheldige slags. Jeg har med alderen lært at holde mig fra idioter, tomme mennesker og overfladiske distanceblændere. Til gengæld tog det mig længere tid at gennemskue hvem jeg fungerer optimalt med. Der er oplagte fællesnævnere, men vennegruppen består alligevel ikke af kloner. Der er selvfølgelig overvægt af kvinder, udlændinge og en rimelig stor aldersspredning. Der er mange med skæve indfaldsvinkler til verden omkring os, og endnu flere med kunstneriske synspunkter. Men det eneste de alle har til fælles er at de respektere min asociale tilgang til hvervet som ven. Jeg er således et menneske der kan rumme en masse, men kun orker samtaler på tomandshånd. De store sociale begivenheder er noget jeg skyer. Du kan således sagtens have alvorlige samtaler med mig, få min tid og støtte når livet gør ondt, rejse med mig og fjolle rundt, men du skal ikke indlejre mig i traditioner og fastlåste sociale interaktioner.

Comment

Livet leves bag facaden

Comment

Livet leves bag facaden

Tyve flytninger har skabt en særegen samling af ting og sager. Jeg har således utallige af fragmenter der ikke passer til så meget andet, end alt det der ikke længere haves. Hvidvinsglas fra en serie en ekskæreste har rødvinsglassene til. Stole der passer til et spisebord som står hos en anden. Reolsystemer af den ufuldendte slags og bind to af en serie jeg ikke fik læst. Bodelinger, flyttemænd og skiftende kvadratmetre har således formet mine ejendele og forståelse for hvorledes et hjem bør se ud. Jeg føler mig derfor  på afveje i ethvert boligmagasin og udstillingsvindue. Jeg kan ikke lade være med at gyse når mennesker har bogreoler uden bøger.

Comment

I'm starting with the man in the mirror

Comment

I'm starting with the man in the mirror

Det sjoveste ved at kæreste med psykologer er ikke blot at forholdets magtkampene pludselig kan tabes, det har også givet mig en serie påtvunget erkendelser om egne svagheder og mangler. Der som altid også er mine styrker, hvorfor følgende skrives med en vis grad ambivalens. Jeg vægter logik, argumenter og gennemtænkte analyser langt højere end konklusioner baseret på følelser. Hvilket sikkert ikke kommer som en overraskelse for nogen der har mødt mig. Jeg kan sagtens forstå nostalgi, kærlighed og uforløste konflikter former vores verden, vores værdier og vores valg. Der hvor misforståelserne sker, er i sammenstød med mennesker som vægter emotionelle værdier over  objektive konklusioner. Hvilket selvfølgelig gør at politiske diskussioner med mennesker fra f.eks. Balkan sagtens kan skride af sporet, jeg bør ej heller debattere historie med grækere, eller være den der trøster teenagere med knuste hjerter.  

Comment

Fravalgene der gør ondt

Comment

Fravalgene der gør ondt

Det hårde bump, og den kvasende lyd som runger gennem kupeen betyder ikke kun at togene bliver forsinket, men at et menneske har mistet livet et sted nedenunder s-togets gulve. Nogle gange når jeg pendler, føler jeg mig som statist i en halvdårlig Fellini film, andre gange fortaber jeg bare i tankerne om livets tilfældigheder. Folk der rammes af busser, biler der støder sammen, mennesker der udånder stolerækker fra mig, eller de der falder om på gaden grundet et hjerteanfald, alle sammen minder de mig om hvor hurtigt skiftet kan ske. Pludselig bliver ens sidste handlingsidste ordsidste tanker noget meget konkret

Comment

Hold my beer, and watch this...

Comment

Hold my beer, and watch this...

Takket være smartphones farer jeg aldrig rigtig vild mere. Hvilket selvfølgelig både er praktisk og befriende for de der har aftaler med mig. Men jeg savner alligevel følelsen, og den magi der kan opstå når nye bydele udforskes. Det at havne i kælderbeværtninger af ukendt oprindelse, blive guidet rundt i en forladt bunker eller blive hevet med til høstfest af vinbønder i det sydfransk, rummer altid kimen til noget stort. Det behøver ikke at blive til andet end sære samtaler, sjove tilfældigheder eller upraktiske genvordigheder.

Comment

Spor krydses og smil gengældes

Comment

Spor krydses og smil gengældes

Jeg har indtaget muligheder, lufthavne og kvinder på samme skødeløse måde en teenagere forvalter sin børneopsparing. Jeg har smækket med døre der aldrig skulle have været åbnet, og krydset broer der ikke førte nogle steder hen.  Jeg har således været på vej mod ingenting rigtig længe, og føler nu at rejsen er ved ende. Det er på tide at tilgive mig selv og alle andre. Dette var vejen jeg valgte, målene jeg nåede og værdierne jeg havde. Balancen er genoprettet, og selvom ungdommen for længst er forbi så føles fremtiden igen lys og åben.

Siden du og jeg sidst mødte hinanden på bloggen her, har jeg tilbragt nogle juledage i det portugisiske, hvor spor med en yngre udgave af mig selv blev krydset og min fødselsdag blev fejret. Jeg mødte nye venner, opdagede skjulte skatte og fik hilst på mennesker fra fortiden. Skilsmisser blev vendt, alkohol drukket, latter delt og ord indtaget, som om tiden havde stået stille imellem os. Det var både en nødvendig rejse, og en jeg havde undgået alt for længe. Her fandt jeg en fortidig reflektion af en fremtid jeg aldrig oplevede. Her blev jeg mindet om at elleve år både går hurtigt, og at tid altid sætter sine spor. Det er i Portugal min romantisk melankoli udspringer fra, og det her mit hjerte har hjemme.  

Comment

Den nærmeste omvej

1 Comment

Den nærmeste omvej

Hver eneste december er der mennesker som finder det meningsfuldt at reflektere over året der gik, og derpå spå om de kommende 365 dage. Der laves lister over alverdens ting, både de gode og de dårlige. Vi mindes i fællesskab alle der gik bort i 2016, alt det der gik galt og det der var  fantastisk. Den sidst nat stimler vi så sammen, og ser på fyrværkeri der oplyser himlen. Hvorpå vi glæder os over at vi endnu engang overlevede 12 måneder, og for et kort øjeblik glæder vi os til det ukendte år. For måske er 2017 året hvor vi bryder fri fra fortidens fængsel? 

Jeg selv forsøger efter bedst evne at give slip på alt hvad der er destruktivt, negativt og spild af liv. Der siges farvel til mennesker der dræner, til minder der nager og tanker som ikke gavner. Men tvivler på at jeg kan sige mig helt fri for fortidens spøgelser. I stedet søger jeg at leve livet i henhold til egne værdier og målstokke. Jeg søger balance, indsigt og udsyn i alt hvad jeg laver. Jeg samler på mennesker med værdi, uanset om de kun findes i bøger eller i kød og blod. Jeg samler på viden, oplevelser og muligheder. Jeg søger øjeblikke, situationer og samtaler der vil berige mit liv. Just som jeg forsøger at holde det reklamefri, ægte og levende.  

1 Comment

ReBoot 2017

Comment

ReBoot 2017

Der findes mennesker hvis liv synes at følge en stringent plan. Hvor hver eneste trin udgør en logisk forsættelse af hinanden. Jeg selv lever i cirkler, der alle er variationer over et tema. Temaet ændrer sig over tid, men formen er altid den samme. Hver gang jeg forsøger at bryde mønstret oplever jeg både indre og ydre modstand. Det er ikke ensbetydende med at jeg lever et liv fyldt af gentagelser, eller konstant laver de samme fejl. Blot at jeg har fundet en tryghed i måden jeg lever på. Der dog hverken er synderlig aparte, eller særlig revolutionerende. Det er blot mit liv.

De mange flytninger, de utallige ECTS point fra universitetsverden og de mange spøjse jobs jeg har haft, udstikker således rammerne for mit liv. For det er her byggeklodserne til alt der er vigtigt for mig er skabt, fundet og forfinet. Kernen er fortsat viden, frihed og alt internationalt. Tilgangen kan svinge fra det prætentiøse, over det elitære til ren barnlig nygerrighed.  Jeg har accepteret kanterne, fejlene og manglerne. Jeg bliver aldrig folkelig, ungdommelig eller bekymret for din mening. Til gengæld søger jeg dit venskab hvis du har omløb i hovedet, kan håndtere sarkasme og ved verden er så meget mere end de hjemlige omgivelser. 

Comment

De mange masker

3 Comments

De mange masker

Skulle du være i tvivl, så lad endelig mig udviske dit sidste håb. Der kommer en dag, hvor også du, skal dø. Hvor alle dine minder, det du var, det du aldrig blev eller fik tid til, bliver ligegyldigt. En dag hvor dit sidste måltid, vitterlig blev det sidste du spiste i denne verden. Mens du udånder glider tankerne måske henover alt det du var, alle du mødte og det du efterlader dig på denne jord. Uanset hvor poetisk det end må lyde, så vil døden hverken være retfærdig, smuk eller synderlig belejlig. Så tag nu dit spejlbillede i hånden og udforsk dine muligheder, afsøg dit verdensbillede og grib nogle af drømmene. Lev dit liv så det føles levende, så det føles rart, så det føles som meningsfuldt, eller i det mindste som andet end blot én lønmodtager med hang til overforbrug. Uanset hvilket spor du vælger, så håber jeg det giver dig glæde.

3 Comments

You Can't Always get What You Want

Comment

You Can't Always get What You Want

Det at leve kompromisløst er lettest som ung. Da man som ung til dels er ligeglad med konsekvenserne, og til dels ikke kender omfanget af samme. Det er her at man brænder broerne før man kender ruten. Der dog også en anden gruppe af mennesker som lever helt frit, helt uden tanke på fremtiden og uden at være hæmmet af fortiden. Desværre er det mennesker som har en dødsdom med en konkret dato, hængende over deres hoveder. De ser pludselig hvad der er ligegyldigt, hvad der er spild af tid og hvad der snart er for sent. Det giver både en vis desperation, men også en vis form for afklaret lethed.

Jeg har for længe siden accepteret at slutmålet både er uundgåeligt, uretfærdigt og helt igennem uden for min kontrol. Men det har ikke helt givet mig følelsen af frihed eller fornyet livsglæde. I stedet har det præget mit voksent liv med et snert ligegyldighed. Når nu alt og alle på et eller tidspunkt forsvinder, så var det ofte svært at se det meningsfulde i nuet. Jeg har derfor kæmpet for ideen, at hvis dit liv har mening, så skyldes dette udelukkende dig selv og dine handlinger. Hvis du ikke gør noget for at give dit din hverdag mening, så er dit liv per definition meningsløst.

Comment

Værdierne tager form

Comment

Værdierne tager form

1. Fortiden er ikke hvad den har været

Jeg har en del ekskærester, gamle lejligheder, afholdte ferier og barndomsminder som ikke er dokumenteret med billeder. Just som jeg har erindringer der er forplumret af alkohol, forglemmelser og bevidste udeladelser. Datatab har derudover slugt en masse af mine e-mails, vandskader har mindsket bunken af kærestebreve og enkelte eksamenspapirer har for altid forladt denne verden, grundet min lemfældige omgang med skoldhed te. Omvendt har jeg steder, mennesker og oplevelser som står mig krystalklare, i samme øjeblik regnen f.eks. slår mod vinduet, hvidvin drikkes, cigaretter tændes med tændstikker eller Leonard Cohens røst fylder højtalerne. Jeg genkender nogle gange mennesker fra fortiden i et nutidigt smil, bevægelse eller udtryk. Just som hjertet kan fyldes med nostalgi når solnedgangen indtages i perfekte øjeblikke, eller månen fylder ens soveværelse med lys.

Jeg består som menneske af alle disse minder, valg og tilvalg. Men helheden er mere og meget andet end blot summen af disse forskellige delelementer. Jeg er både alt det som ikke huskes, alt det der ikke betød noget for mig, alt det andre erindrer om mig - på både godt og ondt,alt det jeg engang troede var sandt og det jeg drømte om.

2 De mange fravalg

Der var et kort øjeblik hvor jeg var 16-19 år og troede fremtidens lyksaligheder kun afhang af mine egne egoistiske tilvalg. Men i takt med at spirituskørsel gjorde sit indtog i vennekredsen, og det blev sværere at betale husleje uden fast indtægt, fik jeg en åbenbaring! Livet ville ikke nødvendigvis være en buffet af overskudshandlinger, uanede muligheder og vidunderlige situationer. Så jeg oplistede alle de ting som ødelagde mit humør og søgte at fravælge det hele. Jeg stoppede med at se fjernsyn da det virkede fordummende, min foragt for kageordninger og endeløse møder holdte mig fra arbejdsmarkedets klassiske positioner. Reklamer, charterferie og alverdens folkelige forsamlinger blev ligeledes siet fra.

Siden vendte jeg ryggen til helligdagene, konceptet weekend, julen som højtid og fejring af alverdens mærkedage. Tvangssocialisering blev opgivet og asynkron livsstil blev indført. Champagne er f.eks. altid billigere dagene efter Nytår end op til. Flybilletter er billigere den 24. december om aftenen end dagene før og efter. Påskeæg er billigere end andet chokolade dagene efter endnu en fejring af genopstandelsen, og så har det alle dage været billigere at gå i byen om tirsdagen.   

3 Lykke er dit eget ansvar

Det at leve ude af takt med samfundet omkring mig befriede mig for en masse skrammel, støj og ligegyldigheder. Det var dog også en udfordring når det kom til sociale relationer. Da de fleste mennesker ønsker at spejle sig i et andet, kan det være lidt svært hvis man ligner en ung konservativ mand, der lever som fredelig anarkist / socialistisk materialist. Heldigvis løste jeg denne problemstilling ved at fylde min omgangskreds med tonsvis af udvekslingsstuderende, PHD studerende og mennesker jeg mødte under mine egne udlandsophold og besøg i Berlinske kollektiver. For hvis man arbejder, lever og rejser med  internationale mennesker i alle afskygninger så fremstår min livsfilosofi blot som et alternativ blandt mange, fremfor et aparte alternativ til en norm. Det, ikke at fejre jul, ikke at nyde det konforme, ikke at søge trygheden, ikke at elske det gennemsnitlige er noget alle mennesker med udlængsel kan forstå. Arbejdslivet bød på internationale højskoler, arbejde indenfor ESN, udlandsprojekter for URK med mere. Jeg blev endda udenlandsk gift med en der huskede den kold krig fra den anden side af jerntæppet. Jeg fejrede juleaftener på Jazzklubber i Berlin med rumænsk kunstnere og italienske fotografer, jeg rejste rundt i Rom med en portugisisk billede-kunster, bosatte mig i Lissabon grundet kærlighed, fik arbejde i Berlin og forelskede mig i spanske, portugisiske, bulgarske, litauiske og italienske kvinder. Rejste i de baltiske lande, drak mig fuld i de fleste mellemstore tyske byer, jeg har misset fly i Amsterdam og Bruxelles, haft sammenstød med politiet i Schweiz og været tilbageholdt i Finland, kørt rundt i en udslidt politibil i Vilnius, blevet kørt til lufthavn samme sted i ministerbil, fløjet på førsteklasse ved en tilfældighed og overværet skududvekslinger i fattige kvarterer.

Det var underholdende, det var sjovt, det var sjældent spild af tid, men det jeg troede var jagten på kærlighed, viste sig hen over årene blot at være én flugt væk fra alt det der ødelagde min lykke. Hvilket utvivlsomt lyder som en logisk løsning, men nok reelt bare var en let løsning. Det kræver langt mere arbejde at skabe lykke der hvor man bor, med de muligheder man har. Det er hvad jeg nu knokler med som voksen, og så snart rødderne er slået tænker jeg missionen er fuldført.

Comment

Graffiti Visdom

1 Comment

Graffiti Visdom

1. Dybt Vand

Det har alle dage været let at blive forført af ens egen grådighed. For mig var det ønsket om redaktionel uafhængighed, frihed fra arbejdsmarkedet og økonomisk råderum der førte mine ord ud på det farlige internet i 2002. Stedet hvor alle kunne tjene penge, men de fleste åbenbart bare spildte tiden. I starten udgav jeg ganske spontant, siden blev det personligt, derpå opstod alverdens kommercielle aftaler og pludselig var jeg et online medie. Ordene væltede ud over skærmen og meningerne blev citeret og trykt de rigtige steder.  Jeg følte det som om drømmene om frihed endelig var indenfor rækkevidde for første gang. 

2. Reklamer dræber

I takt med at læsertallet voksede eksplosivt forsøgte alverdens platte bureauer, kulturelle institutioner og reklamefirmaer at rykke indenfor på min side Forbrugermania. Det var let at sige nej til de uetiske tilbud, de sindssyge ideer og tåbelige forslag. Det tog mig lidt længere at sige fra overfor samarbejdspartner ønsker om foromtale, anmodninger om placeringer, ønsker om titler og behov for specifikke linkord. Heldigvis medførte den økonomiske krise at samarbejdspartnere desperation gjorde det let for mig at sige "rend mig" og gå den reklamefri vej.

3. Kultur der keder

Da jeg ikke længere skulle bekymre mig om andet end mine egne behov, interesser og kulturelle lystersteg indtagetaf spillefilm, bøger og dramatik. Det var en fornøjelse at sige nej til udgivelser der absolut ikke sagde mig noget, blive væk fra idiotiske pressevisninger og takke min uafhængighed når selskaber ønskede at kvæle min side med trailers og andet klamt. Desværre druknede jeg min frihed i et overforbrug af kultur. Hvilket umiddelbart ikke lyder slemt, men jeg kan i dag ikke holde ud at se kommercielle spillefilm, besøge teatre eller læse en ufarlig krimi. Jeg keder mig allerede inden invitationen er færdiglæst. Hvilket måske er forståeligt for noget, men ikke for alt. Først var det bøgernes verden der blev ødelagt af gylleudgivelserne der sværter de danske forlag til, derpå var det filmmediet som mistede sin glans grundet masseproduceret gøgl og senest har jeg vendt ryggen til teaterverden.    

4. Ord der skaber

Jeg startede oprindelig med at blogge fordi det var sjovt at dele hverdagen med fremmede, siden blev det sjovt at dele hemmelighederne så kreativt som muligt, derpå handlede udgivelserne om læsertal og til sidst var det professionel opbygning af en niche. Jeg lukkede tidligere i år min hjemmeside Forbrugermania og gemte alle anmeldelserne offline. Pludselig var google ikke længere et vandfald af værdidomme når Thor Kristjan Kidmose var søgningen. Jeg påtog mig et klassisk fuldtidsarbejde uden andet indhold end drift. I starten tænkte jeg dette ville kede et svar frem, tvinge mig tilbage på det ene eller andet kulturelle spor, men lysten udeblev og anmelderi er åbenbart min fortid nu. Jeg savnede tydeligvis at stykke ordbilleder sammen, men har ingen ambitioner om bogudgivelser eller lange brevkorrespondancer med ligesindet. I stedet har jeg valgt at gå "2002 oldschool" på mediet blogs. Her kommer ikke andet end ordfragmenter og det der interesser mig, det jeg ønsker at dele og det jeg undrer mig over. Her er ingen udgivelses strategier, anmeldelser af noget som helst eller produkter der testes. Her er ord. Mine ord.

1 Comment