Barndommens sjældne besøg har ikke formet andet end nostalgiske forventninger til købstaden med bryggeriet der bar mit navn. Gaderne er mig endnu ukendte, midtbyen kun svagt bekendt og turistattraktioner er alle steder jeg har kastet med sparepengene. Nu er byen mit hjem, og regionen hvorfra min verden udspringer. Det føles på ingen måder ubehageligt og jeg er uendelig glad for min lejlighed i centrum af Randers. Hvor jeg måske nok er den tredje generation som bebor byen, men samtidig den sidste i min familie som prøver det. Her blev de sidste danske tog skabt, alt imens arbejderne blev nedbrudt i takt med industrialisering ebbede ud. Her boede der storke i midtbyen, her solgt man handsker, reb og Thor pilsner som var det noget særligt. I dag er det en midtjysk storby hvis sats på oplevelsesøkonomi virker lovende, men endnu kan gå galt. Det er dog hverken kopien af regnskoven, Elvis Presleys fødehjem eller sagnet om Niels Ebbesen som har lokket mig til byen.

Fotocopyright Forbrugermania

Det er noget så banalt som familie. Ved at bosætte mig i min mors barndomsby indflettes jeg pludselig i familiehistorien. Her bosatte mine mormor og morfar sig efter krigen. Her blev familiens drømme krydset med virkelighed og værdier indkapslet i rationelle valg. Jeg selv er født i Aarhus, søskende studenter fra Paderup gymnasium, forældre bosat i Vorup og det meste af familien begravet i Odder. Randers er byen jeg selv besøgte hver eneste sommer og lillejuleaften i 80erne. Hvor der både var store butikker, julebelysning og bybusser. Noget som ikke just fyldte i det mørke Himmerland hvor min egen barndom blev levet.  

Fotocopyright Forbrugermania


Hvis der ikke er flere ord at sige, så er der ingen grund til at tage samtalen. Noget der har taget mig mange år at lære, og samtidig en erkendelse jeg ikke var klar til som ung. Hvilket jeg tit tænker over når tid bruges med og på ungdom. For viden kan ikke altid deles henover alderskløften. Nogle fejl skal vi således hver især begå for at kunne udlede brugbar viden herfra. Det bedste jeg kan gøre, er at bekræfte deres rigtige valg. Når de er truffet af dem selv. Selvfølgelig er det fristende at blande sig mere eller forsøge at forme deres veje, men det vil ikke tjene noget formål. Den eneste udfordring jeg ikke helt håndterer så elegant, er de hormondrevet og flygtige forelskelser der kastes min vej. Selvfølgelig er det smigrende, nogle gange endda fristende, men som oftest blot en ungdommelig vildfarelse. For lige så berusende det kan føles når de kaster deres energi efter mig, lige så nedslående føles det at huske ens egen ungdom. Så selvom de talrige sene telefonopkald, tilfældige og henkastede bemærkninger alle blot er uskyldige forsøg på at fange min opmærksomhed, så minder de mig kun om fortidens smilende ansigter, æggende samtaler og flygtige møder. Hvilket både understreger aldersforskellen og gør det hele blot føles som uskyldigt og ligegyldigt koketteri. Det er i hvert fald sådan jeg betragter og behandler deres opmærksomhed. Hvilket sikkert kunne gøres med mere empati, finesse eller elegance.

Fotocopyright Forbrugermania


De forskellige emotionelle valg vi tager gennem livet, er sjældent andet end retningsgivende beslutninger. Mennesker fra fortiden tumler således både rundt i vores erindringer som genfærd, alt imens de lever i paralle virkeligheder til vores egen. Nogle gange krydser vi spor med disse genfærd og muligheden for at træffe andre valg byder sig til. Nogle gange ved jeg bedre, andre gange blandes kortene på ny. Jeg tager for første gang i 14 år til Lissabon denne sommer. Dels for at gense byen, dels for at have ferie og så skal mennesker mødes. Nogle bor ganske praktisk i byen, andre rejser der til på samme tid, enkelte har meldt deres ankomst efter de har hørt om min rejse. Det hele har potentiale til at blive lidt rodet, men jeg tænker, at det også bliver givende at gå i stilhed gennem byen der åbnede min verden og formede mit liv. Drikke espresso kaffe ved små ustabile borde, tale med gamle mennesker om ingenting og undre mig over alle de hjemløse hunde. Dufte madlavning og mærke solen brænde på min hud. Smage salten i luften og undgå lommetyvene. Fare vild i den gamle bydel, høre Fado sange, drikke grøn vin og bumle rundt i de gamle sporvogne. Noget vil ske i ensomhed, andet alene, men det meste i selskab med mennesker som jeg har savnet, savner eller havde glemt lever andre steder end i fortiden.          

Fotocopyright Forbrugermania

Noget er på vej
Ikke i rute men på vej
Broerne brænder
Vi drikker vin og danser tæt
Bygger luftkasteller
Lever og elsker
Som mennesker
Du er bekymringsløs
Det er jeg vild med
Elsker den måde du er dig på
Bare jeg kendte dig
— Hurtige hænder The Minds of 99

Comment