Når lygterne tændes

Comment

Når lygterne tændes

Det tager altid en lille evig og nogle uger ekstra, før en nulstilling efter et forlist forhold er gennemført. Jeg kender kvinder og mænd der aldrig lever livet alene, men blot fortsætter forhold efter forhold med nye ansigter, navne og forhistorier. Nogle gange tvivler jeg på hvem de reelt er, eller ville have været, hvis de stoppede op og fandt frem til kernen. Uanset hvad, så har jeg nu genfundet mig selv. Tankerne flyder frier og værdierne virker igen klare.

Du er kun een af de mange
jeg traf i lygternes skær
så jeg kan ikke forklare,
hvorfor jeg fik dig så kær.
Når lygterne tændes
på gade og vej
så går jeg alene
og tænker på dig
Vi mødtes tilfældigt
i lygternes skin
og du fulgte med mig
jeg lukked’ dig ind
Varmt lysene brændte
da du kom herhen,
De var ikke tændte
da du gik fra mig igen..
Når lygterne tændes
på gade og vej
så går jeg alene
og tænker på dig.
— Meincke, C.V.

Jeg forsvinder selvfølgelig aldrig helt, men overfladens ligegyldighed er altid et udslag af personlighedskalibrering. Mennesket bag disse ord har således fuldendt endnu en cirkel og står igen ved feltet start. Ældre, fattigere og måske klogere end før. Stadig søgende, nysgerrig og frihedselskende. Stadig sikker på mig selv og villig til at anfægte normerne. Men dog mildere, venligere og mere tålmodighed end sidste gang. 

Copyright Forbrugermania

Jeg har ikke noget behov for at vinde, skal ikke være et specifikt sted i livet og orker ikke variationer af den ægte vare. Hvis det ikke føles dragende, opslugende eller berusende er det mig lige meget. For puslespilsbrikkerne må ikke afsløre andet end et smukt billede, før brikkerne lægges og verden deles. Jeg gider ikke at kede mig i stereo, eller spilde vågne timer på forudsigelige magtkampe af den ligegyldige slags.

Copyright Forbrugermania

Du findes ganske givet og vi har allerede mødt hinanden et hav af gange. Nogle gange har timing været perfekt, men omstændighederne forkerte. Andre gange omvendt. Til tider har jeg vundet dit hjerte og mistet mit eget. Nogle gange snydt mig selv eller narret dig. For det meste fundet et stykke af ensomheden og kikket i afgrunden. Enkelte gange hevet dig op fra samme og endnu sjældnere levet i berusende lykke. Det har dog altid været kampene, tiden og ordene værd. Nogle gange for os begge og andre gange blot for mig.

Copyright Forbrugermania

Jeg har således ikke mistet troet på den eneste ene eller jagten på samme.   Men det er muligt, at jeg er den der har misforstået pointen med livet, og tosomhed altid er svaret. Jeg orker bare ikke at gennemtvinge endnu en reform af min livsfilosofi. En konsekvens ved fremskreden alder er bl.a. stædighed. Jeg mener således fortsat der må være plads til to hele mennesker i én forening. Uden hverken den ene eller den anden drukner i opgivet drømme, og uforløste ambitioner. Hvorledes dét falder på plads har jeg dog ingen praktisk erfaring med. Måske det kun kan fungerer i momenter, og hvis man er lykkelig for en stund, er det måske tiden og besværet værd?

Copyright Forbrugermania

Comment

Age is no crime

Comment

Age is no crime

Tilpasningen var ikke uden sværdslag, men fremfor at ændre mig, ville hun i stedet fokusere på det hun higede efter. Som en slags romantisk tunnelsyn fremprovokeret af alder, omstændigheder og måske endda et søgende hjerte. Det var tydeligvis ikke et projekt hun ønskede vi skulle være to om. Det var i stedet et slags inddæmningsforsøg, hvor mine kanter og afvigende meninger blot ville ødelægge turen mod det ufravigelig resultat. 

Comment

Dreams from the past

Comment

Dreams from the past

Jeg er nok ikke helt klar til at sige dem, og måske vil hun ej heller høre dem. Det er ikke afvisning jeg frygter, eller et knust hjerte. Jeg orker bare ikke at tage fejl, at spilde liv og energi på endnu et menneske der ikke burde være centrum for min opmærksomhed.   

Comment

Let me sleep - So I can dream of you

Comment

Let me sleep - So I can dream of you

Jeg holder af mit eget selskab, men det hænder, at jeg ikke kan holde mig selv ud når jeg er sammen med andre. Det ligner måske en selvmodsigelse, men det er mere en barsk erkendelse. Andre mennesker får det værste frem i mig, og kun selvdisciplin forhindrer nedsmeltninger af den uheldige slags. Jeg har med alderen lært at holde mig fra idioter, tomme mennesker og overfladiske distanceblændere. Til gengæld tog det mig længere tid at gennemskue hvem jeg fungerer optimalt med. Der er oplagte fællesnævnere, men vennegruppen består alligevel ikke af kloner. Der er selvfølgelig overvægt af kvinder, udlændinge og en rimelig stor aldersspredning. Der er mange med skæve indfaldsvinkler til verden omkring os, og endnu flere med kunstneriske synspunkter. Men det eneste de alle har til fælles er at de respektere min asociale tilgang til hvervet som ven. Jeg er således et menneske der kan rumme en masse, men kun orker samtaler på tomandshånd. De store sociale begivenheder er noget jeg skyer. Du kan således sagtens have alvorlige samtaler med mig, få min tid og støtte når livet gør ondt, rejse med mig og fjolle rundt, men du skal ikke indlejre mig i traditioner og fastlåste sociale interaktioner.

Copyright ToldYouSo

Copyright ToldYouSo

Det er muligt vi ikke er dømt til gentage fortiden, men jeg finder mig alligevel ofte fanget i problemstillinger af den historiske slags. Jeg fører således tit samtaler med forskellige mennesker hvor brudstykkerne kun afviger i detaljer, og konklusionerne altid forbliver de samme. Det hænder dog over tid at enkelte løse ender forbindes og konflikter bilægges. Der er dog sjældent tale om synkrone handlinger. Den person jeg debattere med i nuet fungerer i stedet som stedfortræder for alverdens mennesker fra fortiden. Så når jeg skifter spor, tilgiver eller giver slip på noget, så føles det langt mere voldsomt end det reelt burde. For min handling er ikke kun møntet på mennesket foran mig, men alle jeg har stået i samme situation med, lige indtil netop dette øjeblik. Jeg ikke altid bevidst om disse cirkler, men har med alderen lært at acceptere de findes. Det kan være banale magtkampe fra fortidige arbejdspladser, værdisammenstød fra forliste forhold eller politiske synspunkter af den ubøjelige slags, der pludselig finder en logiske afslutning. Hvilket ekkoer gennem mit nostalgiske kabinet af minder og bunken af mennesker jeg engang kendte. Det føles umanerlig uretfærdigt når det sker, og jeg kan til tider blive grebet af dårlig samvittighed. For havde jeg blot uvist mere tålmodighed, en anden fleksibilitet eller håndteret situationerne anderledes, så kunne mangt og meget havde været anderledes.

We leave something of ourselves behind when we leave a place, we stay there, even though we go away. And there are things in us that we can find again only by going back there
— Pascal Mercier, Night Train to Lisbon
Copyright ToldYouSo

Copyright ToldYouSo

Hun er en variation over et tema, en sammensmeltning af alle kvinderne fra mit liv. Hun er således både den jeg forlod og hende der knuste mine drømme. Hun er den jeg svagt kan erindre om morgenen lige før jeg vågner, og nogle gange er hun den sidste jeg tænker på før søvnen fanger mig. Det hænder at jeg savner hende, at jeg længes efter tosomheden og de faste rammer. Men som oftest er det blot i drømmene at vi mødes og i hjertet minderne heles. Jeg kan ikke ændre på beslutningerne, rette fejlene eller søge andre udfald end det vi fik.  For selvom jeg også ældes, rundes og mildes så ved jeg, at det ikke er et let valg at elske mig, og endnu sværere bliver det hvis dit behov for anerkendelse er højt. Min stædighed, autonomi, kompromisløshed og emotionelle hårdhed er som oftest det der giver knubsene. Men når minderne om hende klippes på den helt rigtige måde, så står mine undskyldninger i kø, og de dyrekøbte erfaringer skriger på anvendelse. Jeg søger derfor fortsat efter hende, du ved, den eneste ene. Velvidende hun kun kan blive dette, takket være alle de der gik forud for hende.

Copyright ToldYouSo

Copyright ToldYouSo

Comment

Livet leves bag facaden

Comment

Livet leves bag facaden

Tyve flytninger har skabt en særegen samling af ting og sager. Jeg har således utallige af fragmenter der ikke passer til så meget andet, end alt det der ikke længere haves. Hvidvinsglas fra en serie en ekskæreste har rødvinsglassene til. Stole der passer til et spisebord som står hos en anden. Reolsystemer af den ufuldendte slags og bind to af en serie jeg ikke fik læst. Bodelinger, flyttemænd og skiftende kvadratmetre har således formet mine ejendele og forståelse for hvorledes et hjem bør se ud. Jeg føler mig derfor  på afveje i ethvert boligmagasin og udstillingsvindue. Jeg kan ikke lade være med at gyse når mennesker har bogreoler uden bøger.

Til gengæld ejer jeg ikke noget uden historie, værdi eller mening. Tæpper fra Persien arvet fra familiemedlem der engang arbejdede der, hjemmelavet kniv fra min morfar, kunstværker fra og af kvinder i mit liv, tekander og andet habengut indkøbt i designforretninger, loppemarkeder og sidegadeforretninger fra hele Europa. Sten fra Grønland, Ungarn og Sejerø. Potteplanter arvet fra en chef for tyve år siden og avancerede køkkendimser fra da jeg levede i restaurantverden. Tilsammen udgør de det visuelle udtryk af min fortid, mine værdier, de jeg elsker og det jeg holder af. Jeg kan godt lide at mit hjem er en visualisering af mig. Det både hjælper folk til at forstå mig og giver mig rødder når sjælen er på afveje.

Just som det fysiske udtryk i min lejlighed er et sammenrend af tilfældigheder, således er min personlighed, smag og mærkesager også skabt ved tilfældige møder, sammenstød og løsrevne samtaler. Der hver især enten har plantet kimen til noget stort, ændret mit spor eller hjulpet mig til at forbinde punkterne foran mig. For selvom jeg sjældent gør noget uovervejet og aldrig lever uden flere planer så er der alligevel altid et stort element af tilfældigheder. Som oftest er livet noget jeg vælter over under rejser, over alkohol eller i samtaler med kvinder.

Den lange togtur mellem Lissabon og Porto blev tilbragt med de fattige studerende og pensionister på tredje klasse. Her faldt jeg ind ud af samtale med en lokal biolog, der normalt arbejdede med på sit Ph.d. projekt i Sintra. Vi byttede synspunkter, smil og ord. Men det jeg tog med mig var hendes kærlighed for Frank Herberts bøger. Hver gang jeg læser en ny Dune udgivelse tænker jeg på hende, om hun fik afsluttet hendes uddannelse og betalte staten nogensinde de måneders løn de skyldte hende.

J.K Rowlings bøger var ej heller påbegyndt hvis ikke det lokale stamsted i Kolding havde den evig boglæsende bartender Vinnie bag disken. Kurt Vonnegut faldt jeg ligeledes først for da en kæreste introducerede mig for forfatterskabet. Jeg blev forført af Rom da en kvinde  trak mig rundt i de skjulte sidegader, glemte pladser og skæve afkroge på jagt efter kunst, eventyr og usagte ord. Just som  Zaz krøb under huden på mig grundet samtaler af den personlige slags i Bratislavas nedslidte betonlandskab. Sushi som julemad blev en del af mit live grundet et ægteskab af den skæve slags, og vil nu altid tilhører den højtid. Just som Caipirinha ikke kan drikkes uden tankerne hviler på en russisk skønhed fra Barcelona, så vil Mojito altid være forbundet med cubanske barer i Madrid og hendes brune øjne.

Tænker tit at stilheden fortrækkes med alderen fordi alt omkring en er forbundet med minder, gyldne øjeblikke, glemte samtaler og afbrudte drømme. Mennesker der ikke længere findes og elskede hvis fortid for altid er sammenflettet med din egen. Jeg er dog ikke helt klar til at sidde på en bænk og se bølgerne slå ind over molen mens mågerne skriger. Men jeg tager mig tit i at genkende mønster i livet omkring mig. Sløjfer jeg ikke længere behøver at slå, muligheder der ikke afsøges fordi jeg ved de er fejltagelser og sammenstød der undgås da sejren ikke har værdi. Jeg nyder at genleve minderne når mennesker fra fortiden krydser mit spor. Denne weekend havde jeg mulighed for at gense en gammel ven fra Schweiz og som altid var det underholdende, tilfældigt og fyldt med genkendelse. Det er sådan oplevelser, sådan mennesker, sådan minder der får mig til hele tiden at søge nye veje i mit liv.

- Et synspunkt!

af

Thor Kristjan Kidmose.

Comment

I'm starting with the man in the mirror

Comment

I'm starting with the man in the mirror

Det sjoveste ved at kæreste med psykologer er ikke blot at forholdets magtkampene pludselig kan tabes, det har også givet mig en serie påtvunget erkendelser om egne svagheder og mangler. Der som altid også er mine styrker, hvorfor følgende skrives med en vis grad ambivalens. Jeg vægter logik, argumenter og gennemtænkte analyser langt højere end konklusioner baseret på følelser. Hvilket sikkert ikke kommer som en overraskelse for nogen der har mødt mig. Jeg kan sagtens forstå nostalgi, kærlighed og uforløste konflikter former vores verden, vores værdier og vores valg. Der hvor misforståelserne sker, er i sammenstød med mennesker som vægter emotionelle værdier over  objektive konklusioner. Hvilket selvfølgelig gør at politiske diskussioner med mennesker fra f.eks. Balkan sagtens kan skride af sporet, jeg bør ej heller debattere historie med grækere, eller være den der trøster teenagere med knuste hjerter.  

Jeg har aldrig nogensinde været en kæreste utro. Det er måske ikke en bedrift der kaster klapsalver eller belønninger af sig, men alligevel en erkendelse der fylder en del i mit eget liv. Dels fordi jeg sjældent har taget hensyn til om kvinden der havde min opmærksomhed var i forhold eller ej, og dels fordi jeg ofte er blevet beskyldt for utroskab. Det at min vennekreds består af kvinder, kvinder og endnu flere kvinder, gør det selvfølgelig oplagt for en kæreste at være mistænksom. Når det så kombineres med min ærlighed og direkte svar begynder det at gå galt (for mig). For selvfølgelig synes jeg der er veninder som er smukke, enkelte der er tiltrækkende og flere jeg har et emotionelt nært forhold til.

Det har dog over tid vist sig at det ikke kun har været i relation med kæreste(r), eller veninders kærester gnidninger og misforståelser kunne opstå. Jeg har simpelthen været blind over for det faktum nogle kvinder kunne misforstå min tilgang, min væremåde, min interaktioner med dem. Hvilket kan fremstå lidt naivt, men for mig har det være helt evident hvad mine hensigter har været. Hvorfor det har virket både arrogant, provokerende og unødvendigt at fastslå med ord, at det kun er venskab jeg søger. Der er dog ingen tvivl om at jeg må tilpasse min kommunikation eller udbygge min vennekreds med mænd fremfor kvinder. Da jeg flere gange de seneste år har havnet i situationer som kun kan skyldes manglende forventningsafstemning fra min side. De forskellige beskyldninger / analyser diverse kærester har kastet efter mig gennem årene har således en anelse sandhed over sig. For selvom jeg ikke søger et forhold/sidespring/sex så er min opmærksomhed / emotionel nærhed / tid og indtagelse af ord åbenbart indikatorer på det modsatte. Det at favne en kvinde i tålmodighed, opmærksomhed og latter har været kimen til de fleste venskaber for mig. Men jeg må erkende at det altså kan misforstås. Der findes således kvinder der på trods af mit jævne ydre, fremskredne alder og åbenbare mangler kan finde på at finde mig tiltrækkende.   

-

Et Synspunkt!

Af

Thor Kristjan Kidmose.

Comment

Fravalgene der gør ondt

Comment

Fravalgene der gør ondt

Det hårde bump, og den kvasende lyd som runger gennem kupeen betyder ikke kun at togene bliver forsinket, men at et menneske har mistet livet et sted nedenunder s-togets gulve. Nogle gange når jeg pendler, føler jeg mig som statist i en halvdårlig Fellini film, andre gange fortaber jeg bare i tankerne om livets tilfældigheder. Folk der rammes af busser, biler der støder sammen, mennesker der udånder stolerækker fra mig, eller de der falder om på gaden grundet et hjerteanfald, alle sammen minder de mig om hvor hurtigt skiftet kan ske. Pludselig bliver ens sidste handlingsidste ordsidste tanker noget meget konkret.

Nogle gange kan man gøre en positiv forskel, nogle gange kan mennesker reddes, andre trøstes, smerte lindres eller hjælp tilbydes. Men som oftest er det hele bare et barokt og tilfældigt sceneri på min vej til og fra arbejde. Selvfølgelig ved vi godt at mennesker dør og mange af disse døsfald sker i trafikken, men det er alligevel noget andet at overvære harmonikasammenstødet, selvmordet på togstationen eller se cyklisten få klippet forhjulet i et kryds, end blot at høre om det i nyhederne.

I en verden uden rollemodeller er det let at tro man selv er helten. Det er dog sjældent tilfældet, og skulle du være i tvivl, kan du altid kaste et kritisk blik på dit elektroniske spejlbillede. Det er dog ikke ensbetydende med at du kun en samling af spildte muligheder, spildte drømme og spildt potentiale, men det kræver en indsat at blive til andet. Det kræver konstant hårdt arbejde at gøre verden til et bedre sted, ved at gøre dig selv til et bedre menneske. Det er langt lettere bare at give slip og lade sig opsluge af den evige strøm af meningsløs overflade. Jeg bebrejder dig ikke, hverken at du fristes eller hvis du opgiver drømmene om at blive til andet og mere end blot en ligegyldig forbruger.

Jeg vil dog opfordre dig til at lære førstehjælp, lære flere sprog end dit modersmål, rejse ud i verden, hjælpe mennesker på din vej når du kan. Acceptere at livet leves efter din egne regler, og ikke andres målestok. Du skal ikke nå noget specifikt. Du skal ikke være et bestemt sted i livet før du dør. Så hvorfor ikke fokusere på turen dertil, fokusere på lykke, fokusere på om du gør en positiv forskel i verden eller ej. Hvis du blot lever for akkumulering af viden, ting eller internetberømmelse så er du måske ikke det mest behagelige menneske i verden. Måske gør det ikke den store forskel om det er din cykel, der suges ind under lastbilen?

Uanset om du forsøger at redde verden gennem forskning, eller blot lindre det enkelte menneske i smerte, så er det vigtigt at huske hvorfor du valgte denne vej. Valgte at hjælpe, valgte at stille dig selv til rådighed, valgte at give afkald på egoistiske målsætninger. 

Det er altid vigtigt at vide hvor man kommer fra, hvor man er på vej hen, men det vigtigste vil alle dage være hvorfor. Hvis du ikke længere kan huske svaret på det,  så er du på afveje min ven. Hvis du ikke kan huske hvad du ville med magten, med rigdommen, med viden, med livet som du har, så er det på tide at skifte spor. Så er det på tide at give afkald på ting, for igen at finde ind til det der er vigtigt. Det der giver livet mening. Det der giver dig ret til at påstå, at det gør en positiv forskel om du er her eller ej.

Comment

Hold my beer, and watch this...

Comment

Hold my beer, and watch this...

Takket være smartphones farer jeg aldrig rigtig vild mere. Hvilket selvfølgelig både er praktisk og befriende for de der har aftaler med mig. Men jeg savner alligevel følelsen, og den magi der kan opstå når nye bydele udforskes. Det at havne i kælderbeværtninger af ukendt oprindelse, blive guidet rundt i en forladt bunker eller blive hevet med til høstfest af vinbønder i det sydfransk, rummer altid kimen til noget stort. Det behøver ikke at blive til andet end sære samtaler, sjove tilfældigheder eller upraktiske genvordigheder.

Jeg synes bare det er langt sjovere at blive lært den korrekte måde lave bruschetta på af en gammel italiensk mama, end det er at besøge Vatikanet. Debattere flygtningepolitik med en flok stokkonservative, småfulde racister end at besøge mindesmærket for Europas myrdede jøder. Jeg trevler heller loppemarkeder igennem end et shopping center. Indtager gerne gadekunst, gøgleri og festivaller men orker sjældent at besøge de store teatret, museer eller berømtheders fødesteder. Jeg orker næsten intet museum, jeg orker ikke at læse tekstkasser, forholde mig til formidlingen af noget som helst eller danne mig en oplyst mening om tværsnittet udstillerne har lagt.

Det er derfor befriende at jeg med alderen har udviklet venskaber med mennesker der enten forstår eller blot imødekommer mit ønske om at indtage verden på andre måder end at stå i kø. Hen over julen kravlede jeg rundt i nedlagte togtunneler langs Douro og trods det foruroligende antal rotter (både døde og levende) var det vitterlig smukt. Senest indtog jeg en etiopisk restaurant med venner i Neukölln, hvor mad spises med fingrene, kaffebønnerne ristes i hjertet af restauranten og popcorn åbenbart er en del af gastronomien. Det var sanseligt, sjovt og hyggeligt. 

Hovedformålet med turen til Berlin var dog i lige så høj grad at tage afsked med en ven. Hvilket teknisk set allerede skete for nogle år siden hvor kontakten ophørte. Det er altid en anelse hårdt at være den voksne. Men jeg rakte alligevel ud, investerede tid og fik glattet ud. Således vores afsked ikke var præget af andet end melankoli og uindfriede drømme. Hun har været en del af mit Berlin siden 2005.  Hun har slæbt mig med til flere ferniseringer end noget normalt menneske burde overleve. Hjalp mig da jeg flyttede til byen i 2012. Stillet hjem og tid til rådighed gennem årene.

Vi har således kravlet rundt i forladte bygninger, akvædukter og på tagtoppe. Haft helt igennem prætentiøse idiotiske samtaler om det meste, som heldigvis et fåtal har været udsat for. Det har været udfordrende, og nu er det slut.

På mange måder et berigende venskab der åbnede et utal af indre døre men i det lange løb ikke havde nogen positiv effekt på hverken hende eller mig selv. Det er muligt jeg er halvvejs gennem livet, men har jeg tydeligvis fortsat en masse at lære endnu. Hvilket sikkert kunne føles livsbekræftende, men nok snarere føles lidt skræmmende.  

Comment

Spor krydses og smil gengældes

Comment

Spor krydses og smil gengældes

Jeg har indtaget muligheder, lufthavne og kvinder på samme skødeløse måde en teenagere forvalter sin børneopsparing. Jeg har smækket med døre der aldrig skulle have været åbnet, og krydset broer der ikke førte nogle steder hen.  Jeg har således været på vej mod ingenting rigtig længe, og føler nu at rejsen er ved ende. Det er på tide at tilgive mig selv og alle andre. Dette var vejen jeg valgte, målene jeg nåede og værdierne jeg havde. Balancen er genoprettet, og selvom ungdommen for længst er forbi så føles fremtiden igen lys og åben.

Siden du og jeg sidst mødte hinanden på bloggen her, har jeg tilbragt nogle juledage i det portugisiske, hvor spor med en yngre udgave af mig selv blev krydset og min fødselsdag blev fejret. Jeg mødte nye venner, opdagede skjulte skatte og fik hilst på mennesker fra fortiden. Skilsmisser blev vendt, alkohol drukket, latter delt og ord indtaget, som om tiden havde stået stille imellem os. Det var både en nødvendig rejse, og en jeg havde undgået alt for længe. Her fandt jeg en fortidig reflektion af en fremtid jeg aldrig oplevede. Her blev jeg mindet om at elleve år både går hurtigt, og at tid altid sætter sine spor. Det er i Portugal min romantisk melankoli udspringer fra, og det her mit hjerte har hjemme.  

Vi har alle en afmålt tid på planeten, men det er først når du bliver ældre at du indser geografien også er afgrænset. Det er muligt flyvemaskinerne kan bringe dig til eksotiske destinationer, og den globale verden giver dig følelsen af at alle muligheder er åbne. Det er dog en illusion. Da det er kun relationer du bruger tiden på som bliver meningsfulde. Hvilket kræver tilstedeværelse og genkendelse. Det er således kun steder du udforsker der vil blive forstået. Det er kun kærlighed der deles som har mening, og kun hjerner der bruges som udvikler sig.

For hvert valg du træffer er der indbygget en serie fravalg. De der forbliver i barndommens landsby finder en samhørighed, som  globetrotteren aldrig vil forstå.

Børneproducenterne vil altid påstå de har fundet meningen med livet, mens de barnløse føler sympati med ofrene de giver. Arbejdsmarkedetsslaver drømmer om friheden, mens trygheden fast arbejde giver virker tillokkende udefra.

Jeg har levet ude af trit med lokalsamfundet så længe at det føles normalt. Jeg har altid dyrket det internationale, da det nationale virkede fordummende. Jeg har sprunget mellem jobs som var de isflager og nydt min frihed, velvidende at de en dag måske ville forsvinde. Livet uden sikkerhedsnet har dog aldrig været det svære, det har i stedet være nedbrud af de selvskabte forhindringer. Det er således kun mig der ved om livet leves succesfuldt, leves til fulde og om kampene var besværet værd. Indtil nu er svarene positive, og for første gang i lang tid, føles det som om fremtiden igen er et sted der er værd at udforske.

Comment

Den nærmeste omvej

1 Comment

Den nærmeste omvej

Fortidens fængsel

Hver eneste december er der mennesker som finder det meningsfuldt at reflektere over året der gik, og derpå spå om de kommende 365 dage. Der laves lister over alverdens ting, både de gode og de dårlige. Vi mindes i fællesskab alle der gik bort i 2016, alt det der gik galt og det der var  fantastisk. Den sidst nat stimler vi så sammen, og ser på fyrværkeri der oplyser himlen. Hvorpå vi glæder os over at vi endnu engang overlevede 12 måneder, og for et kort øjeblik glæder vi os til det ukendte år. For måske er 2017 året hvor vi bryder fri fra fortidens fængsel? 

Jeg selv forsøger efter bedst evne at give slip på alt hvad der er destruktivt, negativt og spild af liv. Der siges farvel til mennesker der dræner, til minder der nager og tanker som ikke gavner. Men tvivler på at jeg kan sige mig helt fri for fortidens spøgelser. I stedet søger jeg at leve livet i henhold til egne værdier og målstokke. Jeg søger balance, indsigt og udsyn i alt hvad jeg laver. Jeg samler på mennesker med værdi, uanset om de kun findes i bøger eller i kød og blod. Jeg samler på viden, oplevelser og muligheder. Jeg søger øjeblikke, situationer og samtaler der vil berige mit liv. Just som jeg forsøger at holde det reklamefri, ægte og levende.        

The Thrill is Gone

Når jeg passerer et museum, en udstilling eller et velkendt teater, så føler jeg en genkendelsesglæde der næsten lokker mig indenfor. Heldigvis forbliver jeg stående på det golde fortov og nøjes i stedet med, at kikke længelsfuldt mod døren. For jeg ved det godt. Inderst inde. At det er slut med premierer, billig hvidvin og prætentiøse kulturelle samtaler i foyeren. Har set det, været der og nydt det. Men jeg er mættet. Just som den rejsende kan få nok af lufthavne, hoteller og indtagelse af mad alene, så kan man som anmelder miste glæden ved kulturen. Den evige higen efter overraskelsen, efter åbenbringen, det guddommelige og det der formåede at bryde gennem panseret, fik mig til at indtage alverdens skuespil, danseforestillinger, komedier og musicals. Jeg husker fortsat  alle højdepunkterne,  øjeblikkene der gjorde forskellen, de gode oplevelser, de rørende scener der ramte mig og følelsen af samhørighed. Desværre også alt det andet, alt det der til sidst drænede mit hjerte for kærligheden til scenen. Det at stoppe med at svinge forbi scenerne 20-30 gange om måneden gav mig selvfølgelig både et tomrum og følelse af frihed. Pludselig var aftenerne min egne og pludselig havde jeg ikke andet end tid til overs. Det er først nu at jeg igen er ved at finde nye veje, nye steder, nye ting og genfinde gamle  passioner.     

Ensom i dit selskab

Jeg husker ikke længere hvordan vi mødtes, samtalerne lever også kun i fragmenter og nogle øjeblikke huskes kun grundet tilfældigheder. Men følelsen af ensomhed, den  husker jeg, den husker jeg for altid. Uanset hvor vi var, uanset hvad vi lavede, uanset om andre var med, så følte jeg mig uendelig ensom i dit selskab. Som var der en uset dybde i dit indre der slugte alt der definerede mig som menneske. En destruktiv kraft der drænede mig for liv, fremdrift og glæde. Når jeg talte smuldrede ordene i min mund, og meningen forsvandt fra mit sind inden sætningerne var afsluttede. Jeg forsvandt imellem dagene vi tilbragte sammen. Jeg blev til en skabning der både lød, lignede og mindede om manden jeg var inden vi fandt sammen. Jeg genkendte ikke mig selv i dine øjne, spejlet eller mine handlinger. Jeg levede pludselig kun i drømmene, skyggerne og fortiden. Kun skallen af tosomhed understregede at der var andre end blot dig. Det var teknisk set et forhold, men for mig, en evig påmindelse om, at livet alene altid er bedre end sammen med den forkerte.     

1 Comment

Barn af alfabetet

Comment

Barn af alfabetet

De store stueplanter, de endeløse bogreoler, de aparte ting, arvestykkerne, rejseminderne og de mange kunstværker udgør ikke blot rekvisitterne i et hvert venstrefløjsmiljø fra 1970erne. Det er også en retfærdig beskrivelse af mit eget hjem, uanset periode og bosted. Jeg burde utvivlsomt føle mig en anelse rodløs efter de mange flytninger, de hyppige skift af alt hvad der burde være permanent, men det er på ingen måde tilfældet. Jeg føler mig i stedet rodfæstet, stabil og helt igennem i balance.

Hvilket både skyldes mine hjem, mine valg og mine værdier er variationer over mine forældres ungdomsidealer, og så den trygge barndom jeg havde. Jeg kendte slet ikke til skilsmisser, brudte hjem og knuste drømme. Jeg kendte kun til de endeløse, røvkedelige naturområder uden anden underholdning end fantasi og bøger. Jeg voksede op uden at mangle noget, men jeg kendte altid prisen. Jeg voksede op i det smukke, men uendelige depressive Himmerland, hvor ingen rigtig vidste noget af værdi, men alle vidste hvad de andre lavede. Der hvor drømme altid havde begrænsninger og sorte penge holdte hverdagen sammen. Hvor folkeskolen vitterlig var en afgangseksamen, og alt andet blot unødvendig luksus. Hvor der var himmelrum, albuerum og tanketomt hos de fleste, mens hjerterum og internationalt udsyn ikke var lige så udbredt. Det er stedet jeg både genkender og savner i Allan Olsens sange. Det er stedet jeg mindes når Læsø besøges. Det er ungdommen jeg husker når Aalborg gæstes. Det er regionen jeg genkender når massefyringer, butiksdød og sociale problemer tager overskrifterne.

Jeg har taget mange ting med fra det jyske. Dels en fin forståelse af sarkasme og ironi. Dels en udlængsel intet bybarn helt vil kunne forstå. Samt selvfølgelig følelsen af at teater, kunst, kultur og indkøbsmuligheder aldrig bliver ligelig fordelt.Jeg havde dog ingen følelse, forståelse eller oplevelse af København var hovedstaden. Det var langt lettere at tage til London, Oslo, Berlin og Aarhus når man voksede op i det nordjyske. Hvorfor frihedskampenes mål var koncerter på egen hånd i Aarhus, værtshusbesøg i al for ung alder og studieture til udlandet. Den sjællandske hovedstad havde hverken tiltrækning eller indhold der skabte misundelse.

Jeg nåede at flytte hjemmefra inden studenterhuen var i hus. Jeg nåede at komme i økonomiske problemer inden udlandsdrømmene var opfyldt. Jeg nåede at hade arbejdsmarkedet inden jeg var udlært. Jeg nåede at skade min krop inden ungdommen var slut. Jeg nåede en masse af det sjove og undgik alt det dumme. Har stået ved begravelserne hos de der drak og kørte galt, de der døde før tid grundet afstumpet vold, de der begik selvmord fordi sindet gjorde ondt og alle de andre som enten bare var uheldige, overmodige eller for dumme til at klare sig i verden. De første dødsfald skræmte mig, de næste bekræftede blot at livet var kort og siden blev dødsfaldene blot noget af rammen for min opvækst. Alle formede de mig. Dels fik jeg et lag af kynisme, ligegyldighed og klarsyn som ikke er alle forundt. Dels lærte jeg at prioritere. Skære det unødvendige, det trivielle og tåbelige fra. Den overfladiske verden er således kun et sted jeg besøger, ikke et sted jeg opholder mig.

Det var dog først med de internationale sommerskoler, højskoleophold, arbejde med udvekslingsstuderende og internationale NGOs jeg begyndte at opbløde mit verdenssyn. Jeg lever fortsat i en parallel verden til det danske samfund. Men jeg er ikke længere i krig med idioterne, med traditionalisterne eller de middelmådige. De må gerne nyde Black Friday, Juleafslutning, vild med dans og kageordninger. I stedet sørger jeg for min egen verden er et helle fra alle disse ting. Her skaber jeg et internationalt frirum, fyldt med bøger, kunst, gastronomi, mennesker med noget på hjertet og i hovedet. Herfra udspringer min verden, og her har jeg hjemme.

Comment

ReBoot 2017

Comment

ReBoot 2017

1. Store Cirkler Har Store Centrummer

Der findes mennesker hvis liv synes at følge en stringent plan. Hvor hver eneste trin udgør en logisk forsættelse af hinanden. Jeg selv lever i cirkler, der alle er variationer over et tema. Temaet ændrer sig over tid, men formen er altid den samme. Hver gang jeg forsøger at bryde mønstret oplever jeg både indre og ydre modstand. Det er ikke ensbetydende med at jeg lever et liv fyldt af gentagelser, eller konstant laver de samme fejl. Blot at jeg har fundet en tryghed i måden jeg lever på. Der dog hverken er synderlig aparte, eller særlig revolutionerende. Det er blot mit liv.

De mange flytninger, de utallige ECTS point fra universitetsverden og de mange spøjse jobs jeg har haft, udstikker således rammerne for mit liv. For det er her byggeklodserne til alt der er vigtigt for mig er skabt, fundet og forfinet. Kernen er fortsat viden, frihed og alt internationalt. Tilgangen kan svinge fra det prætentiøse, over det elitære til ren barnlig nygerrighed.  Jeg har accepteret kanterne, fejlene og manglerne. Jeg bliver aldrig folkelig, ungdommelig eller bekymret for din mening. Til gengæld søger jeg dit venskab hvis du har omløb i hovedet, kan håndtere sarkasme og ved verden er så meget mere end de hjemlige omgivelser. 

2. Tomhed På Dåse

Da jeg delte alder med hvad man kalder ungdom, var det byrejser til New York, frivilligt arbejde i Australien og hobbyen marathonløb der udgjorde målestokken for succes. Før min generation var det noget andet, just som det i dag er ferie på Bali, dykning ud for Mexico og gennemførelse af ironman der udgør nogle af prestigevalgene.  Der er ingenting galt med at hige efter det ene eller andet, men hvis dit liv blot bliver overflade, så ender du som et tomt menneske. Et menneske der utvivlsomt kan andet end at forbruge, men bare aldrig gør det. Din livsstil bliver noget du har abonnement på. Dine valg formes af prisskilte og værdierne udspringer af det samme. Du ligner måske et menneske der er spændende, et menneske med indsigt, erfaring og visdom. Men du er ikke andet end én tom skal, hvis overflade skifter kulør med moden.

    3.  Like walking on broken glas

Der findes øjeblikke, erindringer om mennesker der ikke er her mere og brudstykker af samtaler ingen længere fører, som er mine kæreste minder. Der findes steder, stemninger og ansigter som giver mig ren glæde. Men det er i grænselandet mellem nostalgi og nye erfaringer jeg føler mig levende. Det at genopdage sig selv burde være alle forundt. 

Vi deler alle sammen øjeblikket her i tid og sted. Men det er kun et fåtal os der har en forbindelse. Du og jeg kender måske hinanden, måske vi lever i hinandens fortid eller også lever jeg kun som ord på din skærm. Det er både skræmmende hvor flygtigt livet er og samtidig det der gør livet værd at leve. Hver eneste gang jeg glemmer denne banale sandhed, drukner min hverdag i stilstand og ligegyldighed. Nogle gange kræver det blot et smil, et knus eller genoptagelsen af en samtale for at livet kommer tilbage på sporet.

Comment

De mange masker

3 Comments

De mange masker

Til døden os skiller

Skulle du være i tvivl, så lad endelig mig udviske dit sidste håb. Der kommer en dag, hvor også du, skal dø. Hvor alle dine minder, det du var, det du aldrig blev eller fik tid til, bliver ligegyldigt. En dag hvor dit sidste måltid, vitterlig blev det sidste du spiste i denne verden. Mens du udånder glider tankerne måske henover alt det du var, alle du mødte og det du efterlader dig på denne jord. Uanset hvor poetisk det end må lyde, så vil døden hverken være retfærdig, smuk eller synderlig belejlig. Så tag nu dit spejlbillede i hånden og udforsk dine muligheder, afsøg dit verdensbillede og grib nogle af drømmene. Lev dit liv så det føles levende, så det føles rart, så det føles som meningsfuldt, eller i det mindste som andet end blot én lønmodtager med hang til overforbrug. Uanset hvilket spor du vælger, så håber jeg det giver dig glæde.

Manden der blev væk

Det er ikke altid let at trække skillelinjen mellem hvem du var som menneske før hende, og hvad der blev skabt i tosomhed. Selvom forskellen mellem individet du var og mennesket du blev, er tydelig for enhver.  Det at miste sig selv i et andet menneske er ikke kun forbundet med grænseløs kærlighed, det sker også hvis du ikke har en klar ide om hvem du er. Jeg mistede selv mit fodfæste fordi drømme blev sat på standby, alt imens hun fandt sig selv. Processen trak ud, og selvom ingen af os handlede i ondskab eller fuldskab, så mistede vi hinanden. I takt med klodserne faldt på plads for hende, var jeg således blevet til en tom skal med et velkendt ansigt og intet andet. Hun forsvandt selvfølgelig med en anden, hvilket ville have gjort ondt, hvis jeg ikke allerede var blevet væk!

Taste of Freedom

Mens vi ventede på normaliseringen af hendes sind havde jeg kanaliseret min vildskab, energi og kompromisløshed ind i velafgrænsede områder af den ukendte slags. Pludselig kastede jeg ord efter kulturelle oplevelser, gik mere i teateret end noget andet menneske og søgte konstant indtægter på nye måder. Jeg solgte ideer til tåbelige firmaer, fornyede kedelige virksomheder og hjalp fonde uden sjæl. Jeg udviklede koncepter, lavede marketing for produkter af den sjove slags, jeg hjalp kreative sjæle med at flyve og bed fra mig på alverdens borgerlige arbejdspladser. Jeg hånede dumheden, sparkede til det middelmådige og levede uden sikkerhedsnet, så længe at det føltes normalt. Men selv om det hele lignede, mindede om og smagte lidt af mennesket jeg var. Så var det alligevel mere strømlinet, mere kedeligt, mere normalt og derfor med tiden mere ligegyldigt.

De Rationelle Valg

Jeg har med tiden igen forbundet skallen med indholdet. Jeg er således en helhed der både genkendes i spejlet, værdierne og menneskerne omkring mig. Jeg er fortsat ufattelig reserveret, og hvis du er en idiot er vi ikke venner. Jeg er måske blevet mere overbærende, mindre sarkastisk og mere kompromissøgende end da jeg var ung. Dog er samtidig blevet mere egoistisk, mindre tålmodig og helt igennem ligeglad med hvad tosserne synes om mig. Det at skære alt unødvendigt fra giver vitterlig energi, glæde og muligheder af uanede mængder. Siden mit sidste indlæg har jeg givet plads til vilde ideer, fortid og impulsive beslutninger. Virksomhedsnavn af den midlertidige slags er valgt, ToldYouSo giver mig således et CVR nummer og frihed til at udforske nogle projekter. Jeg har klasket ver2.dk domæne på denne blog. Jeg har aftalt gensyn med mennesker jeg har kær, mennesker der alt for længe har levet i min fortid og et andet land på én og samme tid. Jeg nyder at genfinde styrken i mig selv. Jeg har alle dage været ligeglad med en masse, men til sidst var jeg tæt på at glemme det der betød noget for mig.

3 Comments

Blindgyder Vs Rundkørsler

Comment

Blindgyder Vs Rundkørsler

 1. Step by step

Jeg behøver ikke at ende med et antikvariat i Sydeuropa ,hvor kaffe sælges og meninger brydes, for at blive lykkelig. Men skilsmisse, opbrud og flytninger har drænet mit økonomiske råderum, så jeg i dag føler mine banker ejer mig. Jeg har derfor skruet en mental femårs plan sammen, som på trods af sine ligheder med Luksusfældens konklusioner, er min egen. Jeg skal blot formå at blive boende det samme sted, holde til fast arbejde og finde glæde i de små ting! Jeg skal eje færre ejendele, fylde livet med mere kvalitet og så skal intet overtænkes. Hvis jeg kunne undgå at forelske mig i andet end umulige projekter vil det ligeledes være til stor hjælp. Skulle mulighederne byde sig, vil jeg meget gerne til Iran og Sydkorea.

2. My House, My Rules

Jeg tror derefter det logiske slutmål for mig, bliver et liv som selvstændig. Dels fordi det vil passe til mit temperament, tanker om professionalisme og humør. Der har længe og hyppigt være forskellige ideer forbi tegnebrættet, computerskærmen og i samtalerne hen over bordet. Tilgangen har altid været båret af ønsket om frihed, mobilitet og kreativitet. Hvilket som oftest bliver webforretninger, konsulentliv eller produktioner af den flytbare slags.

De nuværende projekter indeholder alt fra at lave radio, producere discount fotobog, arbejde som alternativ guide, over til webforretning der sælger kunst og fotofliser. Strømlinet er det således ikke, men det passer mig fint, og jeg vil forsøge at sætte alle disse både i søen over de kommende år. Jeg er allerede i gang med at udvikle et lidt anderledes guidekort til Berlin, med en lokal personlighed. Layout, produktion og samarbejdsaftaler fylder for tiden min fritid og mailindbakke. Faktisk er det kun radioproduktion jeg ikke selv har kontrol over, eller helt ved hvor havner. For hvis æteren i forvejen er fyldt med selvglade tosser, er der sikkert ikke plads til flere. Men jeg kan umuligt være den eneste der savner børneradio?

3. With a Little Help from My Friends

Jeg har været velsignet med velvillighed, venskaber og lokal høflighed når rejserne sendte mig rundt i verden. Uden disse mennesker ville baggårde, lokale perler og sære værtshuse være misset. Disse mennesker har budt mig indenfor, bespist mig og præsenteret mig for flere familiemedlemmer end jeg selv har. Nu hvor hverdagen stabiliseres og rejserne nedprioriteres, så kommer jeg til at savne denne sociale interaktion. Jeg vil derfor forsøge mig med sociale relationer af den lokale slags. Indtil videre er Sorø det bedste sted jeg har boet. Her er historie, natur, kunst og service til overflod. Her er der små skæve forretninger, prætentiøse cafeer og lave priser. Her er forbindelsen til fortiden mulig ved blot at kikke ud af vinduet. Det ligner ikke det Danmark jeg kender. Hvilket er en god ting. Det er langt væk fra det meste og alligevel tættere på end jeg har været før. Du er velkommen forbi til en omgang bøgetræer, bagels og moderne kunst.

4. Tilfældighederne råder

De første par nætter i den romerske lejlighed blev lidt overskygget af det faktum det var en mordscene. Udover få rester af gult pulver var der dog intet markaberet ved stedet. Vi kendte selvfølgelig alle baggrunden, og som ikke italienere fandt jeg konceptet idiotisk. Et uskiftet bo uden arvtager tilfalder åbenbart bystyret, med mindre nogle retmæssigt kan gøre hævd på brugsretten. Vi der boede der, havde fået adgang idet den enes farbror var advokat for kommunen. Det var hans plan at forlænge sagsbehandlingen længe nok til flokken af unge kunstnere omkring mig kunne påstå de havde bygget et hjem, og således kunne søge ejerskab. Det tvivlsomme ved ideen, tilgangen og fremgangsmåden var mig evident, men jeg nød alligevel at tale med advokaten. Det skete til en klassisk familiemiddag hvor vin, mad og larm udgjorde rammerne. Desværre mestrede jeg få italiensk ord og han intet på engelsk, så det hele blev oversat frem og tilbage via hans kone. Det var dog takket være denne samtale at jeg siden har blandet historie, politik og jura studierne på universitetet. Det var her jeg lærte betydningen af kende fortiden, mestrer det politiske spil og leve med juraens kynisme.

Comment

You Can't Always get What You Want

Comment

You Can't Always get What You Want

1. Det liv du lever, er det liv du får

Det at leve kompromisløst er lettest som ung. Da man som ung til dels er ligeglad med konsekvenserne, og til dels ikke kender omfanget af samme. Det er her at man brænder broerne før man kender ruten. Der dog også en anden gruppe af mennesker som lever helt frit, helt uden tanke på fremtiden og uden at være hæmmet af fortiden. Desværre er det mennesker som har en dødsdom med en konkret dato, hængende over deres hoveder. De ser pludselig hvad der er ligegyldigt, hvad der er spild af tid og hvad der snart er for sent. Det giver både en vis desperation, men også en vis form for afklaret lethed.

Jeg har for længe siden accepteret at slutmålet både er uundgåeligt, uretfærdigt og helt igennem uden for min kontrol. Men det har ikke helt givet mig følelsen af frihed eller fornyet livsglæde. I stedet har det præget mit voksent liv med et snert ligegyldighed. Når nu alt og alle på et eller tidspunkt forsvinder, så var det ofte svært at se det meningsfulde i nuet. Jeg har derfor kæmpet for ideen, at hvis dit liv har mening, så skyldes dette udelukkende dig selv og dine handlinger. Hvis du ikke gør noget for at give dit din hverdag mening, så er dit liv per definition meningsløst.

2. Variationer over et tema

Det er  utvivlsomt ikke let at indgå i tosomhed med mig. Det har dog aldrig været min hensigt at det skulle være synderlig svært, men jeg har blot altid været yderst afklaret på den urokkelige måde. Jeg har således ikke været i tvivl om meningen med livet, mit eget udgangspunkt eller følt mig afhængig af et andet menneske. Sådanne ting, kan sagtens gøre ondt når man er forelsket i mig. For hvis ikke mit hjerte knuses af ulykkelig kærlighed, eller når folk der er mig nær dør, kan jeg så overhovedet elske? Dette spørgsmål har været et gennemgående tema i alverdens diskussionerne jeg har haft med kvinderne i mit liv. Hvilket selvfølgelig mere afspejler deres usikkerhed, og følelsesmæssige behov, end noget andet. Det er dog et tema som i forskellige variationer har præget alle mine forhold og derfor noget som jeg tænker over. For hvis du er afhængig af mig, og jeg tydeligvis kan leve uden dig, så mangler forholdet vel balance?  

3. Udfoldelsen af et svar

Jeg har oplevet forelskelser der virkede som fysisk afhængighed, levet med umulig kærlighed på afstand, oplevet emotionel afsavn efter et andet menneske og følelsesmæssig tryghed ved samme. Så jeg deler selvfølgelig ikke synspunktet at kærlighed ikke skulle være en del af mig, mit liv eller måde at leve på. Men da jeg tror, at alt har én begyndelse, én midte og én afslutning, så kan jeg sagtens forstå usikkerheden jeg skaber hos en partner. Livsfilosofien betyder dog ikke at jeg ser forholdet som meningsløst, at kvinden jeg er sammen med ikke har betydning, eller kærlighed er fraværende mellem os. Blot, at mit liv ledes af hovedet og ikke hjertet! Det jeg søger har derfor alle dage været intellektuelt modspil, temperament og fysisk tiltrækning.

4. Følelsen af hjem

 Det er tyve flytninger siden at barndomshjemmet blev forladt, og jeg har for længst fået styr på de praktiske detaljer ved et hjem. Her er aldrig overladt noget til tilfældigheder og stilen er ikke spartansk. I stedet er mine hjem fysiske udtryk for livet jeg har levet, menneskerne jeg har elsket og oplevelserne der satte sine spor. Her er der ukurante ting sammenblandet med rendyrket design. Her er der kunst af tvivlsom kvalitet, abstrakte billeder og aparte dimser. Sammensætningen er både rodet, hyggelig og yderst personlig. Det er her mine minder lever når jeg ikke selv er hjemme. Det er her fortiden kommer til udtryk. Det er her savnet ses. Det er her du finder svarene på spørgsmålene jeg aldrig selv stiller. Det er her du kan finde mig uden vi kender hinanden. Det er her forståelsen måske findes, kærligheden ses og hjertet fornemmes. Det er min bolig, mit hjem og samtidig blot en masse tilfældige fragmenter fra et liv uden andre rettesnore end min egne.

-

Et synspunkt!

Af

Thor Kristjan Kidmose.

Comment

Værdierne tager form

Comment

Værdierne tager form

1. Fortiden er ikke hvad den har været

Jeg har en del ekskærester, gamle lejligheder, afholdte ferier og barndomsminder som ikke er dokumenteret med billeder. Just som jeg har erindringer der er forplumret af alkohol, forglemmelser og bevidste udeladelser. Datatab har derudover slugt en masse af mine e-mails, vandskader har mindsket bunken af kærestebreve og enkelte eksamenspapirer har for altid forladt denne verden, grundet min lemfældige omgang med skoldhed te. Omvendt har jeg steder, mennesker og oplevelser som står mig krystalklare, i samme øjeblik regnen f.eks. slår mod vinduet, hvidvin drikkes, cigaretter tændes med tændstikker eller Leonard Cohens røst fylder højtalerne. Jeg genkender nogle gange mennesker fra fortiden i et nutidigt smil, bevægelse eller udtryk. Just som hjertet kan fyldes med nostalgi når solnedgangen indtages i perfekte øjeblikke, eller månen fylder ens soveværelse med lys.

Jeg består som menneske af alle disse minder, valg og tilvalg. Men helheden er mere og meget andet end blot summen af disse forskellige delelementer. Jeg er både alt det som ikke huskes, alt det der ikke betød noget for mig, alt det andre erindrer om mig - på både godt og ondt,alt det jeg engang troede var sandt og det jeg drømte om.

2 De mange fravalg

Der var et kort øjeblik hvor jeg var 16-19 år og troede fremtidens lyksaligheder kun afhang af mine egne egoistiske tilvalg. Men i takt med at spirituskørsel gjorde sit indtog i vennekredsen, og det blev sværere at betale husleje uden fast indtægt, fik jeg en åbenbaring! Livet ville ikke nødvendigvis være en buffet af overskudshandlinger, uanede muligheder og vidunderlige situationer. Så jeg oplistede alle de ting som ødelagde mit humør og søgte at fravælge det hele. Jeg stoppede med at se fjernsyn da det virkede fordummende, min foragt for kageordninger og endeløse møder holdte mig fra arbejdsmarkedets klassiske positioner. Reklamer, charterferie og alverdens folkelige forsamlinger blev ligeledes siet fra.

Siden vendte jeg ryggen til helligdagene, konceptet weekend, julen som højtid og fejring af alverdens mærkedage. Tvangssocialisering blev opgivet og asynkron livsstil blev indført. Champagne er f.eks. altid billigere dagene efter Nytår end op til. Flybilletter er billigere den 24. december om aftenen end dagene før og efter. Påskeæg er billigere end andet chokolade dagene efter endnu en fejring af genopstandelsen, og så har det alle dage været billigere at gå i byen om tirsdagen.   

3 Lykke er dit eget ansvar

Det at leve ude af takt med samfundet omkring mig befriede mig for en masse skrammel, støj og ligegyldigheder. Det var dog også en udfordring når det kom til sociale relationer. Da de fleste mennesker ønsker at spejle sig i et andet, kan det være lidt svært hvis man ligner en ung konservativ mand, der lever som fredelig anarkist / socialistisk materialist. Heldigvis løste jeg denne problemstilling ved at fylde min omgangskreds med tonsvis af udvekslingsstuderende, PHD studerende og mennesker jeg mødte under mine egne udlandsophold og besøg i Berlinske kollektiver. For hvis man arbejder, lever og rejser med  internationale mennesker i alle afskygninger så fremstår min livsfilosofi blot som et alternativ blandt mange, fremfor et aparte alternativ til en norm. Det, ikke at fejre jul, ikke at nyde det konforme, ikke at søge trygheden, ikke at elske det gennemsnitlige er noget alle mennesker med udlængsel kan forstå. Arbejdslivet bød på internationale højskoler, arbejde indenfor ESN, udlandsprojekter for URK med mere. Jeg blev endda udenlandsk gift med en der huskede den kold krig fra den anden side af jerntæppet. Jeg fejrede juleaftener på Jazzklubber i Berlin med rumænsk kunstnere og italienske fotografer, jeg rejste rundt i Rom med en portugisisk billede-kunster, bosatte mig i Lissabon grundet kærlighed, fik arbejde i Berlin og forelskede mig i spanske, portugisiske, bulgarske, litauiske og italienske kvinder. Rejste i de baltiske lande, drak mig fuld i de fleste mellemstore tyske byer, jeg har misset fly i Amsterdam og Bruxelles, haft sammenstød med politiet i Schweiz og været tilbageholdt i Finland, kørt rundt i en udslidt politibil i Vilnius, blevet kørt til lufthavn samme sted i ministerbil, fløjet på førsteklasse ved en tilfældighed og overværet skududvekslinger i fattige kvarterer.

Det var underholdende, det var sjovt, det var sjældent spild af tid, men det jeg troede var jagten på kærlighed, viste sig hen over årene blot at være én flugt væk fra alt det der ødelagde min lykke. Hvilket utvivlsomt lyder som en logisk løsning, men nok reelt bare var en let løsning. Det kræver langt mere arbejde at skabe lykke der hvor man bor, med de muligheder man har. Det er hvad jeg nu knokler med som voksen, og så snart rødderne er slået tænker jeg missionen er fuldført.

Comment

Vadesten i en postmoderne verden

Comment

Vadesten i en postmoderne verden

1. Gud er død

Jeg egner mig ikke til at have rollemodeller, helte eller interesser der dyrkes intensivt. Jeg kan sagtens forstå behovet for, at have én alfaderlig skikkelse ens liv kan formes omkring. Jeg kan nogle dage, endda misunde de mennesker som ser ud til at trives indenfor faste rammer. Selvfølgelig er der en vis struktur på mit liv, min hverdag og økonomiske virkelighed. Det er dog de selvsamme strukturer som dræner mig for energi, livsglæde og emotionel overskud.  Men disciplinering af adfærd har vitterlig en masse samfundsmæssige fordele, og uden disse konforme normer ville kaos styrer vores verden. Jeg har derfor søgt et kompromis med Gud:

Hvis jeg acceptere spillereglerne, så vil han lade mig søge svarene på de spørgsmål jeg vil stille.

2. Abstraktion

De sidste tyve års voksent liv har indeholdt en masse flytninger, omskiftelig privatliv og indifferent tilgang til arbejdsmarkedet. For hvis vi alligevel blot lever for at dø, så kunne jeg i det mindste fylde livet med så megen frihed som muligt, så tidligt som muligt. Nu står jeg så her, midt i livet, og har accepteret at fremtiden fylder det samme som fortiden. Min "midtvejskrise" består således af fast bopæl, oprettelse af pensionsopsparing og faste arbejdsdage. Jeg kaster mig ikke længere ombord flyvemaskiner, dyrker ej heller fri bar mere eller behovet for flugt fra fraværet af kedelige hverdag. Jeg forsøger i stedet at tilgå verden omkring mig som en livsglad turist. Jeg dyrker nu verden lokalt og tvinger mig selv til at opsøge de magiske øjeblikke, der hvor jeg nu befinder mig. For hvis et madmarked i Urbino kan virke overvældende, en gadegøgler i Vilnius kan få mig til at smile, eller en tur på et skummelt værtshus i Bruxelles kan ændre mit syn på livet, så må selvsamme trivialiteter i Danmark kunne rumme nøglen til livsglæde.

3. Forandringer i brud

Jeg har alle dage foragtet dumhed. Da det efter min mening er tillært adfærd og intet andet. Fraværet af frugtbar nysgerrighed er derfor den direkte vej til et liv som sofadyr, uden andre interesser end sendefladen på tv, udbuddet på streamingtjenester eller smagsvariationer af chips.

Siden jeg voksede op i Danmark, så talte de dumme mennesker jeg nu engang mødte naturligvis dansk. Derfor blev min vrede mod dumhed over tid til foragt for danskere. Dumme, dovne, dvaske danskere. Denne vrede var ganske givet min energikilde som ung, og selvsamme årsag til en del sammenstød med lokalsamfundet. Jeg har siden erkendt at dumhed desværre er et globalt fænomen. Så i stedet for at egoistisk at dyrke verdenssamfundets glæder, er jeg nu begyndt at samle på gode historier, gode oplevelser, gode mennesker af dansk oprindelse. Jeg undersøger arkitekturen omkring mig, finder historien bag produktet, søger ferien lokalt med mere. Jeg lader mig indskrive i et fællesskab med andre som tænker på samme måde. Jeg sier det overflødige fra, de tåbelige mennesker undgås, de ligegyldige situationer undviges og pludselig er det muligt, at være glad, selvom hverdagens rammer har mere til fælles med et fængsel end ungdommens frihedsdrømme.

Comment

Graffiti Visdom

1 Comment

Graffiti Visdom

1. Dybt Vand

Det har alle dage været let at blive forført af ens egen grådighed. For mig var det ønsket om redaktionel uafhængighed, frihed fra arbejdsmarkedet og økonomisk råderum der førte mine ord ud på det farlige internet i 2002. Stedet hvor alle kunne tjene penge, men de fleste åbenbart bare spildte tiden. I starten udgav jeg ganske spontant, siden blev det personligt, derpå opstod alverdens kommercielle aftaler og pludselig var jeg et online medie. Ordene væltede ud over skærmen og meningerne blev citeret og trykt de rigtige steder.  Jeg følte det som om drømmene om frihed endelig var indenfor rækkevidde for første gang. 

2. Reklamer dræber

I takt med at læsertallet voksede eksplosivt forsøgte alverdens platte bureauer, kulturelle institutioner og reklamefirmaer at rykke indenfor på min side Forbrugermania. Det var let at sige nej til de uetiske tilbud, de sindssyge ideer og tåbelige forslag. Det tog mig lidt længere at sige fra overfor samarbejdspartner ønsker om foromtale, anmodninger om placeringer, ønsker om titler og behov for specifikke linkord. Heldigvis medførte den økonomiske krise at samarbejdspartnere desperation gjorde det let for mig at sige "rend mig" og gå den reklamefri vej.

3. Kultur der keder

Da jeg ikke længere skulle bekymre mig om andet end mine egne behov, interesser og kulturelle lystersteg indtagetaf spillefilm, bøger og dramatik. Det var en fornøjelse at sige nej til udgivelser der absolut ikke sagde mig noget, blive væk fra idiotiske pressevisninger og takke min uafhængighed når selskaber ønskede at kvæle min side med trailers og andet klamt. Desværre druknede jeg min frihed i et overforbrug af kultur. Hvilket umiddelbart ikke lyder slemt, men jeg kan i dag ikke holde ud at se kommercielle spillefilm, besøge teatre eller læse en ufarlig krimi. Jeg keder mig allerede inden invitationen er færdiglæst. Hvilket måske er forståeligt for noget, men ikke for alt. Først var det bøgernes verden der blev ødelagt af gylleudgivelserne der sværter de danske forlag til, derpå var det filmmediet som mistede sin glans grundet masseproduceret gøgl og senest har jeg vendt ryggen til teaterverden.    

4. Ord der skaber

Jeg startede oprindelig med at blogge fordi det var sjovt at dele hverdagen med fremmede, siden blev det sjovt at dele hemmelighederne så kreativt som muligt, derpå handlede udgivelserne om læsertal og til sidst var det professionel opbygning af en niche. Jeg lukkede tidligere i år min hjemmeside Forbrugermania og gemte alle anmeldelserne offline. Pludselig var google ikke længere et vandfald af værdidomme når Thor Kristjan Kidmose var søgningen. Jeg påtog mig et klassisk fuldtidsarbejde uden andet indhold end drift. I starten tænkte jeg dette ville kede et svar frem, tvinge mig tilbage på det ene eller andet kulturelle spor, men lysten udeblev og anmelderi er åbenbart min fortid nu. Jeg savnede tydeligvis at stykke ordbilleder sammen, men har ingen ambitioner om bogudgivelser eller lange brevkorrespondancer med ligesindet. I stedet har jeg valgt at gå "2002 oldschool" på mediet blogs. Her kommer ikke andet end ordfragmenter og det der interesser mig, det jeg ønsker at dele og det jeg undrer mig over. Her er ingen udgivelses strategier, anmeldelser af noget som helst eller produkter der testes. Her er ord. Mine ord.

1 Comment