Dette er ikke en anmeldelse. Det kunne der have været flere grunde til, men den vigtigste er nok, at jeg kun har set første akt. Det lyder selvfølgelig umådeligt dramatisk og en anelse arrogant. Der er ej heller nogen tvivl om, at jeg virkelig ikke kunne lide hvad jeg så! Mit fravær fra andet akt skyldes dog blot manglende kontrol over en hoste ingen kunne være tjent med.  
Premieren på Diktatoren var ellers noget jeg havde set frem til. Nørrebro Teater var i vanlig stil festklædt og pumpet med kendisser der alle havde appetit på teater. Listen af folk på og bag scenen flød med navne jeg holder meget af og gennem årene har fulgt med stor glæde.

Hvis du har mod på to timer og femogtrediveminutters dansk teaterudgave af Diktatoren, så kan du med fordel opbygge forventninger ved en serie andre anmeldere der alle elsker stykket. Hvis du blot har brug for nogle nøgtern informationer kan sige, at scenografien (KIM WITZEL) er holdt simple og meget tro mod den opfindsomhed gamle stumfilm levede højt på. Komikken (KASPER RAVNHØJ) er gennemført falden på halen og timing fejler ikke noget. De almenmenneskelige og politiske budskaber som kendetegnede filmen har også fået plads på scenen. Der er mange velkendte ansigter med i forestillingen, men Søren Pilmark toner først frem i andet akt.  Jeg synes Julie Agnete Vang gjorde det godt og Olaf Heine Johannessen ramte fint Chaplins udtryk. Det er alt hvad jeg retfærdigvis kan sige uden at have set mere. Hvis du ikke kender historien kan jeg afsløre der er tale om en forvekslingskomedie, med politiske budskaber og almenmenneskelige pointer. 

Fotograf: Büro Jantzen.

Når et kunstnerisk værk skifter platform kræver det altid en tolkning og bearbejdelse. Det sker bedst i hænderne på folk med visioner. Nogle gange går det galt. Hyppigst når der er tale om computerspil som omdannes til spillefilm. Men nogle tegnefilm og børnebøger gør sig ej heller som musicals. Just som bøger der affødes af spillefilm ikke altid er værd at læse. Dette kan mange være meget enige og uenige om.

Selvom det altid er let at antage de der er uenige med en selv må være idioter eller i bedste fald har misforstået alt, så er det ofte lidt mere kompliceret. Jeg er denne gang bare helt igennem uenig med Nikolaj Cederholm kunstneriske tolkning af Charlie Chaplins første talefilm. Den filmhistoriske milepæl er mig på ingen måder hellig og Cederholm bedriver ej heller rovdrift på noget der er mig kært. For selvom jeg som filmanmelder gennem årene har sagt kloge og mindre fornuftige ting om Charlie Chaplin, så er jeg ikke ekspert og ligeglad hvad andre måtte mene om slapstick mesteren Chaplin. Cederholm har således ikke bedrevet noget der er slemt. Jeg er bare lodret uenig i visionen han har for den gamle sort hvid spillefilm og oplever ikke bearbejdelsen er synderlig ambitiøs. Du kan læse mere om stykket her og selv fange det fra en teaterstol på Nørrebro Teater frem til den 29. oktober.

Comment