De standardiserede løsninger og velafprøvede systemer giver dig stabil drift af enhver virksomhed. Desværre suger det også kreativiteten ud af de fleste på din lønningsliste, hvorfor uforudsete problemstillinger og voldsomme forandringer pludselig kan sende din fortjeneste til tælling. Af selvsamme grund flyder arbejdsmarkedet over med konsulentertjenester og smarte softwareløsninger. Jeg elsker selvfølgelig frie hænder, aparte løsninger og kreative brug af de knappe ressourcer, men mine fremtidsdrømme har aldrig været domineret af regneark, prisberegninger og systematiske samarbejdsaftaler. Mit CVR-nummer holdes derfor inaktivt, alt imens livet som honorarbetalt problemløser, betaler mine regninger.

Foto Forbrugermania

Den nærmeste omvej

Jeg har et hav af ECTS point fra alverdens videregående uddannelser, masser af arbejdserfaringer og et kæmpe kulturelt netværk. Samt nogle helt firkantede meninger om reklamer, habile SEO færdigheder og analytiske evner langt over middel. Siden her er dog ikke tænkt som et klassisk CV, eller som en decideret salgshylde, det er egentlig blot en landingpage for webadressen finurlig.biz

Da ordet finurlig er det som bedst beskriver min tilgang, mine løsninger og væremåde. Den nærmeste omvej tages aldrig af folk som er faret vild, men udelukkede af alle os der elsker turen og slutmålet lige meget. Det er her man møder nye venner, finder glemte tidslommer, opdager himmelske restauranter og støder på sære kunstværker. Det er sådan jeg rejser, arbejder og lever. Hvilket både beriger mit liv og min verden, men også skaber en del spørgsmål. Tidligere forsøgte jeg, uden held, at besvare disse ved en lidt sælsom linkedIn profil. Nu forsøger jeg mig i stedet for med disse ord.

Foto Forbrugermania

Jeg hedder Thor Kristjan Kidmose. Jeg har både boet i Lissabon og København, været estisk gift og haft arbejde i Berlin. For tiden er Randers mit hjem. Har undervist rumænske pensionister i IT i Cluj-Napoca. Været ansvarlig for lektiecafeer på socialt belastede skoler, arbejdet på asylcenter og solgt SAXO loyalitetsprogram til studerende. Jeg er virkelig medlem af Filmakademiet. Har været forlagsredaktør på videnskabelige bøger, børnebøger og siddet i bestyrelser for alverdens foreninger. Har knoklet for Arbejdsmarkedets Etiske Råd, været med på IT projekter hos Novozymes og YouSee, skrevet borgersvar hos Socialforvaltning, bedrevet MysteryShopping i sådan en grad Oxford Research brugte mig som metodeekspert. Udtalt mig om dans, teater og børnebøger til radio, fjernsyn og aviser i Tyskland. Haft flere domæner end hvad der er normalt, haft folk til at skrive anmeldelser for mig, været trykt i aviser, magasiner og endda haft Christiansborg som arbejdsplads. Udarbejdet kampagner for produkter, politikere og foreninger. Levet som tester af lakridser og været IT underviser på aftenskoler, været højskolelærer i fagbevægelsen og rekrutteret for revisorforeninger på ungdomsuddannelser. Samt en masse andet, og jeg vil helt sikkert også gerne arbejde for dig, så længe du forstår snedige løsninger er bedre end bare billige, at turen har en anden værdi end blot funktionen og store virksomheder altid betaler mere for min tid end alle andre.