Via Aalborg til landet i det fjerne...

Der findes få andre forfattere hvis udgivelser var obligatoriske forældreindkøb da jeg var barn, men på trods af dette, så huskede jeg absolut intet af historien her. Siden jeg forlod det nordjyske teatermørke har jeg har endda gravet bogen frem fra barndommens kasser, fundet en spillefilm fra 80erne jeg åbenbart har set og må erkende denne fortidige mindeklods har min hjerne helt glemt. Det sker utvivlsomt for enhver voksen, men er første gang jeg har opdaget det. Heldigvis var historien, afviklingen og indlevelsen på den lille scene helt fantastisk, og selvom forestillingen havde de klassiske logistikmæssige problemer som kun opstår når flere generationer skal se teater i børnehøjden sammen, så er dette vitterlig en succesfuld opsætning af et teatereventyr der både indeholder sværdkamp, flyvende heste og magiske verdener. 

Mio Min Mio sltarter som en sociarealistisk fortælling fra Skandinavien, men via en flaskeånd og den lokale grønthandler, sendes vores hovedperson på en virkelighedsflugt der både rummer en masse svar, nye udfordringer og ukendte fare. I den dystre grå hverdag er Mio blot en uelsket adopteret dreng uden alt for mange venner og venlige ord, men i landet langt borte er han en savnet prinsesøn hvis kongefar har ledt efter ham i flere år. Her er der både kærlighed, overskud, legeaftaler, flyvende heste og smukke oplevelser så langt øjet rækker. Men der hvor blikket forsvinder og mørket dominerer, der bor ondskaben desværre, og den eneste som kan stoppe samme er en prinsesøn, rejsende på ryggen af en hest med en ven ved sin side. Ondskaben personificeret som Kato, der har sten for hjerte, klo som en hånd og som underholdning kidnapper små børn og omformer dem til skrigende fugle. 

Eevntyret har en selvfølgelig en lykkelig slutning omend vejen derhen kan virke en anelse snørklet, men salens mindste var ikke helt trygt ved skurken, der godt nok også så skræmmende ud. Der er enkelte plothuller som dog er skabt af forfatteren, som sikkert blot skyldes ønsket om fremdrift i historien. Det glemmes dog nemt på teatergulvet i Aalborg. Jeg er vild med hvorledes historien og hovedpersonen indkapsles i bøgernes verden og dens fortælling således både får et snert af uvirkeligt eventyr og samtidig understreger spillereglerne er anderledes end i den virkelige verden. Vi er et sted hvor alt er muligt og alt accepteres. Heste får liv ved enkelte lyde, bevægelser og accepteres som sådan uden andre krav om realisme. Du tror på venskabet, du tror på kærligheden, du tror på udfordringerne og forstår hvorfor Mio handler som han gør. Voksne kynikere havde sikkert gerne set en fortælling hvor ondskabens rod skulle findes hos de gode, men så længe målgruppen er 6 år og op, er det godt med helt klare onde og gode karakterer / fortællinger.

De fem blækhuse gives for scenografien af Paul Sebastian Garbers, der med simple og enkelte ideer får skabt et univers der let kan skifte mellem det dystre og det trygge. Jeg er glad for Lars Topp som både skurken og kongen, Clara er den ufiltreret rene ven, Østen spiller blåøjet naiv dreng så man næsten glemmer han er en voksen mand. Trioen skifter løbende mellem forskellige roller, men på intet tidspunkt føles det som om de kun er tre skuespillere. Hvilket er en imponerende bedrift. Voksne skal være klar på at tage sko af, sidde på gulv, sidde på træklodser og generelt prøve at være mindst muligt i vejen, så børn kan nyde denne skive teatermagi. Afviklingen kunne være tænkt anderledes, men var salen kun fyldt af børn, ville ingen have haft problemer med den løbende omstilling af siddepladser. Mio Min Mio stammer fra en verden før skærmtid, fra den gang børns modgang kom i form af bank i skolegården og manglende kram på hjemmeadressen, hvor de svage fik hug og ingen havde tid til følelser. Denne opsætning springer dog elegant forbi trængslerne Mio gennemlever, og direkte til den eventyrlige verden hvor han har sin rette plads som kongesønnen der kæmper for de svage. Dette skift ville have stået stærkere havde man dvælet en anelse længere ved den ulykkelige barndom, men eventyret er fortsat tryllebindende for de der har mod på en times virkelighedsflugt i mørket. 

Forestillingens mange roller varetages af trioen her: Lars Topp Thomsen, Clara Josephine Manley og Østen Borre Simonsen. Forfatter Astrid Lindgren. Iscenesættelse Hilde Brinchmann. Komponist og lyddesign: Eirik Myhr. Lysdesign Jonas Fuglseth. Koreograf Kristoffer Jørgensen. Scenografi Paul Sebastian Garbers. Kostumer Helena Andersson Oversættelse Jens Christian Lauenstein Led . Forlag Nordiska Teaterforlag. Du kan se mere om forestillingen her.