Kong Lear er en aldrende mand hvis tre voksne døtre er udset til at overtage ansvaret, arbejdet og jorden efter ham. Alt imens han selv kan beholde kongetitlen, et stort følge og noget guld. Døtrene får hver især et stykke af kongeriget baseret på hvor meget de monstro elsker deres gamle far, desværre for den yngeste datter vil hun hverken lefle for ham, eller overdænge ham med lovprisninger der ikke bygger på sande ord. Kongeriget tilfalder derfor faderens to ældeste døtre, hvis ambitioner og ærgerrighed hurtig bliver en udfordring for den gamle konge. Forestillingen er således en to timers magtkamp mellem forskellige grupperinger, generationer, lande og søskende. Der afvikles samtidig med Kong Lear forsøger at holde fast på verden der var, magten han havde og drømmene han forsøgte at udleve. Det er således et familiedrama, krydset med en god gammeldags magtkamp.
Det gode kunsthåndværk bygger på utallige gentagelser af simple bevægelser, indtil både form, udtryk og kvalitet er i perfekt balance. Processen kan virke lang, fejlraten uendelig høj og forskellen mellem fiasko / succes kan være svær at fange. Selvom skuespil er et håndværk, så er det samtidig noget der udvikler sig i takt med skuespilleren selv. Noget dramatik kræver simpelthen blot en vis sum levet liv, med smertlige personlige erfaringer og menneskelige indsigter, før skuespillet kan gengives troværdigt. Erfaringer der kan trækkes på, hives frem, forstørres, forvrænges eller blot vises i glimt. Det at spille Kong Lear er en sådan arbejdsopgave. Da han både er et magtmenneske med blinde vinkler for samme, en selvopfordrende familiefar der samtidig er en selvoptaget patriark, en lidende sjæl der samtidig har mistet grebet om sig selv. Det er en næsten umulig opgave at forløse disse elementer for en "ung" skuespiller, og fortsat svært for et menneske med en masse erfaringer. Da Kong Lear skal leveres troværdigt, altimens balancen forskydes gennem hele forestillingen. Lear er således fortsat et magtmenneske, selv da han ingen reel magt har. Han er fortsat far, selv da forbindelserne til alle døtrene er brudt. Han er fortsat formålsrationel, selv da han er grænsende til det vanvittige osv.
Der er flere elementer som fungerer virkelig godt i denne opsætning af Kong Lear, og desværre også enkelte kunsterniske valg jeg ikke deler. Jens Jørn Spottag er dog helt igennem fremragende som faderen med det svigtende greb om virkeligheden, magten og familien. Ligeledes er Anders Baggesen imponerende i rollen som Gloucester, og det er umuligt ikke at blive charmeret af Kjartan Hansen der spiller den ellers usympatiske Edmund. Scenografisk er jeg glad for ideen om at både at hælde scenen, gør den til et neutralt vestligt magtrum, og den moderne garderobe fungerer også godt.
Jeg havde dog gerne haft endnu mere fokus på familierelationerne, forholdet mellem far Lear og døtrene fylder overraskende lidt i denne opsætning. Jeg havde også gerne udpenslet magtkampene en anelse, da det nærmest virker forvirrende hvorfor Frankrig angriber, samt hvem der ellers kæmper om tronen og hvorfor. Teaterstamgæster har sandsynligvis set Kong Lear opsat på et utal af scener, versioner, fortolkninger og med en masse skiftende stjerner i glansrollen Lear. For nogle er det oplagt at vi tramper rundt i de samme teatertraditioner hver eneste år, da det blandt andet er sådan man kan forfine et håndværk. Jeg selv er mere til nydramatik, voldsomme nyfortolkninger og vanvittige visioner end genopsætninger i det uendelige, men forstår til fulde skuespillers ønsker om at spille specifikke hovedroller på specifikke hovedscener. Det trods alt sådan man gennem generationer har målt talenter fra forskellige perioder op mod hinanden. Jeg under derfor gerne Jens Jørn tiden i spotlyset, og han er virkelig en fornøjelse som Kong Lear. Han spiller karakteren som var Lear et levende menneske, og ikke en fastlåst karakter fra en fjern fortid. Dette er hovedårsagen til vi havner på fire blækhuse.
Af William Shakespeare. Oversættelse Niels Brunse. Iscenesættelse Katrine Wiedemann. Scenografi & kostumedesign Maja Ravn. Lysdesign Anders Kjems. Lyddesign Aki Bech. Musikkonsulent Stephan Bomberg. Pressefoto Emilia Therese. Medvirkende; Jens Jørn Spottag, Anne Plauborg, Mette Døssing, Rikke Lylloff, Anders Baggesen, Clint Ruben, Kjartan Hansen, Daniel Mortensen. Du kan læse mere om forestillingen her
