Teaterforestillingen afvikles i det victorianske Londons underverden, hvor sandheden sjældent findes, ensomheden bekæmpes på daglig basis og sult er noget ganske virkeligt. Vores hovedperson MacHeath har både kvinderne, håret og charmen med sig, men det hele ændrer sig da han beslutter sig for ægteskab med underverdens egen lille prinsesse Polly Peachum. Pludselig får han en modvillig svigerfar, en masse kvinder der føler sig svigtet og en bande der ikke helt forstår den overordnet plan med ægteskab. Selv barndomsvennen Tiger-Brown kan ikke redde MacHeath, og pludselig står vi overfor en historie der kan få en socialrealistisk tragisk afslutning, eller en forloren lykkelig eventyrslutning.
Det hele udspiller sig over et par timer på hovedscenen i Aalborg. Hvor scenografien sjældent bliver overdådig, men hvor kostumerne altid er et hit. Der er mange elementer som efter min mening fejler, pointer som tabes og sange der keder mig. Men fremfor kun at trampe rundt det det ødelagde min oplevelse vil jeg gerne fremhæve følgende elementer, skuespillere og greb.
Det fungerer med levende musik indarbejdet i sceneudtrykket. De gakkede kostumer former det visuelle udtryk bedre end den åbne scenografi. Dog er jeg vild med sceneudtrykket mellem den forræderiske prostitueret Jenny (Karla Rosendahl) og MacHeath (Sabastian Aagaard-Williams). Der også gnistrer når de synger, omend begge fremstår en anelse utroværdige vedrørende bevæggrunde. Tiggerkongen spilles fint af Jørgen W. Larsen, desværre glemmes han hurtigt da forsmået kvinder i stedet skal have taletiden. Sangsekvenser der igangsættes af Marie Knudsen Fogh fungerer også fint. Dette er til sammen den direkte årsag til vi vitterlig kommer op på tre blækhuse.
Det er tyve år siden jeg sidst har indtaget denne sarkastiske kabaret med den kantede samfundskritik og klassekampssatire. Vi lever fortsat i et klasseinddelt samfund hvor afstanden til bunden øges hvert eneste år, men den sociale indigitation skal man ikke finde i denne forestilling. Dels har koderne, kritikken, værdierne ændret sig over tid og dels kan det være svært nok at forstå historien i denne lidt forældet fjollehistorie fra fortidens England. Hvor overklassen måske nok vidste underklassen fandtes, men ellers ikke beskæftigede sig med det genetiske affald som udgjorde bunden af samfundet. Forestillings stil, afvikling, fokus og indhold er gennemvædet af fortidig kritik af både samfundets overklasse, det teater de indtog og den verden de yndede at spejle sig selv i. Desværre fremstår det i dag blot lidt fjollet, indforstået og forældet. Der er ellers masser af muligheder for at kritisere både samfundets indretning, teaterverden og overklassens selvforståelse. Men enten er vi som samfund vokset fra Brecht, eller også bør nogle file kritikkens hjørnetænder til og genopsætte forestillingerne så det gør ondt at opleve pointerne. Ufarlig fjol på storscene, er i hvert fald ikke vejen frem.
Forfatter Bertholt Brecht i samarbejde med Elisabeth Hauptmann. Iscenesættelse Tormod Carlsen. Scenografi Thomas Bjørnager. Kostumer Karin Betz. Kapelmester Niels Søren Hansen. Komponist Kurt Weill . Oversættelse Niels Brunse. Skuespillere; Sebastian Aagaard-Williams, Josephine Nørring, Bolette Nørregaard Bang, Camilla Gjelstrup, Marie Knudsen Fogh, Karla Rosendahl, Line Nørholt, Kathrine Høj Andersen, Marta Holm, Jørgen W. Larsen, Steffen Berenthz Eriksen, Marcus Gad Johansen, Thomas Kristian Bek, Patrick A. Hansen. Du kan læse mere om forestillingen her
