Hjerte rimer på smerte, også ved 221 Hertz

 

Da jeg krydser hen over Limfjorden til fods kan jeg ikke undgå at forundres over synet, samt fortryde det aldrig skete alle årene jeg var nordjyde. Hvis vejret er til det så bør du indtage solnedgangen fra den 90 år gammel Limfjordsbro. Det er muligt turistkontoret sælger Aalborg tårnet på udsigten, men det burde være dette spot som var sællerten for byen. Næste positive overraskelse var det gamle Rådhus i Nørresundby, hvor den nyklassicistiske byggestil har S.C. Larsen som arkitekt. Proppet med indretningsdetaljer, kunst og håndværkermæssige løsninger enhver burde savne i moderne byggerier. 

Jeg var der dog ikke for at fortryde arkitektstudiet blev fravalgt, men for at opleve en for mig helt igennem ukendt Opera - Zanetto af Mascagni fra 1895. Som enhver anden med adgang til Google havde jeg selvfølgelig tjekket hvem, hvad og hvorfor – det viste sig dog hurtigt at jeg ikke var den eneste som var ubekendt med ophavet. Det var således en Danmarks premiere i den gamle rådssal og det var samtidig første gang jeg skulle opleve Kristel Vinter Knudsen (Soprano). Det er muligt jeg aldrig kommer til at opleve andre operaer af Mascagni, men Kristel skal og vil jeg opleve resten af min tid som gæst i landets teatersale. 

Min opmærksom for historien og lokalerne forsvandt øjeblikkeligt da hun begyndte at synge. Hvilket selvfølgelig er tilladt, men en anelse sjældent for alle os der har anmeldt kultur i en menneskealder. Kynisme og metaltræthed rammer ofte vores evner til at glæde sig over det der er lige foran os. Med Kristel føltes det som om verden igen var ny og jomfruelig. Hun var flankeret af pianisten Alex Norton og mezzosopran Emma Roberts.

 

Det kan virke omsonst at anmeldelsen ender på fuld plade når jeg vitterlig vil have været ligeglad hvilken opera Kristel sang. Sådan føltes det i hvert fald. Heldigvis var handlingen til at afkode selv hvis ens opmærksom blev fanget i et bur af vokaler, og jeg glemte alt om tid og sted. Mod- og medspiller fungerer også rigtig godt, og selvom jeg hverken blev grebet af kærlighedshistorien eller helt troede på aktørernes bevæggrunde, så er det alt sammen lige meget. For musikalsk var det for mig ren perfektion fra trioen. Det er altid musik og sang der lokker mig forbi opera, men uanset hvad der virker for dig, så gør dig selv den tjeneste og opleve det live. Hvad der engang var anset som forfinet kunstnerisk underholdning for den latinamerikanske overklasse og sydeuropæiske diktatorer, er i dag en kunstform enhver kan tilgå. Opera kan komme som kæmpe udstyrsforestillinger, som rene sangøjeblikke på åbne pladser og gader, som del af hybridscenekunst og en masse andet. Uanset hvor du oplever opera, så vil du opleve de alle har lungerne fyldt med storhed, hjertet med guld og tankerne med harmoni. 

Zanetto er en akts opera, hvorfor den er relativt kort, men ikke desto mindre er der store følelser på spil. Vores hovedperson er en rig og kærlighedsløs kvinde kaldet Silvia. Der måske nok får masser af mandlig opmærksomhed, men desværre ikke længere tror på kærlighed. Det ændrer sig dog da en ung lykkeridder, bevæbnet med en lut, tomme lommer og en simpel plan, melder sin ankomst.  Zanetto hedder han. De mødes, og pludselig husker Silvia sin ungdoms længsel efter den umulige kærlighed. Der hvor sjæle fletter fingre, og søde ord deles på flere måder end en. Alligevel afslår hun den unge mands tilnærmelser, og han tilstår til sidst han leder efter en rig kvinde kaldet Silvia - da det var hans håb hendes hjerte og rigdom kunne vindes ved skønsang. Hun advarer ham kraftigt mod denne plan, og til sidst lader han sig overbevise. Hvorpå han drager væk fra både hende og hans egne lykkeplaner, ud mod horisonten, hvor hun har udstukket hans nye kurs. Et minde rigere, udsmykket med en smuk blomst og sin lut, men ikke meget klogere, og i hvert fald ikke med mønt på lommen. Hun derimod, bryder sammen da hun endelig er alene igen, over at have oplevet kærlighed og igen at have mærket dens vingeslag.

Det er så nogenlunde handlingen i denne korte opera, og hvis du som jeg er formet af dansk som modersmål, kan det virke en smule voldsomt hvorledes Silvia reagerer på kærlighed.  Operaen består således af to menneskers længsel. Den ene sukker efter jordisk gods, og den anden savner følelsen af kærlighed. Ingen af dem opnår som sådan deres drømme, omend de genkender hinanden fra lige netop drømmeverden. Der hvor man tør længes efter andet end praktiske løsninger, og værdige ægtemål. I et kort flygtigt øjeblik har de dog hvad de hver især savner, omend ikke forløser, og det scenen her. Hvor de deler ord, blikke og drømme.