Denis & Katya - Musikkens Hus Aalborg

 

Voldsomme og tragiske kærlighedshistorier, hvor hovedpersonerne følger deres hjerter fremfor deres hoved, er som sådan ikke en mangelvare i teaterverden. Historien om Denis & Katya adskiller sig dog på flere måder fra det klassiske operakatalog du måske voksede op med. Her er både inspiration, sceneudtryk, teknisk levering og formidling anderledes end normalt. Vi der husker verden før internettet blev platformen, husker sikkert lignende tragiske hændelser fra massemedierne.

I dag er live streaming, direkte kommentering og interaktion på flere niveauer, globale aftagere, en mulighed fra først klik på skærmen. Det er hvad kendte massemordere benytter sig af når uskyldige liv plaffes ned med semiautomatiske maskingeværer, det er hvad desperate unge mennesker tyer til lige inden selvmord eller sindsforvirret mennesker kaster sig over inden selvskade deles. Alle leder de efter et publikum de kan spejle sig i. Nogle der kan forstå, nogle der vil huske dem, nogle der vil give dem opmærksomhed, for derved at give handlingen, livet og dem selv en slags mening. 

Den digitale tidsalder har også udstyret alle med kameraer, og den moderne reality-bølge har lært os at vinkling, perspektiv og redigering kan styre følelser, opfattelse og stemning i vidt forskellig retning. Det meste vi støder på bliver derfor ofte filtreret med en konspiration teoretikers mistro, og intet fordækt virker utænkeligt. Vi ved, at alt kan være løgn, at grænsen mellem fiktion og virkelighed ofte er noget vi selv drager. Den postmoderne illusion om den intersubjektive kontrollerbarobjektivitet lever ikke rigtig blandt os mere. 

Placeret ved Limfjordens kant har Aalborg i dag et moderne musikhus der ligner et kryds miks mellem baltiske koncertsale fra 80erne og noget Bjarke Ingels har været rådgiver på. Det er således beton, glas og stål i sjove former. Arkitekterne bag hedder dog Coop Himmelb(l)au og akustikken er helt fantastisk, selv hvis jeg ikke visuelt nyder hele turen ned til Intimscenen nogle etager under vandoverfladen. 

Denne bearbejdede historie udspringer fra virkelighedens verden hvor to unge forelskede teenagere ender deres dage i konflikt med politimyndighederne. Deres sidste timer streames online, og deres mere eller mindre tilfældige nedskydninger af objekter debatteres med hvem end der kikker med. De to unge mennesker kommer fra hver deres sociale lag og ingen af dem har familier som synes de burde ægtes med hinanden. Takket været tilfældigheder, online delinger og kønne indpakninger får deres historier et globalt publikum. Men da vestens nyhedsmedier opdager dem, er der ikke længere nogle som ønsker at dele deres historier. For politiet er historien afsluttet, for familien er det tragedier ingen ønsker at mindes, for lokalsamfundet er det en konflikt ingen ønsker forbundet med. Alligevel forsøger nogle vestlige journalister at afdække sandheden bag de to unge mennesker. Hvem, hvad og hvorfor forsøges afdækket. 

Det sker i Operaversionen ved italesatte scener, journalisternes dialog ført på tekst projiceret på bagvæggen, drama udspillet ved sang og rolleskift sikret ved høj bib lyde. Sceneudtrykket er bart. Her er kun et stort bord der står diagonalt. Skuespillerne/sangerne er iklædt en næsten anonym uniform. Hvid T-shirt, jeans og hvad jeg tænker er Dr. Martens fodtøj. Hvert hjørne af scenen har en musiker placeret. Der afspilles til tider lydeffekter, men som helhed, er det duoen på scenen som skaber dramaet. Det hele afvikles på engelsk, det er en begyndervenlig og meget moderne Opera. Men ungdommen omkring kæmper for at holde fast på hvem, hvad og hvorfor. Historien er ellers udformet, leveret og opbygget så enhver gymnasielærer kan analysere historien med succes i klasselokalet. Dit fokus bør dog være på historien om de unge mennesker der aldrig fandt anden lykke end den de gav hinanden.

 

Mine fire blækhuse gives til denne moderne kammeropera hvis ambitioner er større end evnerne. For blended medie er en god ide, det nøgne udtryk oplagt og hvor er Katinkas stemme imponerende. Desværre bliver udtryksform monoton over tid, og celloernes melodiske udtryk kunne have været brugt anderledes. Men min største indsigelse er opbygning og klimaks rammer skævt i forhold til afslutningen. Det fungerer fint på skrift (programmet) men når oplevet fra scenen føles det som om vi står stille efter dødsfaldene. Som om skaberne af forestillingen ikke helt ved om vrede, sorg eller chokeffekt skal være afslutningen, og i stedet ender med ingen af delene.   

Instruktør: Selma Mongelard. Producent: Trine Heide. Dirigent: Ian Ryan. Lysdesigner: Malte Hauge. Sanger: David Kragh Danving. Sanger: Katinka Fogh Vindelev. Musikere: Marie Louise Lind, Kirstine Eva Pedersen, Marta Gudmundsdottir, Mihai Fagarasan. Dramatiker, forfatter: Ted Huffman Komponist: Philip Venables. Snart kan du opleve duoen på Folketeaterets scene i København, hvis du missede dem på Operafestivalen i Aalborg.