Børglums Stemmer - Vandreteater under åben himmel

Der findes ikke et slot, herregård eller kloster i Danmark hvor man er fri for spøgelseshistorier. Fortællinger om forfærdelige mennesker der hjemsøger nutiden længe efter deres død, uskyldige der blev dræbt uden nåde og som nu forsøger at række ud efter frelse, eller forvirrede forelskede stakler der tog deres eget liv i søen, hængning eller ildspåsættelse og nu får deres sjæl aldrig hvile. Det virker derfor oplagt at give Børglums Klosters overnaturlige oplevelser plads og talelejlighed med en omgang vandreteater på grunden.  

Jeg var derfor forbi det nordjyske Kloster denne weekend for dels at opleve forestillingen, have et gensyn med Grummes Teater og så opleve endnu en forestilling til fods. Jeg har alle dage haft en forkærlighed for genren og indtager gerne podwalks, ruinvandringer, iscenesat fortid og tumler rundt i baggårde guidet af alverdens kreative teaterfolk. Selvfølgelig er det altid på den danske sommers nåde, men enhver dansker er selvfølgelig gearet til regn, vind og torden, selvom kalenderen siger det burde være solskin.

Denne forestilling har det overnaturlige som ramme, Børglums Kloster som geografisk knudepunkt og familien Rottbøll som omdrejningspunkt. De seks historier udspiller sig således alle om og med disse tre ting. Spredt ud over vores fælles fortid, taler de til os i nutiden, henholdsvis tre kvinder og tre mænd. To historier afvikles under tag mens de øvrige fire sker under åben himmel. Hvilket var blæsende og til tider fyldt med hvepse. Men alle kom de fint i mål med både fortælling, teater magi og pointer af den oplagte slags. Hver fortælling og fortæller rummede således et guldkorn der indkapslede hele oplevelsen og styrkede vandreteaterforestillingen i sin helhed.

Vi blev sendt af sted i grupper af 30 mand med femten minutters mellemrum og tog alle sammen fortællingerne i samme rækkefølge. Hvilket sikkert skyldtes logistik mere end noget andet, da historierne ikke var forbundet eller behøvede hinanden. I det imponerende og slidte kirkerum betroede Knud Sørensen (Kristian Grumme) os sin historie fra 1962. Der mindede om en begyndelse på en rigtig horrorfortælling men dog havde en mere fredelig slutning end de klassiske gyserfilm. I det lune køkken gemte hypokonderen Hans Christian Andersen sig for vind, vejr og uvidende bønder. Spillet underholdende og medrivende af Kristian Halken. Flankeret af store familiegravsten fortalte Gudrun Eslisabeth Rottbøll os om flere overnaturlige hændelser der bandt hende med fortiden, familien og stedet. Sonja Oppenhagen kæmpede bravt mod vinden, men fangede mig først da historien om Miks likvidering blev delt. I den parklignende have mødt vi Rosalie Frederikke Rottbøll (Laura Bro) som havde visioner, systemer og store tanker at dele med os. Samt en fortælling om et isoleret liv fjernt fra storbyens vante larm og muligheder. Medrivende Marie Triepcke blev spillet med gejst, smil og charme af Marie Reuther. Der upåagtet alverdens hvepse fik leveret drømme om kunst, kvinder muligheder indenfor samme og hvordan livet skal leves før det har mening. Preben Kristensen afsluttede forestillingen som den skælmske Frederik Kiær de Kiærskiold, hvis higen efter magt og anerkendelse sjældent lod sig stoppe af hensyn til andre. Fortællingen om livet som spøgelse blev leveret med indlevelse og humor.

Vi havner på fem blækhuse for denne tematiske lidt flyvske samling. Skuespils præstationerne fra alle seks var dog virkelig gode. Hver eneste fortælling havde således mindst et øjeblik ren teatermagi. Du troede på karaktererne og accepterede deres fortællinger. Du behøver ikke at kende Børglum Kloster for at kunne more dig over forestillingen, men har du styr på stedets farverige fortid, vil forestillingen stå endnu stærkere. Forestilling er selvfølgelig skræddersyet til stedet med udgangspunkt i oplagte fortællinger fra samme, og supplementer således fint Klosterets mange andre turistvenlige tilbud. Jeg havde gerne haft en historie der indarbejdede munkene, eller førte os til vikingetiden, men er selvfølgelig en udfordring at lægge et snit gennem mere end 1000 års historie.

Jeg kunne sagtens have set en hel forestilling med en klynkende, beklagende, hypokondrisk H.C. Andersen. Elsker Kristian Halkens evne til at levere selvretfærdige pointer så de virke både morsomme og overbevisende. Den aften i 1962 hvor Børglum Kloster ikke lod sig finde af den gode Knud Sørensen er efter min mening en perfekt filmoptakt. Kvinderne belyste hver deres aspekt af familiehistorien, mens Preben Kristensen efter min mening har fået den karakter med mest kød på sin fortælling. Frederik Kiær er ikke just sympatisk, men spilles som en mand der ikke har øje for den side af sin personlighed. Han er offeret der er blevet snydt, modarbejdet og oplevet for mange uretfærdigheder til at tage sig af andre mennesker. Preben får leveret den fortælling så manden ikke fremstår afstumpet, blot voldsom selvoptaget og selvretfærdig. Det fungerer virkelig godt. Jeg fandt det spændende at vade rundt Klosteret, og havde gerne set endnu mere, men selvom stedet er en del af vores fælles danmarkshistorie, så er det samtidig et privat hjem for familien Rottbøll.   

Du kan læse mereo m forestillingen her, om klosteret her og præsentation af de medvirkende på denne side. Instruktør : Kasper Jacob Sejersen. Dramatiker : Simone Isabel Nørgaard. Producent : Grummes Teater.