Nyt og gammelt under åben himmel
Hver eneste dag bevæger du dig rundt i fodsporene fra giganterne der levede før dig selv. De, der udfoldede vejnettet omkring din by, slottene de byggede, parkanlæggene de anlagde, kunstskattene
de placerede på offentlige pladser og alt det andet, som udgør verden omkring os. Det er både nemt at glemme, og samtidig uendelig let få øje på, men for langt de fleste af os ikke noget
vi tænker over, i hvert fald ikke før nogle høfligt henleder vores opmærksomhed på selvsamme, eller simpelthen blot spørg os hvorfor, hvordan og hvornår? Sådan havde jeg det
med Balderbæks Plantage, lige indtil denne weekend, hvor det hele blev indtaget under kyndig dramaturgisk hånd fra Grummes Teater. Jeg var således gæst på en vandreforestilling rundt Holger Petersens gamle lysslot, med stop ved karpedammene, stendyssen, springvandet den lumske dreng, Børsens gamle damer i sandsten, den lille pige med harpen og selvfølgelig statuen af Holger selv. Skuende ud over det hele, foreviget i granit og løftet op på
en sokkel, hvor han med et selvsikkert blik og en bastant statur holder øje med både fortiden, fremtiden og hvem end der drister sig tæt på her i nutiden.
Jeg har en svaghed for vandreforestillinger, men lever et anmelderliv på DSBs nåde, så havde teateret ikke kunne fragte mig stilsikkert gennem oplandets småbyer fra Vejen station, havde jeg sikkert ikke oplevet denne lille bastante teaterklods af overskud, fortælleglæde, lokalhistorie og strejf af nationalromantik. Men selv hvis du skulle være udstyret med et kørekort og en bil, eller blot bo uendelig tæt på, så er der vitterlig kun en håndfuld billetter tilbage. Dette bliver derfor en anmeldelse af en forestilling, som du sandsynligvis ikke får mulighed for at opleve på egen hånd. Synd for dig, og samtidig en opfordring om at sikre dig billetter til Grummes Teaters næste vandreforestilling Børglums Stemmer til August.
Forestillingen udgøres af seks nedslag i historien, der alle er kædet sammen med lokationen. Hvilket vil sige med Holger Petersen. Da det er hans penge, visioner og drivkraft der skabte stedet. Ham der via et læhegn omformede et goldt område, således den frodige park, slot og damme kunne danne ramme om venner, familie og lokale. De seks brudstykker er alle imaginære fortolkninger fra folk med tilknytning til stedet. Billedkunstneren Anders Bundsgård får både lov til at mindes sin ven, forklare sin statue af samme, og have kunstværkerne forestillende hans børn fortolket i forestillingen. Hvilket både giver indsigter om Bundsgård, men afslører lige så meget om manden der betalte for kunsten og anlæggelsen af lystanlægget. Disse kontrafaktiske fragmenter fra fortiden, vil sikkert få min gamle metodeunderviser på historie til at korse sig, men det er formidling og ikke forskning som Grummes Teater har på hjertet, og det gør de fremragende. Jeg er vild med rammerne, sammenfletningen, afviklingen og historierne der formidles. Hver af de seks historier rummer en magisk gnist som forløses af den respektive skuespiller.
Jeg er således vild med den lumske statue, og modsat mange i min gruppe, så havde jeg gennemskuet hvilket trin der affødte en våd oplevelse. Jeg blev i stedet berørt af Charlotte Fichs medrivende fortælling om at finde en plads i verden, så man igen kan finde glæden ved livet. Kunstneren Bundsgård fortolkes fantastisk af Henrik Koefoed, eneste indsigelse kunne være hans fortolkning næsten tipper balancen, således den kollektive historie om Baldersbæk Plantage i stedet bliver til en kunstner der mindes sin døde ven, og en svunden tid hvor verden endnu føltes stor og fri. Som en let sommerfugl indfanger Birgitte Raaberg min opmærksomhed med sin fortælling, om dengang hun var pigen der stod model til statuen med harpen. Historien starter forsigtigt, men bliver hurtigt meget personlig, og så pludselig forsvinder hun ind i det store hus. Camilla Bendix ord fører os direkte til fortidens forundring af naturen omkring os, og giver os derved en ny dimension i forståelsen af lystanlægget omkring os. Malene Beltoft Olsen og Kristian Grummes dialog, binder i samspil med fortidens levn, en flot sløjfe på historien tilknyttet Baldersbæks Plantage. Det er dog Anja Owes leg med stenstatuerne der fører historien forbi Børsen i København, besættelsestiden og til Holger Petersens efterkommere. Uanset hvilken rækkefølge du måtte have oplevet disse seks historier på, vil du have fanget fortælleglæden, og blive ramt af nysgerrighed på stedet, fortiden, manden og kunsten.
Medvirkende Skuespillere: Charlotte Fich, Henrik Koefoed, Birgitte Raaberg, Camilla Bendix, Anja Owe, Malene Beltoft Olsen, Kristian Grumme. Genopsætningsinstruktør : Anna Schulin-Zeuthen. Instruktør : Anja Owe Dramatiker : Simone Isabel Nørgaard. Producent : Grummes Teater. Du kan læse mere om forestillingen her, og hvis du er heldig kan du endnu købe en billet her. Skulle du være for sent ude, kan du jo altid besøge Baldersbæk uden dramatik, læs evt mere her.