Fri leg med ler - Iltfestival 2023
To voksne mænd som leger med ler i 45 minutter uden en sammenhængende historie og brug af tale, kan skræmme en del amatører væk fra publikumssæderne. Den frie leg er dog ikke blot et tilfældig sammenrend af historiefragmenter, men snarer en kobling mellem vores nutidige verden med de forhistoriske mennesker. Vores fjerne forfædres selvforståelse blev fastholdt, udviklet og forfiner i fortællinger delt, genfortalt og overbragt fra den ene generation til den anden - helt uden et skriftsprog. Den romantiske udgave af denne fortæller-tradition placerer dem altid omkring bålet, hvor stammens hellige overfigur stod for den mundtlige historieskrivning. Siden udbyggede man historierne med vægmalerier, skyggelege, figursnitning og lerskulpturer. Fragmenter der til sammen udgør det urhav den moderne verdens selvopfattelse udspringer fra. Det er hvad denne forestilling forsøger at sammenkæde således vi både indskrives i rækken/historien og på samme tid får en forståelse for hvordan,hvorfor og hvor vi kommer fra.
De to mænd skifter mellem et utal af scener, historier, og ælter figurer i et væk. Noget understøttes med en lydverden der matcher, andet med store tegninger på den oplyste bagplade, men langt de fleste historier er små organiske scener der udspiller sig på en bordplade dækket af ler. Der er utrolige mange gode figurer, sjove øjeblikke og flotte fortællinger. Men som helhed fanger jeg desværre ikke magien, og småkeder mig til tider, fortælleformen bliver ofte mere krævende end givende og min forbindelse til forestillingen udebliver. Noget vil utvivlsomt virke bedre under andre breddegrader, andet kan vække genkendelse hvor æsler, bjørne, ørne, bjerge, ørken og deslige udgør letgenkendelige elementer fra verden i dag. Jeg elsker dog de øjeblikke hvor de to skabere virker som legesyge små drenge, der kun fastholder en scene så længe rammerne endnu fængsler deres indre barns opmærksomhed. Jeg er betaget af omstillingerne mellem scenerne, hvor let dyrefigurer kan skabes ved enkelte streger, vinkler og skygger. De bedste scener rummer både hjertevarme, poesi og varme. Mens de der fejler, alle får mig til at tjekke uret, overveje om mit afslutningsvalg på ILT festival nu var det rigtige og undrer mig over om andre monstro kan lide lige netop den scene. Teateroplevelser er dog aldrig spildte, og selvom jeg ikke altid falder i svime over dramatikken, så elsker jeg altidg festivaler med noget på hjertet, og hvem kan derudover modstå en gåtur op på Godsbanens tag? Iltfestival takker af og jeg håber det bliver et snarligt gensyn. Uanset hvad ønskes du en god sommer her fra.
Origin of a tale, oplevet som afslutning på ILT festival i Aarhus. Opført på Teater Katapults scene på Godsbanen. Fremført af COLLECTIF KAHRABE. WRITING, DIRECTING, AND PERFORMANCE Aurélien Zouki et Éric Deniaud. SOUND Emmanuel Zouki LIGHT Tamara Badreddine.