Læger uden grænser

De mosbeklædte fliser, det tomme vandbad, og duggede ruder udgør sammen med publikum rammerne for forestillingen TRAUM. Scenografien ligner måske nok et forladt spaområde i en gammel sexklub, og skuespillernes lak, læder og latex kostumer fører sjældent tankerne hen på andre lokationer, men historien rummer dog andet end lir, sex og perversioner, de konstante magtkampe er således ikke kun et pirrende spil mellem mand og kvinde, det er krampetrækningerne i et forlist ægteskab, mellem to elskede der har forbrugt hinanden til der ikke var mere at misbruge. Det er dog ikke tilfældigt de begge er læger, da hvidklædte doktorer i den vestlige verden har en vis status og magt a priori. Deres profession rummer også alt fra død til fødsel, og det er derfor oplagte at karaktererne i et sanseligt, seksuelt, ætsende opgør mellem en mand der ikke vil mere, og en kvinde som ikke kan andet, er læger.

Som med alt kunst og kultur kan du fortolke det som du vil, og selvom TRAUM ligner en Wes Anderson feberfantasi krydderet med flere perversioner end kulørte tilfældigheder og familievenlige pointer, så er der vitterlig mange tolkningsmuligheder. Den halvanden times lange forestilling er pumpet med musik, dans og brudstykker fra ægteskabelige samtaler. Jeg oplever det hele som et ekkokammer for deres bryllupsrejse, hvor hustruens pirrende møde med en hormonpumpet teenager, farver deres seksuelle udskejelser fra ægteskabets spæde start. Historiens fortæller er dog en tredje part, mens ægteparrets skiftende drømmeverdener alle bindes sammen af hende, er det dog svært at udrede helt hvem eller hvad hun måtte være i historien. Parrets forliste ægteskab og monotone jagt på udløsning er dog konstant omdrejningspunkt for fortællingen. Hvor der måske engang har været drømme om andet og mere end kødelige lyster, så er der i dag ikke andet tilbage. Magtkampen mellem de to bølger frem og tilbage, han fremstår dog hyppigst som den svage part i deres sammenstød, men det er dog ham som vil afbryde deres tosomhed og forlade deres giftige relation, hvilket blot understreger styrkeforholdet ikke let lader sig afkode.

Maskerader har alle dage sat mennesker fri fra konventioner, hæmninger, forventninger og egne begrænsninger. Masker muliggør at du endelig kan være dig selv, uden at spille rollen der er skabt med og til dig, men deltager du i et maskebal med din partner gælder denne forløsning også hende, og pludselig, kan I risikere at møde versioner af hinanden der er mere ægte end I kan håndtere. Hvilket kan være årsagen til publikum også iklædes masker, men det skyldes nok snarere scenografiske bevæggrunde. Vi bliver derved en aktiv del af fortællingen, vi bliver passive belurer af perversionernes udrulning på spagulvet, vi kikker med, mens den ene efter anden forlyster sig i det anonyme hav af maskeklædt mænd og kvinder. Hvilket forstærkes med musik, sang, dans og diverse remedier.

Seks centimeter inde i kvindehjertet findes én der drømmer om at være mor, mens hans uforløste orgasme åbenbart findes seks centimeter oppe i endetarmen. Begge dele kan virke håndgribelig tæt på, men samtidige to abstrakte størrelser der er umulige at finde. Deres samhørighed er således blot holdt sammen af strukturer opbygget over tid, de hverken begærer eller elsker hinanden. De bekriger konstant hvem de var, hvad de er, og hvad de aldrig kan blive sammen. Enhver der har overlevet en skilsmisse vil sikkert kunne spejle sig i nogle af pointerne. De fire blækhuse gives for musikken, den legende fortælleform, den heltigennem fantastiske scenografi og de konstante magtkampe mellem HAM og HENDE. Det er en underholdende tur rundt drømmelandet, men de dybere pointer misser jeg, eller også, er det kunne forholdets sammenbrud og manglende kærlighed der er budskabet. Uanset hvad, så gæster jeg gerne denne verden igen. Fantasifuld stemning, lækker lyd, æggende dansetrin og ætsende skuespil fra alle på spagulvet.

TRAUM Af Bjørn Rasmussen. Frit efter Drømmenovelle af Arthur Schnitzler. Iscenesættelse, Scenografi Og Kostumedesign Koreografi Marie Brolin-Tani / David Cornelius Price. Musik Solen Er Sexet. Lysdesign Kim Glud. Lyddesign Aki Bech. Medvirkende: Mette Klakstein, Simon Mathew, Anne Plauborg, Christian Hetland, Anders Baggesen, Marie Marschner, Mette Døssing, Sarah Simone Jørgensen, Emil Busk Jensen, Nor Thorn Korterød/Alba Ophelia Hernandez Pontes. Produceret i samarbejde med Holstebro Dansekompagni. Foto Rumle Skafte. Du kan læse mere her hos Aarhus Teater.