Bombas & Prince of Cool
Kunst kan sagtens være et håndværk, men kunstner er noget
man er. For Hans Henrik Lerfeldt var det i hvert fald sådan, og så er det
egentlig ligegyldigt hvor man udklækkes på denne planet, du vil altid finde en
måde at udtrykke dit indre på. Denne indstilling har sikkert både hjulpet Lerfeldt
væk fra barndomshjemmets omklamrende regler, gennem ungdommens svære tider og samtidig
det der som voksen ført ham ud i stor ensomhed, stofmisbrug og manglende
tosomhed. Til gengældt fandt han både et publikum der elskede ham, en flok der
forstod ham og en håndfuld der passede på ham. Den danske surrealist Wilhelm
Freddie var et kryds miks af alle tre ting, og i teaterstykket her var Henrik
også ven med en imaginær udgave af jazzlegenden Chet Baker. Hvis musik,
coolnes og stofmisbrug utvivlsomt har farvet Henriks liv på mere end en måde.
Teaterstykket Mørkets Spejl dyrker kunstnerens glæde
for netop Jazz og i særdeleshed Chet Baker. Hvorfor der er et levende band
indarbejdet på scenen, hvis musikalske lydtæppe både understøtter fortællingen,
understreger pointerne og sikre stemningen aldrig dør. Lerfeldts kunstværker
fyldte omvendt meget lidt i forestillingen her, men med udstilling på første
sal kan du sagtens skabe den balance på egen hånd. Jeg havde dog forventet man havde indarbejdet nogle af de gentagende elementer fra oliemalerierne, men selv
uden alverdens erotiske unge kvinder i stramt mørk tøj, og stileret insekter, så får man skabt et visuelt udtryk der passer til myten Lerfeldt.
For ganske nylig var Allan Helge Jensen det humoristiske omdrejningspunkt i klimakatastrofens sidste valgkamp på Svalegangen i Aarhus. Denne gang var det alvor og indre smerte som drev skuespillerens karakter rundt på scenegulvet. Jeg var ganske imponeret over måde hvorpå Allan fremstillede Bombas på scenegulvet, et kælenavn Hans Henrik havde tildelt sig selv som ganske ung. Forestillingens øvrige talrige roller blev udfyldt af Erik Viinberg, Ronny Sterlø og Kirstine Hedrup. Kollektivt elskede jeg scenen fra kunstakademiets første sociale samling. Individuelt så var Erik Viinberg fremragende som Freddie, Ronny Sterlø en fornøjelse som den usynlige ven Chet Baker, Kirstine Hedrup gnistrede hver gang hun spillede en kvinde der var i clinch med Bombas, især som den unge æggende kvinde der forsøgte at lokke kunstneren til at smide sine mange skjold, var vellykket. De fire blækhuse gives for helhedsoplevelsen, musikken, skildringen af barndommen, Allans sikre greb om hvad han ville med kunstneren og så selvfølgelig det faktum teateret overhovedet formåede at forløse historien. Det kan være en udfordring at skildre en drømmende vision af en død kunsters liv, om hvilket, man ikke vidste alverden, og hvor hullerne er blevet lukket med kvalificerede gæt.
