Red dig selv, red verden?
Hele mit liv har verden været på vej mod undergang, og just som så mange andre født i 70erne har jeg vænnet mig til katastroferne. Bevares, syreregn i 80erne, påvirkede da barndommen. Just som apartheidstyrets grusomheder farvede mareridtene i samme årti. Det var dog først med atomnedsmeltningen i 1986, i Tjernobyl, at jeg opgav planeten og muligheden for en lykkelig slutning. Selvfølgelig stoppede jeg ikke med at tage batterier med til genbrug, eller holdte op med at aflevere pant flaskerne i Brugsen, men noget havde for altid forandret mit syn på verdens tilstand. Smeltende isbjerge, etniske udrensning i Sydeuropa, brændende olieplatforme, bilbomber i Ireland og andet forfærdeligt, blev derefter blot til en serie katastrofefragmenter, der hver især fortalte den samme historie, om vores planets nærtforestående totale sammenbrud. Selvfølgelig er det da trist hvalerne dør, pandaerne ikke gider formere sig og menneskeracen har toppet, men omvendt virker det oplagt, at vi som art får fremtvunget et total klimakollaps. Da vi hverken evner at begrænse os, tilpasse os eller rigtig lærer noget af vores egen fortid
Jeg kan derfor til fulde forstå hvorfor Andrea har valgt at flygte til en miniverden, fyldt med afslappende musik, fuglekvidder og spa lignende indretning. Hvor den infrarøde enmandssauna holder kroppen stram, og omverden på sikker afstand. Hvor fladskærmen flyder med fortidige pauseskærme, og intet virkeligt kan forstyrre illusionen om en idyllisk balance. Desværre for Andrea fungerer flugten ikke, dels bærer hun fortsat på bekymringerne og dels forsøger hendes bror kontant at redde hende via diverse proxyer. Denne gang er det således skuespilleren Trine Pallesen, han har sendt for at redde søsteren, fra sit selvvalgte eksil fra verdenen. Forestillingen udspiller sig derpå som en magtkamp mellem Trines positive tilgang, og Andreas mismodige apati.
Den halvanden times dialog mellem de to kvinder rummer en del forudsigelige blindgyder, underholdende sammenstød og et meget underspillet opråb om at verden kun kan bestå, hvis du også
tager et ansvar, accepterer forandring er nødvendigt og intet længere kan forblive det samme. Historien har som sådan en masse løse tråde og voldsom mange spørgsmål der aldrig besvares,
men det er ikke vigtigt for klimabudskabet hvem broren er, hvorfor Trine gider at kæmpe for Andrea, hvorfor Rejseholdet nævnes, eller hvordan shopping som handling udløser en lykkerus hos Andrea m.m.. Dog lider forestillingens tempo en del under den cirkulære magtkamp om Andreas velbefinden,
og hvis du som jeg allerede har opgivet planeten, så er du også ligeglad med Andrea. Det er dog min påstand, at Vivian Nielsen gerne vil have dig til at forstå, at verdenen (kun) kan reddes, hvis du
blot giver slip på det destruktive og kun omfavner det positive. Acceptere og tilgiver menneskehedens fejl, men samtidig gør alt for at undgå gentagelserne.
Jeg fandt brugen af YouTube videoklippene underholdende,
men havde gerne set man havde brugt en større skærm/projektion. Teknisk fungerede scenografien godt, og selvom legen med de konstante brud på den 4. væg ikke gjorde meget for historien, så fungerede den selvironiske distance til hvad der var virkeligt, og hvad der var iscenesat, faktisk rigtig godt. De fire blækhuse gives for underholdningen i generationssammenstødene mellem den voksne og fornuftige Trine, og den egoistiske mutte og trodsige Andrea. Hvilket især kom til udtryk under Yoga
sessionen og starten på forestillingen. Jeg kan i hvert fald ikke se en Yogamåtte mere, uden at tænke på kvinder fyldt med iltfattigt søvand!
-------------------------------------------------------------------------------------------------
Medvirkende: ANDREA ØST BIRKKJÆR, TRINE PALLESEN. Manuskript VIVIAN NIELSEN. Instruktion NIELS ERLING. Scenografi MIKKEL ROSTRUP. Lysdesign HENRIK SLOTH. Lyddesign ANTON BAST. Sceneproduktion FOLKES GARAGE. Rekvisitør HELENE JENSEN. Instruktørassistent MATILDE BREGNHØJ. Foto CREATIVE ZOO, MONTGOMERY. Produceret af TEATRET SVALEGANGEN og POWERACT. Du kan læse mere her om forestillingen, se den på Teateret Svalegangen frem til og med den 29. april. Mens hovedstaden får glæde af forestillingen til maj på Teater V i Prøvehallen (Valby)
