PANIC!

 

For lidt over en uge siden gæstede jeg Aarhus Teater for en omgang ny-dramatik på scenen de kalder Stiklingen. Hvor et nyt kuld skuespillere fra DEN DANSKE SCENEKUNSTSKOLE havde kastet sig over Madame Nielsens dommedags satire over verdens elendigheder, og vores fælles dystre fremtid. Kun adskilt af et kort afbræk fik den aarhusianske ungdom knap en time før og efter pausen til at fremvise individuelle færdigheder, kollektive fortræffeligheder og fagspecifikke specialiteter. Hvilket de som helhed gjorde helt fantastisk, og som demonstrationsdramatik fungerede Panic! – men som dommedagsunderholdning var jeg desværre hverken underholdt, skræmt eller bevæget. 

I don’t want you to be hopeful. I want you to panic. - GRETA THUNBERG

Forestillingens første halvdel var et halvalvorligt og let ironisk opkog af nutidens største bekymringer. Hvorimod den anden halvdel var en mere emotionel tung og dyster fremtidsvision, hvor vores kollektive endeligt havde direkte tråde til de logiske konsekvenser fra vores manglende (klima)handlinger i nutiden. Som teaterstykke fandt jeg ikke Madame Nilsens ophav fungerede, men som en slags fremvisningsportefølje fungerede det vitterlig fantastisk. Her var der både plads til hver enkelt skuespiller kunne gnistre alene, stråle i samspil og indgå i kollektive succesfulde afviklinger af helstøbte scener. Hele første akt bestod af en serie perfekt sammenkædet panikscener der gav skuespillerne plads, tid og rum til at forløse scenens potentiale. Her blev alvor, humor og drama ubesværet sammenflettet på kryds og tværs af grupperinger, pointer og situationer. Iklædt nationens kampuniform fik det hele et snært af politisk satire, for når vores fremmeste forkæmpere lader sig gribe af panik, så er det måske allerede for sent med handling? Det er også her forestillingens bedste elementer skal findes, og jeg finder hele flokken skal roses for hvor frygtløst de tilgår opgaven. Forestillingens anden halvdel domineres af det triste, det sørgmodige og minder mig mere om en bibelsk inspireret dystopisk dommedags science fiction-film fra 70erne, end den oplagte fortsættelse på teaterstykket første halvdel. Hvilket sikkert blot dækker over en kunstnerisk uenighed jeg måtte have med Madame Nielsen, samt det faktum, at jeg er gammel nok til at opleve jordens undergang flere gange i min levetid allerede.  

Uanset hvad, så er forestillingen et besøg værd, om det så blot er for at opleve den kommende generations første offentlige favntag med faget, eller for få høvlet den vestlige verdens største bekymringer igennem på en underholdende måde. Der er forsat enkelte dage med pladser, om end de fleste er placeret i maj. Så grib dankortet og nyd jordens undergang i selskab med Christoffer Hartmann, Lærke Erhard Huniche, Rasmus Arved Monrad, Alexander Bryld Obaze, Amalie Husted Mørup og Laura Kjær. Hvem ved, måske pointerne rammer dit hjerte og du griber til handling? 

AF Madame Nielsen. ISCENESÆTTELSE Camille Sieling Langdal. SCENOGRAFI Laura Løwe. LYSDESIGN Kasper Daugberg. KOMPOSITIONER & LYDDESIGN Sebastian Toft. MEDVIRKENDE (Studerende ved Den Danske Scenekunstskole, Skuespil, Aarhus) Christoffer Hartmann, Lærke Erhard Huniche, Rasmus Arved Monrad, Alexander Bryld Obaze, Amalie Husted Mørup, Laura Kjær. FOTO Rumle Skafte. Du kan læse mere om forestillingen her